Læsetid: 9 min.

'Jeg har altid tænkt, at mor skal ikke på plejehjem'

Et generationsopgør er undervejs. Gæstearbejdernes børn vil ikke passe deres forældre, når de bliver gamle - og det offentlige har ingen ordentlige tilbud
27. april 2007

"Jeg har faktisk tilbudt min mor, at hun godt kan flytte ind hos os, men hun er bange for at blive en byrde, og vi har heller ikke rigtig plads."

Dansk-marokkanske Karima Bouylud får dårlig samvittighed, når talen falder på hendes mor. Moderen er lige fyldt 70, og stik i mod alle marokkanske traditioner bor hun alene efter faderens død. Karima har ikke selv mulighed for at have hende boende.

"I Marokko ville det være min lillebror, som skulle tage sig af hende, for forældrene er normalt sønnernes ansvar, men min lillebror er ikke blevet gift, og han arbejder i modebranchen. Jeg tror ikke, at han vil," forklarer Karima Bouylud.

Hvad der skal ske, hvis moderen en dag bliver for dårlig til at klare sig selv, har Karima Bouylud aldrig diskuteret med sine søskende, men hun har svært ved at forestille sig en god løsning.

"Før havde jeg det sådan, at min mor aldrig skulle på plejehjem, men nu ved jeg ikke længere. Alle mine søskende arbejder, og jeg har selv tre børn og et fuldtidsarbejde, så jeg ved ikke, hvem der skulle tage sig af hende," siger hun.

Uopfyldte drømme

Karima Bouylud er ikke alene med sin dårlige samvittighed. 60'ernes gæstearbejdere er ved at blive gamle, og de er fysisk og psykisk nedslidte af hårdt arbejde, dårlige levevilkår og livsdrømme, som ikke er gået i opfyldelse.

"Mange indvandrere har jo drømt hele livet om at kunne vende tilbage til Pakistan eller Tyrkiet, og nu må de se i øjnene, at det ikke kommer til at ske. De har ikke længere noget ordentligt netværk i hjemlandet, og børnene bor her. Det er endda ved at gå op for dem, at de ikke kan regne med, at børnene vil tage sig af dem, når de bliver gamle," siger Malik Hussein, som er projektleder på Københavns kommunes projekt Etniske ældre i fokus.

Om 10 år vil der være over 100.000 ældre med anden etnisk baggrund i Danmark, og deres slidte helbred betyder, at de vil være mere og tidligere plejekrævende end de danske ældre. Mikkel Rytter, som skriver ph.d. på institut for antropologi om generationskonflikter og forandringer i dansk-pakistanske familier, mener, at der er lagt op til endnu et kapitel i indvandrernes familiedramaer.

Villadrømme

"Jeg kender ingen dansk-pakistanere, som åbent siger, at de vil sende deres forældre på plejehjem, for pligten til at tage sig af sine gamle er rodfæstet i islam og i de pakistanske traditioner, og det er et ansigtstab for både forældre og børn at sige, at man ikke kan magte opgaven. Spørgsmålet er, hvad unge med anden etnisk baggrund end dansk så gør?" siger Mikkel Rytter.

Malik Hussein forudser også, at førstegenerationens alderdom vil blive en voldsom udfordring både for indvandrerfamilierne selv og den danske ældrepleje.

"Børnene vil ikke passe deres ældre, men de ældre ønsker ikke at komme på plejehjem, og lige nu er der heller ikke noget offentligt tilbud, som matcher deres behov," siger Malik Hussein.

I mange indvandrerfamilier drømmer både børn og forældre om et fælles hus, hvor børnene kan tage sig af deres forældre og have plads til deres eget liv, for sådan lever middelklasse-familierne i Mellemøsten og Pakistan. Den boform er bare sværere at realisere i Danmark, fordi de danske parcelhuse og ejerlejligheder ikke er beregnet til bofællesskab for to generationer. Den dansk-pakistanske jurastuderende Imran Choudhary har alligevel valgt at flytte sammen med sine forældre i et fælles hus, og indtil videre fungerer ordningen glimrende.

"På mange måder er jeg meget dansk, men lige på det her område ville jeg gerne følge de pakistanske traditioner. Ordningen har jo også fordele. Min far elsker at tage sig af haven, og jeg tror, at min mor vil være til stor hjælp, når min kone og jeg på et tidspunkt får børn," forklarer Imran Choudhary, som alligevel er i tvivl om, hvad han vil gøre, hvis forældrenes alderdom forvandler dem fra en hjælp i dagligdagen til en plejeopgave.

"Jeg har venner, hvis far pludselig fik amputeret sit ben, og det ændrede hele familien. Hvis vi ender i den situation, ved jeg ikke, hvad der sker. Min kone er designer, og jeg regner med at arbejde som advokatfuldmægtig, så vi kan jo ikke passe vores forældre i døgndrift," siger Imran Choudhary.

Mikkel Rytter har nærmet sig den svære problematik i sine interview med både ældre og yngre dansk-pakistanere. Han mener at 2. generationens succes rammer forældrene som en boomerang.

"Forældrene er stolte af at have en læge eller en advokat i familien, men med børnenes uddannelsesmæssige succes følger tit et mere individualistisk livssyn. Før i tiden var løsningen at gifte den ældste søn med en pige i Pakistan, som så tog sig af forældrene og talte deres sprog. Den løsning er jo dels umuliggjort fra politisk side, og dels vil mange unge gerne giftes med en fra Europa. Problemet er bare, at de piger, som er vokset op i Danmark, ikke er indstillede på at spille den traditionelle rolle som svigerdatter, og i de pakistanske ægteskabsmønstre gifter de højtuddannede kvinder sig med højtuddannede mænd."

Om man vil bo sammen med svigerforældrene eller ej, er derfor et typisk emne under ægteskabsforhandlingerne hos dansk-pakistanerne, men selv om pigerne i første omgang accepterer at bo hos svigerforældrene, flytter de unge par ofte igen.

"Indvandrer-familier har lige så mange konflikter som danske familier, hvis ikke flere. Ofte har børnene jo allerede taget et stort skridt væk fra forældrenes værdier, og så kan det være svært at leve så tæt," forklarer Mikkel Rytter.

Tabu og fortielse

Hverken Karima Bouyloud eller Imran Choudhary har for alvor taget diskussionen med deres forældre eller søskende. Det er emnet alt for ømtåleligt til.

"Jeg ved da godt, at mine forældre er skrækslagne for at komme på plejehjem. De har jo heller ingen tradition for det," siger Imran Choudhary.

Ligesom Karima Bouyloud kender han til familier, som har måttet lade forældrene flytte på plejehjem.

"Mine forældre kan godt finde på at spøge med det: 'Nå sender I os bare på plejehjem?', men det ville være et enormt nederlag både for os og dem," siger Imran Choudhary.

I sit arbejde med ældre med anden etnisk baggrund forsøger Malik Hussein at introducere de ældre for de danske pleje-tilbud. Det er ikke en let opgave.

"De ældre nægter at være på plejehjem og holder tit fast i, at de vil tilbage til hjemlandet, men vi har besøgt nogle af plejehjemmene sammen, og ofte kan de ældre godt se, at tilbudene er bedre end deres rygte," siger Malik Hussein.

Inge-Lise Ebbensgaard er leder for hjemmeplejen i Gjellerup, og hun ved, hvor svært det er at overtale indvandrerfamilierne til at bruge det offentliges tilbud.

"Det tager mange samtaler, før familierne accepterer det selv. Ofte er det sønnerne, som tager beslutningen," siger Inge-Lise Ebbensgaard, som godt kan være bekymret for, at det betyder, at ældre indvandrere ikke får den hjælp og pleje, som de egentlig har behov for. I ønsket om at undgå nederlag og omgivelsernes fordømmelse er der sandsynligvis en del familier, som vælger at beholde de gamle derhjemme, selv om de hverken har ressourcer eller tid til at klare opgaven.

Den dårlige datter

Netop for at undgå den situation forsøger den dansk-kurdiske sygeplejerske og folketingskandidat for SF Özlem Sara Cekic at gøre op med tabuet i sin egen familie. Hun har allerede nu sagt til sin mor, at hun må regne med at tilbringe sine sidste år på et plejehjem.

"Det er et meget følelsesladet emne, for jeg føler mig jo også som en dårlig datter, men jeg har sagt til hende, at 'Mor - du kommer på plejehjem'. Det gjorde hende faktisk så ulykkelig, at hun begyndte at græde. Hun frygter for at sidde helt alene på et dansk plejehjem, men jeg har jo ikke andre muligheder," forklarer Özlem Sara Cekic. Hendes søskende har en anden indstilling, og foreløbigt, siger hendes storebror, at han vil tage sig af forældrene, når de ikke kan klare sig selv længere. Han er nemlig gift med en kvinde fra Tyrkiet, som går hjemme.

"Måske bliver det løsningen, men spørgsmålet er, om min svigerinde stadig kan og vil om 10 år, hvor hun måske selv har fået et arbejde. I Danmark er arbejdet jo en vigtig del af vores identitet, hvorimod mine forældre har arbejdet for at tjene penge til at købe 40 får i Tyrkiet. Min mor har simpelthen svært ved at forstå, at jeg er nødt til at have et fuldtidsarbejde, og at det kan være lige så vigtigt som mine forpligtelser over for familien," siger Özlem Sara Cekic.

Baklava og backgammon

Selv om Özlem Sara Cekic en dag kan blive nødt til at lade sin mor bo på et plejehjem, mener hun stadig, at det er en dårlig løsning. I øjeblikket er den danske ældrepleje slet ikke gearet til at tage sig af ældre med anden etnisk baggrund end dansk. Hverken de andre beboere eller personalet taler andet end dansk, og ofte mister indvandrere deres danske sprog, efterhånden som de bliver ældre. De få ældre med anden etnisk baggrund, som foreløbig er endt på plejehjem bliver dybt isolerede, fanget i en sproglig og kulturel virkelighed, som de ikke forstår.

Özlem Sara Cecik arbejder derfor for at få oprettet deciderede nationale eller kulturelle plejehjem på samme måde, som der allerede eksisterer specielle tilbud til for eksempel ældre jøder, nordmænd og svenskere.

"Jeg ville gerne have, at der var et sted, hvor min mor kunne sidde og tale om Tyrkiet med andre ældre tyrkere og kurdere. Hvor der var plads til, at de kan dyrke deres religion, hvor de fik serveret tyrkisk mad, og der var stillet backgammonspil frem. Jeg synes ikke, at man skal forsøge at integrere dem, når de er blevet så gamle. Det gælder om at give dem en god alderdom og mulighed for at være sammen med andre i samme situation," siger Özlem Sara Cecik.

Men der er langt fra Özlem Sara Cekics drømme om backgammon og baklava til de reelle tilbud i den danske plejesektor. De danske kommuner er opmærksomme på problemet med det stigende antal ældre med anden etnisk baggrund, men de ved ikke rigtigt, hvordan problemet skal løses. Kun i Århus Kommune har man oprettet deciderede pleje-tilbud til ældre med anden etnisk baggrund, men foreløbig har indsatsen mest handlet om at klare de umiddelbare sprogproblemer.

"Vi forsøger at sætte indvandrerne sammen på plejehjemmene, så tyrkere bor sammen med tyrkere og arabere med arabere. Det er et udmærket tilbud bortset fra, at det ikke er sikkert, at den ældre lige netop har lyst til at bo sammen med den eneste anden tyrker på plejehjemmet," forklarer Inge-Lise Ebbensgaard, som har været leder af plejetilbuddene i Gjellerupplanen. Især ældre fra de mindre indvandrergrupper kan få svært ved at få plads på hjem med andre indvandrere, der taler det samme sprog.

"Og så opstår dilemmaet. Skal man bo tæt på sine børn eller på et hjem, hvor der bor andre fra den samme gruppe? Og skal vi holde pladser ledige til beboere med en bestemt etnisk baggrund?," siger Inge-Lise Ebbensgaard. Hun må også erkende, at tilbudene på andre måder er mangelfulde.

"Maden i plejeboliger bliver leveret fra storkøkkener, så det er jo traditionel dansk mad, og plejehjemmene følger danske traditioner med jul og påske. Vi har da diskuteret, om vi skulle blive ved med at holde gudstjenester, men der er jo stadig mange ældre danskere i Gjellerup-planen. I vores aktivitetscentre har vi da fejret afslutningen på Ramadanen, men det er det hele," siger Inge-Lise Ebbensgaard, som understreger, at det kræver stor viden af personalet, hvis de for alvor skal kunne tilbyde de ældre indvandrere et plejehjem, som har kendskab til deres kulturelle traditioner.

Netop derfor er Özlem Sara Cekic også i tvivl om, hvorvidt hun virkelig vil sende sin mor på plejehjem, hvis forholdene for de etniske ældre ikke bliver anderledes. Hun håber, at forholdene kan nå at ændre sig, før hendes mor for alvor bliver gammel.

"Jeg er nok blevet meget dansk på den måde, at jeg mener, at det er det offentliges ansvar at tage hånd om problemet, men selvfølgelig ville jeg stå i et frygteligt dilemma, hvis forholdene ikke var blevet bedre, og min mor virkelig havde brug for en plejehjemsplads. Det er en utrolig svær tanke."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu