Læsetid: 10 min.

En alliance med liberale muslimer er uomgængelig

I den sidste artikel om multikulturalisme set fra Malaysia fører Jens-Martin Eriksen en samtale med Steven Gan, chefredaktør for Malaysiakini, om forholdet mellem ytringsfrihed og demokrati - over for muslimske traditioner
13. juli 2005

- Er et af de største problemer ved en institutionaliseret multikulturalisme ikke, at de politiske partier er defineret etnisk i forhold til borgere og samfund? Det er i realiteten en art stammetænkning, og man må spørge sig selv om, hvor er den nationale identitet blevet af i det politiske spil?

Nu tror jeg Malaysia er helt enestående i Verden, fordi vi har dette system vi har, og det blandede samfund vi har, og der er meget få andre lande, der har de samme problemer som os i det hele taget. For her taler vi jo om et samfund med store mindretal, som slet ikke kan sammenlignes med noget land i f.eks. Vesteuropa. I er alle sammen monoetniske samfund - der er i få tilfælde mindretal, men næppe større end 10 procent af befolkningen.

- Nej, det er rigtigt, men grunden til, at jeg spørger, er, at vi i Europa er på vej mod etnisk blandede samfund, som i kender i Asien, og specielt her i Malaysia er det interessant med en praktiseret, institutionaliseret multikulturalisme. Vil det altid være sådan, at den etniske gruppe kommer først, før man vil opfatte sig som tilhørende en nation?

Nej, det behøver ikke nødvendigvis at være sådan. Og på trods af hvad vi har været vidne til i Bosnien og på trods af andre tendenser rundt om i verden, så tror jeg alligevel på demokratiets muligheder - hvis vi vil være i stand til at fastholde gennemskuelighed og uafhængighed i institutionerne, så vil et andet samfund end det etnisk opdelte have en chance. Men indtil vi vil være i stand til virkelig at konsolidere demokratiet, da vil dette etniske aspekt desværre spille en rolle. Og her kan vi kun gøre vores pligt; nemlig arbejde for demokratiet og for respekten for menneskerettighederne og for at man skal respektere det forhold, at man kan være enige om ikke at være enige.

Vi bør stadig kunne leve sammen, og det behøver ikke ende som det gjorde i Europa i begyndelsen af 90'erne, hvor man begyndte at slå hinanden ihjel fordi man tilhørte forskellige etniske grupper. Men vi bør også her kunne diskutere ting helt åbent, og ikke med det samme lukke alle diskussioner bare fordi de implicerer, at man kritisk ser på forholdet mellem de etniske grupper - her tænker man straks på, hvad der skete i 1969, og alle er med det samme bange for, at en hvilken som helst uoverensstemmelse skal eskalere til en sådan situation. Men det behøver den jo ikke. Vi må være åbne, diskutere alt, men fastholde de demokratiske spilleregler - selv om vi er dybt uenige, kinesere, indere og muslimer. Det er vel tolerance?

Menneskerettigheder

- Men er sagens kerne så ikke, at alle politiske ledere må blive enige om at respektere menneskerettighederne som det værdisæt, der skal være det fælles normative grundlag for dette samfund, og som må have forrang frem for alle særlige etniske og religiøse skikke og regler? Er det ikke ganske simpelt alfa og omega for overhovedet at have et fællesskab i en nation?

Hør, lad os være helt specifikke! Jeg tror med hensyn til. dette, at det største problem er islam. Det kan man ikke komme udenom.

- Det er jo det, jeg forsøger at snakke om.

Jeg tror, at det vi skal gøre, er at opmuntre moderate muslimer og give dem støtte - selv her i Malaysia bliver de ofre for ekstremister. Når de skriver i Malaysiakini, så bliver de peget ud og man kræver, at der udstedes en fatwa imod dem. Vi skal derfor give dem al mulig støtte, så de får mulighed for at udtrykke sig. På den måde kan vi fortælle muslimer og andre, at der også er muslimer, der tænker liberalt og anderledes, og at dette ikke nødvendigvis betyder, at disse mennesker er frafaldne eller at de advokerer for, at man forlader islam, bare fordi de har et liberalt syn på samfundet. Det er i hvert fald den måde, som vi her på Malaysiakini mener, vi kan spille en rolle i demokratiseringsprocessen på. Alle de andre medier, de forskellige etnisk baserede aviser f.eks., skriver ikke om et sådant emne, for det er alt for følsomt til. Men vi bliver selvfølgelig også angrebet for at være anti-islam osv. og for som sådan at angribe islam, men efterhånden vil de opdage at dette ikke er tilfældet. Det vi vil, er ganske enkelt at åbne muligheden for en debat.

Ytringsfrihed

Men jeg har også bemærket, at de indlæg De nævner er skrevet under pseudonymer. Skyldes det, at det ganske enkelt er for farligt at udtrykke afvigende holdninger i forhold til emner vedrørende islam - ikke så meget i forhold til staten måske, men mere i forhold til ekstremister i samfundet?

Alle indsendte indlæg i Malaysiakini er skrevet under pseudonym, og det gælder ikke kun emner vedrørende islam - men også når det kommer til korruption osv. Og dette skyldes, at der er meget lidt respekt for menneskerettighederne her i landet. Det findes en tilstand af frygt i Malaysia, når det kommer til at turde træde frem i offentligheden. Folk er bange for at blive arresteret, fordi vi har en forordning, der siger, at man kan holdes varetægtsfængslet i op til to år - uden at politiet overhovedet skal fremlægge en anklage i forhold til noget specifikt forhold. Og denne varetægtsfængsling kan for øvrigt forlænges i det uendelige. Og dette er selvfølgelig alle loves moder så at sige, her i Malaysia.

En af vores klummister er for eksempel blevet varetægtsfængslet i to år, en muslim. Han har været indblandet i studenterpolitik, han har også været indblandet i anden form for politisk virksomhed og i alternativ teatervirksomhed osv. - han er mere en slags fritænker, filminstruktør, socialist. Men myndighederne behøver ikke at specificere deres anklager, de kan bare sige, at han er en trussel imod den nationale sikkerhed. Og så kan man fængsle ham, og denne fængsling kan ikke engang kæres til noget sted i retssystemet. Der findes ingen legale procedurer, med hvilke man kan klage over dette. Sagen er lukket. Derfor er folk selvfølgelig bange.

Men her på Malaysiakini skriver vi som journalister dog altid under vore egne navne. På denne måde siger vi, at vi ikke er bange, vi står inde for hvad vi skriver, og man kan altid fra myndighederne komme her og anklage os, og så vil vi forsvare os. Men det lægger selvfølgelig også et enormt pres på os. For til trods for at der ikke eksisterer censur på nettet, så må vi naturligvis forholde os til landets love - men selve måden at publicere på gør, at vi står friere end andre medier her i landet. Vi skal ikke som de andre anmode eller ansøge om nogen tilladelse til at publicere hvert år. De andre - hvad enten vi taler om skrevne eller elektroniske medier - så skal de hvert år indsende ansøgning igen og igen for at få fornyet deres publiceringtilladelse. Og får man ikke en sådan fornyet, så er man død og ikke længere i cirkulation i nyhedsstrømmen. Så på denne måde sker der det, at man pålægger sig selv en censur, for at dette ikke skal ske.

Man kan også komme ud for at få en advarsel, dog ikke et forbud, men det er indlysende hvordan en sådan advarsel virker. Det er derfor at alle medier her i landet er så pæne og velopdragne. Det skal vi ikke forholde os til her på Malaysiakini, men så findes der andre love, som vi skal tage hensyn til, selvfølgelig. For eksempel så findes der loven om forbud mod at publicere statshemmeligheder. Men da der eksisterer en virkelig mangel på gennemskuelighed her i landet, så bliver stort set ethvert dokument anset for at være en statshemmelighed, hvilket igen sætter os i et dilemma. Men i januar 2003 blev vi ramt af en anden lov, da man konfiskerede nogle af vore computere, fordi vi havde optaget et kontroversielt indlæg mod den forskelsbehandling, der eksisterer her i landet.

Systemkritik

- Jeg så en interessant historie forleden i The Star, den kinesiske avis, hvor det blev berettet om, hvordan det religiøse politi havde arresteret nogle muslimske unge mennesker og på politigården havde generet dem, chikaneret dem og ydmyget dem på det groveste - bl.a. seksuel chikane mod nogle af de piger, som man havde anholdt på et diskotek. Grunden skulle være, at de befandt sig på et sted, hvor der blev serveret alkohol, og desuden, at de var utækkeligt klædt på osv. Men er det ikke en usædvanlig historie at læse i en avis, for her berettes der øjensynligt både åbenhjertigt og sandt om, hvad der foregår, når muslimer efter vores mening chikaneres af det religiøse politi? Og desuden, så er det jo en ganske kontant kritik at dette religiøse politi.

Nej, det er ikke helt usædvanligt nu, for The Star har de seneste år måttet konkurrere med Malaysiakini, så de bliver nødt til at skrive vedkommende og interessante historier, og ikke bare om trafikulykker og sport og kommunikeer fra regeringen. De bliver i den øgede konkurrence ganske enkelt nødt til at finde historier, som folk finder interessante - ellers er der intet at læse i avisen. Men så længe de bare rejser kritik af laverestående officerer indenfor politiet, så er det dog ganske ufarligt. Kritikken i den artikel De nævner er jo ikke mod systemet som sådan, men mod den chikane, som nogle bestemte indenfor politiet har gjort sig skyldig i - nogle personer, som ikke spiller nogen nævneværdigt rolle i systemet andet end at være betjente.

- Kunne De definere nogle områder, som man absolut ikke må betræde, når man skriver i offentligheden?

Generelt: race, religion og sprog. F.eks. må specielt en muslim under ingen omstændigheder sætte spørgsmålstegn ved den måde systemet fungerer på, eller advokere for, at man må begynde at reformere det og tillade folk at tænke og handle frit. Det er bandlyst. Nu nævner De selv det religiøse politi. Det kan en muslim heller ikke sætte spørgsmålstegn ved eksistensen af.

- Når man hævder forbuddet mod religionsfrihed, forbuddet mod at forlade islam - så er det vel et essentielt emne, hvor man tilsidesætter menneskerettighederne, og hvor forfatningen står i et antagonistisk modsætningsforhold til menneskerettighederne? Er disse religiøse regler, som står i modsætning til menneskerettighederne også bredt accepteret blandt muslimer?

Ja, for de udtrykker det man vil sige er islamisk lov. Man vil henvise til sharia, og derfor kan man ikke komme udenom disse regler, når vi taler om muslimer, det er klart.

Den eneste vej

- Men hvordan kan man så finde en holdbar måde at leve med muslimer på, når man ikke tror på de samme fælles regler for fællesskabet - menneskerettighederne?

Jeg kan ikke fortælle hvordan de skal ændre deres indstilling, for jeg er kineser, og siger jeg noget, vil jeg få skudt i skoende, at jeg bare er imod islam som sådan - at jeg er anti-muslimsk. Det jeg siger, vil ikke have nogen som helst positiv betydning. Jeg vil kun give nogen mulighed for at angribe mig, det er det. Der er kun én måde man kan bevæge folk på, opfordre dem til at gøre op med disse holdninger, som er fjendtlige mod menneskerettighederne, og det er at hjælpe og støtte og opfordre muslimske liberale og intellektuelle til at tage et opgør. Man må virkelig forsvare dem, når de går imod menneskerettighedskrænkelser og når de bliver angrebet for at gøre det. Og det sker her i Malaysia. Disse intellektuelle skriver i Malaysiakini, de bliver angrebet for det, og vi forsvarer dem. Og i det mindste, så holdes der på denne måde liv i debatten om menneskerettighederne.

- Af det De siger får man det indtryk, at trods undertrykkelsen af menneskerettighederne, så er samfundet alligevel hele tiden i bevægelse?

Ja, det er korrekt. Men jeg har dog heller ikke nogen klar mening om, hvordan man kommer videre. Jeg er selv liberal i forhold til religion osv., og jeg lever i et muslimsk samfund her i Malaysia - blandt et flertal, som har en anden opfattelse end jeg af, hvad multikulturalisme bør være. Og jeg må derfor sige, at den eneste vej ud af denne situation er, at man som ikke-muslim bør støtte sine ligesindede liberale, der har en muslimsk baggrund. Det er det, man kan gøre. Kun en muslim kan ændre andre muslimers opfattelse - hvis man ikke er muslim vil de aldrig lytte til én, kun fyldes med had. For de vil sige, at man intet kender til Koranen osv. Men det er også vigtigt at få støtte fra - og selv alliere sig med muslimske gejstlige, imamer osv., for er der nogen som almindelige muslimer vil lytte til, så er det dem. Disse folk har jo en dyb forståelse for selve religionen, og dette forhold er med til at skabe en respekt hos almindelige muslimer.

Men uheldigvis er der meget få gejstlige, som er liberale. De er selv meget konservative, ja de er faktisk det største problem for det multikulturelle samfund. Men den vej jeg har beskrevet er den eneste vej. Den er ikke let, men det er den eneste. Og til syvende og sidst, så må islam begynde at reformere sig selv. Man kan ikke fortsætte med at leve i overensstemmelse med sharia, der er skrevet i året 750 efter Kristus. Men som ikke-muslim, da bliver man nødt til at finde forbundsfæller blandt muslimer i kampen for menneskerettighederne, ellers vil man selv blive en del af det had, som kan genereres mellem de etniske grupper.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu