Først en advarsel - i den såkaldt moderne verden er nyhedsværdi som bekendt alt. Derfor mister flertallet hurtigt interessen for ting, der er mere end tre timer gamle, hvilket tvinger denne signatur til at undskylde denne anmeldelse, der omhandler cd-udgivelser, som hver især har været ude i over en måned. Så det kan ikke forhindres, at dette projekt får et arkæologisk præg, hvilket hermed beklages. Ikke desto mindre giver det for en anmelder visse fordele - musikken har f.eks. fået lov til at vokse og bundfælde sig. Langtfra normen i en branche, hvor pladeselskaberne vogter deres nyudgivelser, som var der tale om en patentmedicin, der kunne løse alverdens aids-problemer. Hvorfor vi, der skal formidle vores indtryk og uforbederlige mening om samme, sjældent har tid nok til at danne os et ordentligt indtryk af stoffet, før endnu en deadline brøler os i møde i den anden ende.
Fordelene ved at høre musik over et stykke tid er så indlysende, at jeg ikke orker berøre dem her. Men lur mig, om det ikke egentlig er meningen med rigtig meget af det, der udgives i sanger-sangskriver-genren, med dens hele karakter af personlig henvendelse/erkendelse. Sikkert er det, at når jeg sent på aftenen sætter mig i den gode stol og tager hovedtelefonerne på, er det som oftest folk som Nick Drake, Tim og Jeff Buckley, Joni Mitchell, Suzanne Vega, C.V. Jørgensen og de typer der, som proppes i cd-drevet. Fordi de berører mig dybere end så megen musik, idet der benyttes en vis portion intelligens, og fordi viljen til kommunikation på en one-on-one basis er til stede. På rigtig mange planer tilmed - om den der satans tilværelse, som alt andet ligeikke rigtig har det med at forme sig som en dans på roser.
Jesus i moderne kontekst
53-årige Ricki Lee Jones blev ved sin fremkomst i de sene 1970'ere synonym med en da knapt eksisterende boho-livsstil. Hendes selvbetitlede debut blev karrierens eneste egentlige sællert med sin jivede og jazzede tilgang til et materiale, der skaffede hende prædikatet 'den kvindelige Tom Waits' på halsen. At de to sågar havde været kærester, gjorde det ikke lettere at slippe ud af rollen som kvindelig hipster med hang til livet i overhalingsbanen og alkohol i stride strømme. De efterfølgende album solgte jævnt hen mindre og mindre, til Warner dumpede hende efter det kunstnerisk ambitiøse, men kommercielt håbløse Magazines. Jones var det næste tiår at finde på ikke færre end tre pladeselskaber, før hun ved årtusindskiftet gled over på et indie-selskab, hvor hun kunne gøre, hvad fanden der passede hende, uden skelen til bundlinjen. Hvad hun med stort held så har gjort siden.
På The Sermon on Exposition Boulevard har Jones opgivet alle forsøg på at tækkes en større offentlighed og skabt et værk, hvis indædte alvor står som garant for kun at ville kunne nå et udvalgt publikum, der må være indstillet på at betragte værket som et seriøst kunstnerisk udsagn, pletrenset for frivolitet og alt, der måtte minde om pop (som der i parentes bemærket intet odiøst er ved; men hver ting til sin tid). Ideen er at putte Jesus Kristus' ord og lære ind i en moderne kontekst. Ideen stammer fra Lee Cantelons bog, The Words, et forsøg på en nutidig fortolkning af Jesu lære. Det samme gør sig gældende ved de monokromt klingende sange her. Lyden er lo-fi, mange af sangene improviserede på stedet, og er man til lækre melodier og hampre produktionsteknikker, er det ikke stedet at lede. Søges derimod kraftfuldt potente ord på kanten til poesi om at give og tage, om accept, tilgivelse og forståelse, om sår, der ikke vil hele, og de gesti, der alligevel heler, ja, så led ikke længere, det er alt sammen her. Tilsat Jones' uforlignelige stemme, der kan få det til at løbe denne lytter så koldt ned ad ryggen, at han fluks ifører sig bjørnefrakke og uldvanter. Det er stor sangkunst på kanten af spoken word, musikalsk og tekstligt prægnant nok til at udgøre et konstant fascinerende værk, der efter utallige lytninger stadig åbner for nye facetter og nuancer. Som god kunst har for vane.
Kuldsejlet kærlighed
Modsat Ricki Lee Jones startede 54-årige Lucinda Wil-liams sin karriere i fuldstændig ubemærkethed på det lille pladeselskab Folkways, hvor hun omkring 1980 udsendte to puristiske folkemusikplader, før hun i 1988 på britiske Rough Trade gjorde sig positivt bemærket som sangskriver med sit tredje, selvbetitlede udspil, hvor hendes kendetegn foldede sig ud i fuldt flor; sprogligt gennemarbejdede og præcise tekster tilsat et roots-orienteret akkompagnement, der på ingen måde lagde skjul på hendes flair for et indbydende melodimateriale, solidt forankret i traditionen. Sangen 'Passionate Kisses' derfra indbragte hende en Grammy, men noget egentligt gennembrud kan man ikke tale om. At kritikere kok-sede fuldstændig ud over 1998's Car Wheels on a Gravel Road er dens mange kvaliteter taget i betragtning ikke sært, men trods (eller på grund af?) den konsekvent høje kvalitet, der præger Williams' output, er det lidet sandsynligt, at denne seje, men også kommercielt uhåndterlige dame nogensinde vil nå andet end et kultpublikum.
Det kan så til gengæld glæde sig over West, hendes niende album på 27 år! Produceret af semilegendariske Hal Wilner og prydet af et citat fra hendes fader, digteren Miller Williams - "You do not know what wars are going on down there/ where the spirit meets the bone" - består den af 13 sange, om hvilke ordet minimalistisk tangerer underdrivelsen. Hårdt skåret ind til benet på alle fronter - musik og tekster som arrangementer og produktion - gøres der ikke ansatser til at komme lytteren i møde; det forventes som hos Jones, at hun selv gør en del af arbejdet. Men så får hun også tifold igen, thi Williams er ikke bleg for at gøre sangskrivningen til et eksistentialistisk projekt, hvor tilværelsens rutscheture tackles: "I'mlearning how to live/ Without you in my life/ I'll take the best of what you have to give/ I'll make the most of what you left me with/ I'm learning how to love -"
Sangene bærer præg af en kuldsejlet kærlighedsaffære, altid guf i sanger-sangskrivergenren, thi intet sted udtrykkes sorgen over det tabte bedre end i sang! Dem er der så 13 suveræne stykker af her for den voksne kvinde, og de mænd, der mener at have opnået alderens 'visdom' (det betyder bare, man har indset og accepteret konsekvent og nådesløst at være på skideren) kan roligt lytte med. I al sin prunkløse nøgenhed og emotionelle tæthed yder sangene her en form for trøst - og så er den nemmere at få fat i end heroin og lignende smertestillere, der tager tifold af, hvad de giver. Altså lige omvendt af Ricki Lee Jones og Lucinda Williams.
Ricki Lee Jones: The Sermon on Exposition Boulevard (New West/Playground)
Lucinda Williams: West (Lost Highway/ Universal)
