Læsetid: 5 min.

Alternativer til de alternative

Engang var rock'n'roll de unges oprør, i dag sælger den tandpasta. Og alternativ rock er blevet den herskende dagsorden. Men heldigvis findes der alternativer til den alternative rock
17. marts 2007

Der er rent ud sagt gået inflation i alternativ rock eller indierock. Tag lidt eyeliner og et par stramme cowboy-bukser på, og du er alternativ. Få klippet håret lidt friskfyr-skævt, træd på en guitar-pedal, sæt din hat, som det passer dig, og du er, åh, så indie. Oprindelig var den alternative rock, ja, altså et alternativ til mainstream og til den kommercielle musikverden. Oprindelig var indierock, ja, altså independent, uafhængig af de multinationale selskaber - og også uafhængig af ortodoksi. Men intet af dette gælder i dag. Der bliver spillet dybt doktrinær publikumsleflende rock med multinational backing under betegnelsen indie eller alternativ rock i disse dage. Og fred være med det. Det er jo sådan, musik udvikler sig. Engang var punk jo også en mave-puster på den gode smag, i dag synger Green Day til fordel for orkanofre. Engang var rock'n'roll de unges oprør, i dag sælger den tandpasta. Genrebetegnelser tømmes for kulturel semiotik, når de mister oprørspotentialet, og bliver i stedet til container for et udflydende sæt stilistiske parametre.

Men lad os ikke glemme uroen. For det et jo uroen, der driver musikken fremad. Den rastløse lynlås, den uregerlige V8 under ynglingehuden, den utæmmelige hånd, der glider under kjolen eller over elguitaren og får rocken til at flytte sig - og flytte os. Så lad os sige goddag til nogle folk, der har holdt flyttedag fra den alternative rock og nu forsøger at levere hvis ikke alternativer, så i hvert fald korrektiver til den alternative rock - ombygninger og udbygninger af det bestående. I denne omgang af amerikansk herkomst - med en enkelt dansk afstikker. For trioen Kirsten Ketsjer The Rockband har tydelige amerikanske inspirationskilder. Sonic Youth står lige for, men også Televisions lysende guitarfigurer, Pavements lo-fi-charme og mere overraskende Fleetwood Macs vokalharmonier kan man nyde på trioens andet album FFFFOO K TSSCCH. Som er strålende og byder på lysende guitarrock med ofte stærkt melodiske svulmelegemer. Men ligesom man synes, at nu er trioen ved at tangere den rene alternative rock, ja, så render man ind i hele 38 ultrakorte (vi taler sekunder) otte-bit-elektroniske tracks, der hænger sammen i ét stort lavteknologisk krat, som man altså skal powerzappe sig igennem, hvis man har allergi over for programmeringer. Ude på den anden side får vi tre anderledes syrede langsomme afsøgninger af en mere stenet og til sidst små-avantgardistisk rock tilsat båndsløjfe og sax.

Dunkle drømme

Et krat skal man også igennem på Deerhunters album Cryptograms. De kommer fra Atlanta, og bevægelsen gennem deres plade starter i en mørk småparanoid psykedelisk rock med aner i Neu!, Faust, Velvet Underground, Spacemen 3 og Flying Saucer Attack - isprængt ambiente, dunkle drømme. Den sidste udflugt inden vi slipper fri af vildnisset er af decideret syret variant, og så er vi vupti ude i en mere syngbar rock, der dog aldrig lyder lethjertet, selv om den forsøger. Tværtimod formår Deerhunter aldrig at ryste paranoiaen af sig, men forekommer bare narkotisk erotiske i tilrøget dagslys på albummets sidste skæringer. Men det er selvfølgelig heller ikke at foragte.

Deerhunter er ifølge dem selv inspireret af forfatteren Dennis Cooper, der ikke lægger fingrene imellem i sin beskrivelse af, hvad det vil sige at fare vild i sine drømme og i andres voldelige seksualitet. Arboretum er til gengæld inspireret af Paul Bowles. Hans måske mest berømte bedrift er romanen Under himlens dække. En roman, der i mine øjne handler om at skrælle lag af sit ego og finde ind til en identitet, der viser sig flygtig eller skrøbelig eller i hvert fald i en eller anden form for mystisk enhed med intetheden. En enhed og en intethed, som vi sjældent kan bære at tænke på, men som vi til gengæld godt tør besøge i kunsten. Og det er også det, som Arboretum - prætentiøst eller ej - stiler efter. Både som kunstnere og som formidlere. Og det gør de med nærmest bibelsk tyngde på deres nye album Rites of Uncovering - et sted mellem Sixteen Horsepower og Earth. En langsom hillbilly-grunge-gospel for nedskruet decibel; tung og fuld af hypnotisk viljestyrke og skæbnesvanger dvælen - og også lige et par cheesy guitarsoli og et par dødbidere undervejs.

Indsmigrende sten i skoen

Dvælen og tyngde får man ikke meget af på San Francis-co-trioen Deerhoofs nye album Friend Opportunity, der fra første nummer er ude i kontrasternes og omskiftelighedens rørte vande. Der er cirka tre numre stoppet ned i ét forrygende intronummer, hvert skift en håndbremsevending. Forsanger Satomi Matsuzakis lillepige-stemme er både irriterende og inciterende, en indsmigrende sten i skoen, med mindelser om Blonde Redheads Kazu Makino.

Der er noget både studentikost undersøgende og helstøbt over dette boblende album; sangene stritter, men er alligevel fuldt forløste, melodisk egensindige og rastløst sprudlende - om de så er opfostret på elektronisk pludren, blæsersalutter eller kamikaze-korrektioner af rockens hellige treenighed: guitar, bas og trommer. Og Deerhoof har aldrig været bedre.

Det tror jeg heller ikke Menomena har været, selv om jeg ikke har hørt deres første to plader. Men deres tredje, Friend and Foe, er i hvert fald pletvist helt oppe at ringe. Nærmeste musikalske reference må være Flaming Lips' psykedeliske bredformat, men de skriver mere varierede sange. Og man bliver også mindet om Radioheads evne til at blande, hvad der måtte falde dem ind, selv om Menomena er langt mere muskuløse og amerikansk godmodige. Men ikke tandløse, når de for eksempel bruger klaveret som sitrende indpisker, software som hikkende medkommentator eller saxofon som bramfri protagonist.

Fundamentet i kompositionerne er improvisationer, der er blevet loopede, og resultatet er både uortodokse konstruktioner og mere college radio-venlige vers-omkvæd uden overdreven kommerciel korruption. For det er der simpelthen for meget kreativ resistens til. Og det er der på alle ovennævnte plader. Nogle mere vellykkede end andre, men alle med personlige bud på, hvordan rocken lyder hinsides kedsommelig strømlining og gejl udnyttelse. Og det er, tro mig, en god lyd at have i ørerne.

Kirsten Ketsjer The Rockband: FFFFOO K TSSCCH (Yoyooyoy) www.yoyooyoy.dk

Deerhunter: Cryptograms (Kranky/VME)

Arboretum: Rites of Uncovering (Thrill Jockey/VME)

Deerhoof: Friend Opportunity (Tomlab/Dotshop.se) www.dotshop.se

Menomena: Friend and Foe (Barsuk/Specialimport) www.barsuk.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu