Læsetid: 4 min.

Til alles bedste

1. august 2005

TANKEN om kvoteordninger for tosprogede elever breder sig, både på skoleområdet og helt ned på børnehave- og vuggestueplan. Senest har Alberstlund Kommune besluttet, at andelen af tosprogede børn på institutionerne skal afspejle den generelle fordeling i kommunen. Det betyder aktuelt, at der ikke må være mere end 30-35 procent tosprogede børn på den enkelte daginstitution. Samtidig viser en rundspørge, som Epinion har lavet for Information, at to ud af tre veluddannede danskere mener, at 25 procent tosprogede børn er en acceptabel grænse i en folkeskoleklasse. Kvotetanken har været længe om at vinde frem, integrationsproblemernes omfang taget i betragtning. Tanken om at sortere folk efter etnisk baggrund byder mange imod, både på grund af de kedelige overtoner og på grund af det opgør med den individuelle frihed, som kvoteordninger udgør. Ghettoiseringen er imidlertid mange steder så voldsom, at det koster alt, alt for dyrt at opretholde de fine principper. Det afsløres blandt andet af det faktum, at hver anden tosproget elev, som forlader folkeskolen, har lært så lidt, at de er ude af stand til at klare en ungdomsuddannelse. Lægger man dertil privatskolernes voksende popularitet, folkeskolens problemer med at tiltrække kvalificerede lærere og læreruddannelsens stærkt dalende popularitet, så har man konturerne af et samfundsproblem, der rækker flere generationer ud i fremtiden.

TABERNE vil uden tvivl blive de svageste, og til dem hører i mange tilfælde netop de tosprogede børn. En tendens, som ifølge alle undersøgelser forstærkes, hvis børnene ikke kommer ud af ghettoen, både fysisk, socialt og kulturelt.Hvornår starter integrationen, kan man spørge? Er det rimeligt at fokusere på integration allerede i vuggestuen? Svaret er ja. Som pædagogisk konsulent i Københavns Kommune Vibeke Ellekilde siger til Information, handler det ikke kun om at lære dansk, det handler lige så meget om venskaber, om dreng-pige relationer, om at lære de sociale spilleregler at kende, som de fungerer i det danske samfund - om at børnene skal have et fælles udgangspunkt i livet. Det afgørende i kvotediskussionen bør være barnets tarv. Hvis vi mener integrationen alvorligt, og ønsker at opretholde idealet om, at alle børn skal have lige muligheder uanset baggrund, er der ingen vej uden om en mere ligelig fordeling af de tosprogede børn. Hvis pædagoger og lærere skal have overskud til det enkelte barn er det helt nødvendigt, at antallet af tosprogede børn ikke er for stort. Både af hensyn til de tosprogede børn, der ofte har behov for særlig pædagogisk stimulering og af hensyn til de danske børn, der risikerer at blive overset, hvis alle de pædagogiske kræfter skal bruges på de tosprogede børn.

KONSEKVENSERNE af at undlade kvoteordninger ses med al ønskelig tydelighed i Københavns Kommune, hvor skoleborgmester Per Bregengaards laden-stå-til politik har kostet mange tosprogede skolebørn så dyrt, at man med rette kan tale om en tabt generation, som har fået så lidt ud af deres børnehave- og skolegang, at de aldrig bliver i stand til at klare sig i det moderne vidensamfund. Noget tyder imidlertid på, at Borgerrepræsentationen er ved at vågne op. I efteråret tager København de første forsigtige skridt på Nørrebro, i Brønshøj-Husum og på Bispebjerg, hvor børnene skrives på to forskellige ventelister; en for børn med gode dansk-kundskaber og en for børn med dårlige. Det er tale om en forsøgsordning, hvor kommunen hævder, at den samtidig opretholder det frie institutionsvalg. Det er naturligvis en illusion. Kvoteordninger og frit institutionsvalg lader sig ikke kombinere. Men påstanden afslører på glimrende vis den berøringsangst, som præger Borgerrepræsentationen og mange andre kommunalpolitikere landet over. Det er egentlig paradoksalt, så svært politikerne har ved at skære igennem, når det drejer sig om fordelingen af tosprogede børn. Især når man tager i betragtning, at der allerede eksisterer en lang række lignende kvoteordninger, for eksempel på det sociale område. Her har kommunerne ingen problemer med at kræve, at velbjergede daginstitutioner tager en fast kvote af børn med særlige sociale behov. Det, synes alle, er helt naturligt og sundt, både for det svage barn, der har brug for ekstra gode rammer og for de priviligerede børn, der stifter bekendtskab med samfundets mangfoldighed. Flere af de kommuner, der står med store integrationsopgaver, forsøger sig først ad frivillighedens vej og opfordrer indvandrerforældre til at sende deres børn i institutioner, hvor hovedparten af børnene er danske. Hatten af for det store opsøgende arbejde, der gøres i den forbindelse, men det må ikke blive en undskyldning for at udskyde problemerne. Lykkes det ikke inden for en ganske kort tidshorisont at ændre ghettoiseringen af daginstitutioner og skoler, må Folketinget gribe ind. Vi må ikke tabe endnu en generation af indvandrerbørn på gulvet i misforstået humanisme. At lade stå til vil svigte - ikke bare børnene - men også forsøget på at fastholde et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt.aa

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her