Læsetid: 4 min.

Almisser fra de rigeste

5. juli 2002

»Sammen har vi en enestående mulighed for at sikre fremskridt mod vores fælles mål om at udrydde den absolutte fattigdom og sikre bæredygtig udvikling.«
Uddrag den såkaldte Afrika-plan fra G8

DER BLEV som sædvanlig ikke sparet på de fine ord om hjælpen til Afrika, da lederne af verdens rigeste nationer mødtes til deres halvårlige topmøde – denne gang i Canada i sidste uge. Ligeså sædvanligt kan man notere sig, at der derimod blev sparet på pengene. Lidt mere bistand – lidt mere gældslettelse. Peanuts, som det internationale ulandsmiljø berettiget konstaterer – ovenikøbet genbrugte peanuts. Skuffelsen er særlig stor, fordi der op til G8-mødet denne gang begyndte at tegne sig en større forståelse for perspektivet i at hjælpe Afrika. Især den britiske premierminister Tony Blair har i det seneste år intensiveret sin opbakning til en markant og afgørende hjælp til verdens fattigste kontinent, hvis situation af Blair rammende er betegnet som et »ar på verdens samvittighed.«

DEN DRØM om en Marshall-hjælp til Afrika, som Blair havde håbet på og kæmpet for blandt de vestlige stats- og regeringsledere, er faldet totalt sammen. De mål, som FN har opstillet for at forbedre levestandarden i Afrika – mest mærkbart at halvere den ekstreme fattigdom inden 2015 – menes at koste mellem 20 og 25 milliarder dollar i ekstra u-landshjælp om året. I Canada lød den ekstra hjælp på nogle få sølle milliarder dollar. Derved er man nået uendeligt langt fra de store og rigtige mål, som G8-lederne satte sig under topmødet for et år siden i Genova.
Terrorangrebet på USA den 11. september har notorisk igen placeret Afrika langt nede på den politiske dagsorden – dernede i glemslen, hvor kontinentet som regel befinder sig. Især det amerikanske fokus er i dag stort set kun på Mellemøsten, Afghanistan og
Irak. FN’s generalsekretær, Kofi Annan, understregede op til G8-mødet i Canada, at de mennesker, der bor i u-lande »har lidt ulige mere under nedgangen i verdensøkonomien og er på samme tid de primære ofre for terror og vold.« Annan fastslog, at så længe milliarder af mennesker lever i fattigdom, vil heller ikke verdens rigeste kunne leve i sikkerhed. Den kloge generalsekretær har ret – for når verdens ulighed kun bliver større, giver det sig selv, at utilfredsheden fra de fattigste vil vokse i styrke.

AFRIKANSKE nøgletal er dybt, dybt bekymrende: Afrika er verdens klart fattigste område – over en tredjedel fattigere end det næstfattigste sydlige Asien. Gennem 1990’erne er den afrikanske andel af verdens fattigste tilmed vokset fra 25 til 30 procent. Mere end 340 millioner ud af samlet befolkning på godt 750 millioner lever under den absolutte fattigdomsgrænse på en dollar om dagen – mindre end otte kroner. Som den eneste region i verden oplever Afrika, at antallet af børn, der ikke går i skole, er stigende – hver femte dreng og hver tredje pige når aldrig i skole. Den gennemsnitlige levealder er faldende og nu på blot 47 år. Hver syvende baby dør. Millioner dør af sygdomme, der i den vestlige verden er udryddet eller kan behandles harmløst. Mere end halvdelen af den afrikanske befolkning har end ikke adgang til nødvendig medicin. Anslået 25 millioner er netop nu konstateret hiv-positive – og eksplosionen i spredningen betyder, at omkring fire millioner smittes hvert år. Mere end otte millioner afrikanere er slået ihjel i endeløse rækker af krige i de seneste fire årtier. Af verdens samlede handel udgør den afrikanske blot en enkelt procent – trods en befolkningsandel på 12 procent.

OVEN I DENNE alvor skal lægges, at den samlede vestlige u-landshjælp er faldet i det seneste tiår – vel at mærke i takt med, at næsten alle afgørende afrikanske nøgletal har bevæget sig den forkerte vej. Den samlede bistand er faldet med en tredjedel fra 1990 til nu – og efter at traditionelt store donorer som Norge, Sverige og Finland har skåret kraftigt i hjælpen, har også Danmark med den nye VK-regering sparet på u-landshjælpen. Perspektivet er alarmerende – også fra dansk side selv om vi fortsat hører til i den absolutte top. Den internationale tendens er desværre, at verdens rigeste lande i stadig større grad glemmer verdens allerfattigste. Det er især den langsigtede og altid stærkt komplicerede udviklingshjælp, det går ud over. Nødhjælpen under de allerværste kriser, findes der som oftest penge til.
Danmark har en enestående mulighed for at vende perspektivet under FN-topmødet i Johannesburg i august om bæredygtig udvikling. Som EU-formand kan statsminister Anders Fogh Rasmussen vælge at kæmpe for øget hjælp til verdens fattige. Han kunne for eksempel erindre om det aldeles uholdbare i, at det daglige EU-landbrugstilskud til en ko – nemlig godt 15 kroner – er det dobbelte af, hvad næsten en halv milliard afrikanere lever for om dagen. Det er jo i al sin absurde enkelthed en moralsk katastrofe.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu