Læsetid: 3 min.

Alles ist Fusball

16. juni 2006

Se frem til nøglekampen. Så vidt jeg kan se af mit lasede og pjaltede kampprogram, bliver det semifinalen mellem Ecuador og Italien den 4. juli klokken 21 på en af de imposante arenaer, hvor en ny tids højt betalte gladiatorer for tiden holder 30 milliarder mennesker i bulede sofaer i ånde over hele verden.

Selvfølgelig ville man helst have set en finale mellem to af verdens for tiden mest farverige og kaotiske nationer, som for eksempel Afghanistan og Tjetjenien, men større magter end FIFA holder dem for tiden uden for banen, og af de mandskaber, vi har set i de indledende kampe, er det Ecuador og Italien, der er det nærmeste, vi er kommet fodboldhimlen, som ind imellem kan være svær at få øje på, fordi tyskerne tilsyneladende har overdækket en del af deres senromerske varianter af Colosseum.

Samba og mafia

Lad os da se på dem, lad os tænke tilbage, her i den sene optakt til denne eftermiddags kamp mellem Spanien og Ukraine. For det kunne vel ikke blive en af dem? Nej, for Ukraine kender vi. De var i vores pulje, da vores fantasiløse maskindrenge missede kvalifikationen og ikke engang nåede i playoff. Og Spanien vinder aldrig.

Ecuador derimod. De er kommet ned fra tinderne og har godt med ilt i blodet. De har fået deres daglige coca ind med modermælken, og de spiller mere brasiliansk end Brasilien. Umiddelbart før starten på VM tabte de 0-3 til Polen i en venskabskamp, og det var netop Polen, de mødte i åbningskampen.

Faktisk spillede de stadig ret venligt, mens polakkerne virkede noget sammenbidte af den såkaldte favoritværdighed, de uden noget hold i fodboldens virkelighed vel følte sig påduttet. 2-0 til Ecuador var en selvfølge.

Og Italien. De spillede mod de absolut ikke uefne ghanesere, som om de havde både mafiaen og en større flok undersøgelsesdommere i røven, og det har de vel også. Resultatet af semifinalen mod Ecuador vil være afhængigt af, hvem stjernemålmanden Gianluigi Buffon har spillet på i den kamp. En målmand, der spiller på sejr, er en god ting for holdet. Spiller han på nederlag, stiller sagen sig anderledes.

Men fodbold er, og specielt da i det land, der i den anledning så rammende kaldes "støvlelandet", en hellig og magisk ting. Så det er ikke uden betydning, at angriberen Alberto Gilardino er født den 5. juli 1982, samme dag som Paolo Rossi scorede hattrick mod Brasilien i en mellemrundekamp det år, da de blå sidst blev verdensmestre.

Man har spurgt, om de verserende skandaler omkring storklubben og mesterholdet Juventus mon kunne påvirke italienernes moral i negativ retning. Men hvorfor spørge om den slags, det er de jo vant til. Sådan er livet, la dolce vita, med alle dets pasoliniske skyggesider.

Man spiller med fødderne

Italien er i pulje med USA, som fik en ordentlig gang formaninger på texashattepulden i John Cleese's optaktudsendelse til de nu igangværende gladiatorspil. Hvad vil de egentlig være med for ? De kalder det ikke engang fodbold. De mener, at fodbold er et helt andet spil, hvor man kun må røre bolden med hænderne under spillet, og den eneste spiller, der faktisk må røre den med fødderne, sparke til den med den yderste ombøjning af de nedre ekstremiteter, skal ved den lejlighed hentes specielt ind ude fra bænken !

Og den amerikanske fodbold er ikke rund, den er nærmest oval. Nå, måske kommer de efter det en dag. Når de er færdige med deres crusadiske kvalifikationskampe i Afghanistan og Irak. Måske går de tillbage til spillets rødder - dengang de vilde briter spillede det som en slags tredie halvleg efter kampen med en fjendtlig krigsherres afhuggede hoved som bold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her