Læsetid: 6 min.

Alting var ham til besvær

Den arabiske kultur var ikke noget for Dan Turèll, hvis liv kan deles op i en op-i-røven-periode og en vær-venlig-periode. Læs her i anledning af, at Dan Turèll på søndag ville være fyldt 60 år, om blandt andet en rejse til Algeriet
16. marts 2006

Vist holdt han af hverdagene, men det var ikke hverdage, som de fleste andre kender dem, hvis det er det, man går rundt og tror. Det med at stå op om morgenen, gå på arbejde, spise til faste tider og al den slags, som man ellers forstår ved en hverdag, var slet ikke ham - i hvert fald ikke i den ungdomsperiode i 1970'erne, hvor jeg kendte ham, og hvor vi blandt andet var på to rejser til henholdsvis Paris og Algeriet. Jeg tror heller ikke siden.

Men hvad var det så for hverdage, som han mest holdt af, sådan som han hævder det i det lange prosadigt, som de fleste danskere kender ham for og holder af ham for, fordi de har hørt det i radioen.

Mit bud er, at det var de andres hverdage.

Søndagene, hvor alting gik i stå, butikkerne lukkede, og folk var på familiebesøg, gjorde ham ubekvem. Han var bedst tilpas, når hverdagens puls hamrede omkring ham, og der var liv i gaderne, hvor han strejfede rundt - han var udpræget strejfer.

Så faldt han indenfor hos en antikvarboghandler, han lige kendte, droppede ind på stamcaféen eller bodegaen - eller han besøgte på skift den faste vennekreds.

Selvfølgelig hang den uregelmæssige døgnrytme også sammen med, at han i perioder var korrekturlæser på aviser sidst på aftenen og først på natten.

Han var i det hele taget en ubekvem og utilpasset natur, hvorfor han var nødt til at albue sig til sin egen livsform, helt anderledes end det almindelige liv.

Op i røven

Det utilpassede kom også til udtryk i, at der ikke var ret meget i samfundet, der fandt nåde for hans øjne. Det var en generel tendens i den toneangivende del af ungdommen i det hele taget i de år, men hos Dan var den ekstrem. Han mente, at alle politikere var uddannet i Houston Robot Centre, og at Leif Panduros tv-stykker, der lagde gaderne øde, var det værste lort.

Op i røven, skrev han om både navngivne politikere og kulturpersoner, og som kollegaen Suzanne Brøgger sagde i Lars Movin og Steen Møller Rasmussens film om ham, så fordredes en meget stor røv, for der var ingen grænser for, hvad der skulle op i den.

Samfundet var et komplot, vendt mod menneskets muligheder, men egentlig socialist var han ikke, selvom han vist en kort overgang havde en flirt kørende lidt i den retning. Så hellere Christiania, hvis det skulle være, men heller ikke her kunne han drømme om at bo, dertil var han for meget individualist.

De duede

Hvad duede egentlig? Han var glad for sine venner - Jacob Ludvigsen, kaldet Ludvig, Peder Bundgaard kaldet Pedes, Tim, Asger, og hvad de ellers hed. Han var glad for sine kvinder, Kirsten, Anneli, Chili. Han holdt af sine forældre, sin søster og sine brødre. Men ellers var det en række særlige og omhyggeligt udvalgte kunstnere, som han vurderede højt. William S. Burroughs var med i top 10, og Dan var af en eller anden grund dybt fascineret af dennes cut up-teknik, der bestod i at klippe sine manuskripter i stykker og klistre dem sammen i flæng. Han var vild med Ezra Pounds Cantos, og han sørgede for på sin meget lille boghylde kun at have de bøger stående, der virkelig betød noget for ham. Af danske forfattere fra generationen over ham duede Ivan Malinovski, Ole Sarvig, Jørgen Gustava Brandt, ingen andre. Slet ikke Klaus Rifbjerg og Benny Andersen. I musikken var der f.eks. Lou Reed og den danske gruppe Blue Sun med Poul Ehlers. I populærkulturen gjaldt Anders And, Gustav Winckler og Finn Søeborg.

Rent abstrakt kom hans protest mod samfundet ud i denne vrængen ad det, der med tidens modeord hed 'det etablerede samfund'. Rent konkret i, at han aldrig åbnede rudekuverter. De røg direkte i papirkurven, hvis de da ikke rituelt blev brændt af i et askebæger. At det mange år senere skulle ride ham som en mare, var næppe i hans tanker. Troede formentlig ikke, at samfundet ville holde så længe.

Silver Dollar

I Amsterdam ville han bo på Hotel Silver Dollar. Det gjorde han altid, sagde han. Så efter et gedigent motorstop uden for Amsterdam, ankom vi sent om aftenen til hovedstaden, hvor vi ravede rundt i mørket mellem kanalerne for til sidst at finde 'sølvdollaren'. Ikke at den var noget særligt som hotel. Men han kunne godt lide navnet. I Paris var han uinteresseret i de seværdigheder, vi andre ville se. Da vi - hans Kirsten, min kone og jeg - stod op om morgenen, spejdede vi forgæves efter Dan. Han havde været på nattestrejftur, og nu skulle han hvile. Dog havde han været produktiv, idet han uophørligt skrev notater. Det gjorde han døgnet rundt.

Algeriet, hvor vi boede en måned, fandt han utålelig, dog ikke uden grund, idet alting gik galt. Vi kom på grund af en misforståelse for sent til Berlin, hvorfra vi skulle have fløjet med Interflug (som ifølge Ivan Malinovski altid reparerede flyene med tyggegummi og sejlgarn). Der var ikke andet at gøre end at tage toget tilbage til København - og så købe dyre SAS-billetter. I Orly måtte flyet køre i grøften for at undgå sammenstød med et andet fly, og i lufthavnen i Algeriet var vores bagage ikke nået frem.

Landet på Månen

Den arabiske kultur var absolut ikke noget for Dan. Disse meget slikmundede mænd med deres guldtænder og kvinderne med de hennafarvede hænder, som de holdt for munden, når de hylede som prærieulve. Han lignede en, der var landet på Månen.

Den arabiske kultur var sendrægtig og bureaukratisk. De fleste af vores ejendele blev stjålet, herunder den båndoptager, vi skulle have lavet radioudsendelser på, hvilket skulle have finansieret vores rejse. Det var ikke muligt at leje, og i ministeriet sad vi og ventede i timevis for at få hjælp til ingen nytte.

Hygiejnen var i bund. På hotellerne i Sahara var gammelt snavs indgroet i væggene, lagenerne blev aldrig skiftet, og pedallokummerne flød med det rene lort. Lad os komme hjem!

Gik efter katten

Seværdighederne var heller ikke her noget at gå efter. Men hver gang vi så en kat, fulgte vi efter den. Dvs. Kirsten fulgte efter katten, Dan fulgte efter Kirsten, og jeg fulgte efter Kirsten, Dan og katten. Det førte os de særeste steder hen - blandt andet til en gedehyrde, der lærte os at tygge kath, og også ud på en mennesketom strand, hvor vi blev antastet af politiet, da vi smed skjorterne i eftermiddagsheden. Det måtte man ikke. Dan sukkede og stønnede og bællede vand i uendelige mængder, hvilket blot gjorde ham mere svedig. Han led virkelig i Algeriet, og han ønskede sig mange gange tilbage til-ja, til det etablerede civiliserede samfund.

Vi var lykkelige, da vi mellemlandede i Paris på tilbageturen og så mennesker stå og kysse hinanden på Seine-bredden. Her kunne man igen ånde frit.

Knald på

Senere skrev han nogle gange om rejsen, men nu med positiv tilgang - oplevelsesapparatet var der intet i vejen med - så man kan spørge, om ikke hans vrængen blot og bart var en maske eller en grimasse?

Det utilpassede og utilpasselige var imidlertid en facon, han delvis fastholdt, men den blev blødt op eller indskrevet i en moderne tv-fähig facon, så han endte med at blive en af seernes yndlinge. Ikke altid for sine meninger (nogle gange), men for den hastighed og fyndighed, hvormed han formulerede dem, f.eks. når han vendte sig mod den omsiggribende mobiltelefoni eller en københavnsk borgmester. Der var virkelig knald på, når Danmarks anden stand-upper efter Bakkens professor Tribini foldede sig ud.

Op-i-røven-digtet blev afløst af et opremsende vær-venlig-digt, og det er ikke for meget sagt, at man kan dele hans liv op i en vrængende og en venligt imødekommende periode, et før og efter.

De færreste har læst nogle af det halvt hundrede bøger, han skrev - lige bortset fra gennembrudsbogen Vangede billeder samt kriminalromanerne, der fik et stort publikum. At han blev en megakultfigur efter sin død var aldeles overraskende, ikke til at forudse. Hvad skyldes det? Svaret må være: Det hele på én gang - hvis det da ikke blæser i vinden, men en ting er sikkert: Han var aldrig kedelig.

Tillykke deroppe!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu