Der er - og med god grund - en ret udbredt forestilling om, at man som erstatning for den nu hedengangne forfatningstraktat er nødt til at ændre den nuværende unionstraktat, så det bliver muligt at opnå det, der frem for alt var målet med forfatningstraktaten, nemlig at gøre EU mere effektiv, så unionen kan fungere rimelig godt efter udvidelsen sidste år og også efter en kommende udvidelse med lande som Rumænien og Bulgarien.
Men hvilke ændringer kunne man så forestille sig? Skal effektivitetshensynet tilgodeses, kræver det, at man som et minimum medtager det nye system for opnåelse af et kvalificeret flertal i EU's ministerråd, dvs. et flertal af landene og af EU's befolkning. Sker det ikke, er det beregnet, at beslutningsevnen, dvs. sandsynligheden for at kunne etablere et kvalificeret flertal i Ministerrådet og derfor nok til at vedtage nye EU-regler på en lang række områder vil ligge på fire procent, mens en vedtagelse af forfatningstraktaten ville have bragt beslutningsevnen op på 13 procent. Da Danmark kom med i EU i 1973, var tallet hele 14-15 procent!
En anden forudsætning for større effektivitet vil være vedtagelse af de regler i forfatningstraktaten, der handler om at overgå til brug af kvalificeret flertal dér, hvor der i dag gælder et enstemmighedsprincip.
På de fleste af disse områder er forfatningstraktatens regler om overgang til kvalificeret flertalsafstemning i Ministerrådet kombineret med den almindelige lovgivningsprocedure, der giver Europa-Parlamentet medbestemmelsesret. Det burde ikke være kontroversielt at lade den kombination gå igen i en ny, stærkt nedskåret traktatændring. Også de ændrede regler for EU's budgetprocedure burde kunne vedtages.
Det burde på samme vis være muligt at gøre varetagelse af jobbet som formand for EU nogenlunde humant ved at indføre en formandsperiode på to år, hvor jobbet skal varetages af en person, der ikke samtidig bestrider et nationalt embede. På samme måde burde man kunne indføre den nye funktion som EU's udenrigsminister.
Man burde også søge at fastholde de ændringer, forfatningstraktaten indeholder mht. det politimæssige/kriminalretlige samarbejde, åbenhed i Ministerrådet, aktindsigt, kompetencekataloget traktaten samt de nationale parlamenters rolle.
Hvad ville man så opnå ved dette? Jo, en sådan traktatændring ville blive let at overskue og forstå. Der ville ikke være forsøg på at vedtage noget, der kunne kaldes forfatning i højere grad end det, vi har med den nugældende unionstraktat. I modsætning til forfatningstraktaten ville det omfattende og ret beset overflødige grundrettighedscharter udgå. Det samme gælder bestemmelsen om EU-rettens forrang, om unionens flag, Europadag og en unionshymne, der er inderligt overflødige. Det ville så ikke blive muligt blot med nogen grad af troværdighed at hævde, at traktatændringen ville erstatte den danske eller andre medlemslandes grundlov. Og endelig kunne forfatningstraktatens - få og beskedne - udvidelser af Unionens kompetenceområde udgå.
En sådan kompakt traktatændring ville også overflødiggøre en række tekniske bestemmelser i forfatningstraktaten om traktatændringer, om Ministerrådets forskellige varianter, Det Europæiske Råd osv.
Lidt politisk mod
Det kunne overvejes at fastholde de regler, der i forfatningstraktaten gør det muligt for Det Europæiske Råd med enstemmighed siden hen, forudsat tilslutning fra alle de nationale parlamenter, at vedtage overgang til kvalificeret flertalsafstemning i Ministerrådet på nye områder. Udmeldelsesbestemmelsen, der gør det muligt for et land at udtræde af EU (og også genindtræde) kunne evt. opretholdes for at gøre en begrænset traktatændring mere legitim i befolkningernes øjne.
En tilbagevenden til en ordning, hvor hvert EU-land fortsat skulle have en kommissær, ville måske også kunne gøre en begrænset traktatændring mere spiselig.
Nogle af forfatningstraktatens bestemmelser kan anses for unødvendige, og andre kan gennemføres helt uden traktatændring. De øvrige her nævnte ændringer, der skulle indgå i en begrænset traktatændring i stil med det, der skete ved Nice-traktaten, kunne gennemføres uden folkeafstemning i Danmark. Formentlig kunne alle - eller næsten alle - de øvrige EU-lande gennemføre en sådan traktatændring uden folkeafstemning. Der ville allerhøjst kræves lidt politisk mod i de par lande, hvor forfatningstraktaten er blevet underkendt ved folkeafstemninger. Så ville EU kunne blive effektivt og træffe beslutninger, hvilket er i samtlige medlemslandes interesse.
Den her foreslåede fremgangsmåde kunne med fuld ret beskrives som en teknisk tilpasning, der ikke ændrer EU's karakter, men er nødvendig for at sikre unionens evne til at fungere.
Peter L. Vesterdorf er lic.jur. og kontorchef i Håndværksrådet
