Læsetid: 3 min.

Allestedsnærværende, unikke symboler

Rockklassikerbegrebet - i anledning af to uomgængelige relanceringer
18. november 2005

Hvad er en klassiker? Om igen. Hvad er en rockklassiker? Vel, Wikipedia, det gratis leksikon på nettet, som bare bliver bedre og bedre, giver en klassiker-definition, der forsigtigt oversat lyder: "en klassiker er en genstand, der er blevet et allestedsnærværende og unikt symbol for det forgangne, primært på grund af dets iboende kvalitet eller dets repræsentative status." Ikke at det gør det specielt lettere, men en definition er nu altid rar at have ved hånden. Og i disse kanon-tider, hvor kunsten skal spændes for det småborgerlige regimes dubiøse stridsvogn, er det klart, at begrebet må op at vende et par hundrede gange, før de sædvanlige mistænkte kan blive behørigt kanoniserede og roen atter sænke sig, så folk i fred og ro kan drikke bajere, skændes og se tv.

Modsat f.eks. litteraturen har rocken kun en 50-55 år på bagen. Og de er nærmest bare fløjet af sted. Ikke desto mindre har den opereret med sit eget klassikerbegreb siden i hvert fald midt-60'erne, hvor kunstnere som Elvis Presley, Chuck Berry, Little Richard og mange flere udgjorde den første 'klassiske' epoke. Et andet vendepunkt indtraf med Beatles-lp'en Sgt. Peppers Lonely Heart Clubs Band fra 1967. Udover stort set at opnå klassikerstatus på udgivelsesdagen, indvarslede den også en epoke, der i det engelsktalende udland gerne omtales som classic rock, der har en udpræget tendens til at stamme fra de sene 60'ere og 70'ere spædet op med en luns Guns N' Roses, Van Halen og R.E.M. Det står lidt uklart, hvornår classic rock holder op med at være classic og bliver moderne. Men selv om feltet egentlig er ret bredt, er udbuddet på de dertil indrettede radiostationer ofte både snævert og forudsigeligt samt stort set støvsuget for såvel sort musik som alt, der lugter af alternativ rock.

Blandt den håndfuld navne, der konstituerer toppen af den klassiske rockkransekage, finder man Bruce Springsteen, der stort set var eneansvarlig for i midt-70'erne at dreje rocken væk fra det ekspansive, jamprægede og progressive - og i stedet rette fokus mod stramt arrangerede sange af mere klassisk opbygning. Det gjorde han med det stadigvæk imponerende og cinematisk fundamenterede Born To Run, der udsendt i 1975 netop er blevet genudsendt som deluxe-fetich i laber boks med såvel originalmusik som ikke færre end to dvd'er, begge særdeles seværdige. Musikkens brus og fremdrift er mindst lige så berusende, som da vi først fik pladen i hænderne og det ville være synd at påstå tidens tand har gjort skade. Tværtimod! Stadig Springsteens mest ambitiøse satsning fortjener til fulde sin klassikerstatus og skulle nok kunne få blodet til at rulle raskere i årerne hos rockfans, der ikke var født, da Springsteen via værket bragede gennem den famøse lydmur.

Samme år udsendte digteren Patti Smith sin debut, lp'en Horses, som trak en streg i sandet og blev forbindelsesled mellem på den ene side rockens mytiske fortid med sine coverversioner af Thems "Gloria" og Chris Kenners "Land Of A 1000 Dances", mens den på den anden med sit vovemod, sin originalitet, sit filtrede tekstunivers og trang til at udforske det ukendte pegede frem mod det tøbrud, der fandt sted i hælene på punkeksplosionen. Også den er blevet genudgivet med bonus-cd , der rummer hele det originale album i en elektrificerende koncertversion, nyoptaget i London.

Sært nok hører man sjældent - om nogensinde - Patti Smith, da hun var skarpest og allermest sulten, på de såkaldte classic radiostationer, selv om man kan være heldig at høre hendes hitsamarbejde med Springsteen på "Because The Night" i ny og næ. Trods sine 30 år på bagen og uomgængelige klassikerstatus er det stadig en lidt for bitter pille at sluge, selv om sange som "Free Money", "Redondo Beach" og "Kimberly" ærlig talt ville udgøre en passende modvægt til "Hotel California", "Stairway To Heaven", "More Than A Feeling" og andre slidte feel good-klassikere. Hvorom alting er, giver klassikerbegrebet ikke automatisk adgang til den æterbårne verden, men det forhindrer ikke Horses i at eksponere, hvor hul, klichefyldt og regressiv utrolig meget af nutidens rockmusik egentlig lyder. Det er så også en klassisk historie -

lyn@information

Bruce Springsteen: Born To Run. 30th Anniversary Edition (Sony-BMG)

Patti Smith: Horses. 30th Anniversary Legacy Edition (Sony-BMG)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her