Læsetid: 3 min.

Alletiders animation

Det kan godt være, at den er 'baseret på' et stykke legetøj, men Michael Bays 'Transformers' er trods skønhedsfejl en meget underholdende film
Det kan godt være, at den er 'baseret på' et stykke legetøj, men Michael Bays 'Transformers' er trods skønhedsfejl en meget underholdende film
4. juli 2007

Hvem skulle nu have troet det? Michael Bay, manden bag Bad Boys II og Pearl Harbor, har faktisk lavet en god film, ja, en fantastisk underholdende film med humor og hjerte og flotte effekter og hæsblæsende action. Transformers er titlen på filmen, der er 'baseret på' noget meget populært legetøj, Transformers - og en animeret tv-serie - som legetøjsgiganten Hasbro lancerede engang i begyndelsen af 1980'erne, og som ganske enkelt er robotter, der kan tage form af biler.

Det lyder måske langt ude, men hvis en Disneyland-forlystelse som Pirates of the Caraibbean kan blive til tre monstersælgende spillefilm, den ene dårligere end den anden, kan et stykke legetøj vel også. Det svære er selvfølgelig at få en god film ud af det.

Jeg kan selv huske, at jeg som dreng havde en af robotterne - hvilken husker jeg dog ikke - og at jeg altid havde et værre hyr med at få den til at blive til en bil og omvendt.

Det problem har Michael Bay ikke. De mange millioner, som Transformers utvivlsomt har kostet at lave, er tydeligvis gået til at give robotterne liv, og selv om det er foregået i en computer, er resultatet intet mindre end forbløffende.

Dagligdags og fantastisk

Robotterne, både de gode og de onde, er blevet udstyret med både personlighed og sjæl, hvilket altså er imponerende i betragtning af, at der basalt set er tale om store bunker digitalt genereret jern.

Men det ville alt sammen have været temmelig ligegyldigt, hvis ikke Transformers også var udstyret med en god og på sine egne præmisser medrivende historie - skrevet af Alex Kurtzman og Roberto Orci.

Kort fortalt handler filmen om to stridende, organiske robotarter fra rummet, Autobots og Decepticons - gæt selv, hvem, der er de onde - som kan tage form efter deres omgivelser, som regel køretøjer, og begge vil have fat i Urgnisten, en terning fuld af kraft, der tilfældigvis havnede på Jorden for godt 10.000 år siden.

Decepticons vil med Megatron i spidsen bruge den til at erobre verdensherredømmet, Optimus Primes Autobots til at forhindre dem i det og redde menneskeheden.

Midt i det hele står blandt andet den lidt kiksede teenager Sam (Shia LaBeouf, der fortjent er på stjernekurs), som får en ny bil, en gul Camaro - en Autobot, naturligvis - og den smukke Mikaela (Megan Fox), som Sam er voldsomt forelsket i.

Sams historie fylder meget i første halvdel af Transformers, der langsomt bygger op til den store konfrontation. Og det er takket være Sam og hans helt almindelige teenageproblemer - piger, forældre, penge - at filmen får en solid forankring i det dagligdags og meget menneskelige, der er en god og nødvendig kontrast til alt det fantastiske, han og publikum også kommer ud for.

Det er også i den del af Transformers, at man tydeligst fornemmer, at Steven Spielberg - der har lavet adskillige fremragende film om familier, som kommer ud for det mest utrolige - er en af Transformers' chefproducenter. Han har, sikkert som den eneste, kunnet gøre sin indflydelse gældende over for Bay, der nok kan styre et stort apparatur og har sans for ramasjang, men indtil nu har manglet at bevise, at han også har hjertet med i det.

Velgørende ironi

Det ikke svært at drage paralleller mellem Transformers og robotkrigen og krigen i Irak og krigen mod terror - de mange kampscener i både ørken og storby gør det kun mere oplagt.

Men heldigvis vælger Bay og Co. at forholde sig ganske ironisk til både hemmelige efterretningstjenester (John Turturro er sjov som en mærkelig agent fra det mystiske Sektion 7) og den amerikanske regerings lemfældige omgang med sandheden.

Faktisk er det forsvarsministeren (Jon Voight), der er mest troværdig og handlekraftig, mens præsidenten portrætteres som et slikspisende fjols med røde sokker. Denne milde satire redder filmen, som i nogle scener filer løs på den semipatriotiske, heltedyrkende violin, fra at blive ulidelig.

Mod slutningen og undervejs i det store opgør begynder spændingsmotoren at køre i tomgang, men man må lade Michael Bay, at han forstår at afvikle en actionsekvens, så man sidder med hjertet i halsen og rent faktisk tvivler på, hvad der nu kommer til at ske.

Jeg havde ingen forventninger med mig i biografen, inden jeg skulle se Transformers, hvorfor jeg måske også var nemmere at begejstre.

Under alle omstændigheder må jeg indrømme, at Michael Bay har lavet alletiders film for store børn og deres voksne.

*

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her