Læsetid: 2 min.

En alliance i spin

Naser Khader havde to tidligere spindoktorer på besøg i privaten, umiddelbart før de skulle på tv og udtale sig om Ny Alliance. Kommunikationsekspert er kritisk overfor den alliance
25. maj 2007

Få dage efter Ny Alliance ryddede avisernes forsider, var en række af landets mest kendte spindoktorer på besøg hjemme hos Naser Khader for at diskutere politik.

Senere samme aften optrådte to af Khaders indflydelsesrige gæster - statsministerens to tidligere spindoktorer - på landsdækkende tv, hvor de pudsigt nok skulle udtale sig om Ny Alliance. Det skriver fagbladet Journalisten. De to tidligere spindoktorer er Henrik Qvortrup og Michael Kristiansen. Qvortrup er fast kommentator i programmet Jersild & Spin, mens Kristiansen den aften var gæst i Deadline, hvor han skulle diskutere det nye partis potentiale.

Det gjorde han blandt andet med disse ord: "Tilsyneladende appellerer Ny Alliance både til eliten og folket. Det er ethvert partis ønskedrøm."

Professor Christian Kock på Københavns Universitet, der er medforfatter til en ny bog om politisk spin, synes langtfra, episoden er snehvid.

"Det er for tæt et samarbejde. Hvis man er engageret i at gavne en bestemt politisk interesse - uanset om man får penge for det eller ej - så er du ikke længere en uvildig kommentator. Så ud fra seernes synspunkt skulle de to slet ikke have været med i tv-programmerne, med mindre de havde oplyst folk om, at de faktisk lige kom hjemme fra Khader," siger Christian Kock.

Han synes på ingen måde, det stiller Naser Khader i et dårligt lys.

"Hvis jeg var ham, ville jeg da også engagere dem. De er jo dygtige folk, og politisk kommunikation er uhyre vigtigt i dag," siger Christian Kock.

Michael Kristiansen mener ikke, forbindelsen til Khader er for tæt.

"For mig er det afgørende, om man er på lønningslisten," siger han til Journalisten.

Lever af politisk indsigt

Jørgen Poulsen, der er professor i journalistik på Roskilde Universitetscenter, ser ikke noget odiøst i, at presserådgivere besøger Khader og senere udtaler sig om Ny Alliance på tv.

"Der er jo så meget, man ikke får at vide i medierne. Politikere, eksperter, spindoktorer og journalister mødes mange steder, så derfor synes jeg principielt ikke, at man kan sige, det er forkert. De tre herrer har jo en fordel i at besøge Khader, fordi de lever af at have indsigt i det politiske miljø," siger Jørgen Poulsen.

Han mener derimod, at det er en uvane, at medierne bruger så mange eksperter, der er langt fra uafhængige. Det er de slagkraftige bemærkninger, der sælger - ikke troværdighed, mener Jørgen Poulsen:

"Tidligere spindoktorer bliver brugt ud fra tesen om, at de har indsigt i det politiske liv, men det er jo ofte uklart, hvad det egentlig er, de har indsigt i, og hvor deres interesser ligger nu."

Programansvarlig på Deadline på DR2, Arne Notkin, kan ikke se noget problem i besøget.

"Jeg ville da blive dybt skuffet, hvis ikke de tidligere spindoktorer havde talt med Naser Khader. Det hører med," siger Arne Notkin.

Han mener sagtens, folk kan gennemskue, at tidligere spindoktorer ikke afgiver værdineutrale vurderinger.

Og stiller i det hele taget spørgsmål ved om der eksisterer neutrale eksperter. Også universitetsforskere har holdninger, der skinner igennem, når de giver vurderinger. Men problemet med uvildige eksperter er også, at de er kedelige.

"Jo mere værdineutrale folk bliver, jo mere kønsløse er de ofte at høre på," siger Arne Notkin.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu