Læsetid: 3 min.

Alvorlige anklager mod Tyrkiet i sag om massakre på kurdere

Tyrkiet hjalp Irak under massakren på kurderne i 1980’erne, viser dokumenter fra retssagen mod Saddam Hussein. Tyrkiet afviser blankt
8. januar 2007

ISTANBUL - Irakiske officerer fik besked på at søge hjælp hos Tyrkiet, da de i 1980'erne planlagde Saddam Husseins massakre på 182.000 civile kurdere under Operation Anfal. I dokumenter, der netop er blevet fremlagt i retssagen mod Saddam Hussein og hans medanklagede, fremgår det, at tyrkiske styrker skulle hjælpe dem med at forhindre flygtende kurdere i at krydse den irakisk-tyrkiske grænse.

I brevet, der er sendt mellem to hærchefer, hedder det, at de skal "samarbejde med den tyrkiske side i overensstemmelse med samarbejdsaftalen om at jagte alle flygtninge".

Som beskrevet i Information den 23. december var det hærchef Nizar al-Khazraji, der en overgang boede i Sorø, som underskrev ordren om giftangrebet med ordene: "Sabotørerne i det nordlige område må knuses fuldstændigt."

Da de belastende dokumenter blev fremlagt under retssagen i Bagdad lige før jul, blev der af hensyn til Tyrkiet slukket for lyden til tilhørerne. Men på tv-skærmene kunne tilhørerne, og blandt dem nyhedsbureauet AFP's korrespondent, alligevel læse sig frem til, hvad anklagerne mod Tyrkiet består i.

Tyrkiet undersøger

Den tyrkiske stat har altid haft et både anstrengt og kompliceret forhold til sit kurdiske mindretal, og op gennem 1980'erne var der åben krig mellem militante kurdere og den tyrkiske hær. Efter nogle års pause ser det i disse uger ud til, at de væbnede sammenstød er ved at blive genoptrappet.

Al fjendtligheden til trods har intet hidtil indikeret, at Tyrkiet skulle have allieret sig med Saddam Husseins Irak for at komme det kurdiske mindretal til livs. Den tyrkiske regering har reageret på de irakiske dokumenter med en umiddelbar afvisning af, at Tyrkiet skulle have været involveret, men udenrigsminister Abdullah Gül har samtidig lovet, at sagen skal efterforskes, og derefter sat en undersøgelse i gang.

Mens vi venter på resultatet af den undersøgelse har en daværende tyrkisk embedsmand med særligt ansvar for Irak kastet lidt lys over sagen.

Til dagbladet Milliyet siger Nuzhet Kandemir, at Tyrkiet ganske rigtigt fik et tilbud fra Irak, men at det blev afvist. Daværende vicepræsident Taha Yassin Ramadan, der nu er anklaget for krigsforbrydelser, mødtes med Nuzhet Kandemir i Bagdad før Anfal begyndte i 1988 og tilbød Tyrkiet at være med i operationen.

"Vi vil drive kurderne mod nord. Så kan I presse dem der, og vi kan afslutte problemet," citerer den tyrkiske repræsentant Taha Yassin Ramadan for at have sagt.

Til det skulle Nuzhet Kandemir med mandat fra Tyrkiets daværende ministerpræsident Turgut Özal have svaret, at "vi vil afgjort advare Jer mod sådan et træk... Tyrkiet vil på ingen måde arbejde sammen med jer. Det vil modarbejde jer og fordømme jer".

Begrænset aftale

Når de irakiske dokumenter henviser til 'en samarbejdsaftale' med Tyrkiet, er det delvist sandt, siger Nuzhet Kandemir til Milliyet. Angiveligt eksisterede der en aftale mellem Tyrkiet og Irak om, at de gensidigt kunne forfølge kurdiske separatister ind over hinandens grænser. Aftalen blev blandt andet brugt af tyrkiske styrker til at jagte militante kurdere fra PKK ind over grænsen til deres baser i Nordirak.

"Den irakiske hærchef har måske udtrykt en forventning om, at tyrkerne ville hjælpe dem (som del af samarbejdsaftalen, red.), men den aftale var begrænset til kampen mod terrorisme," siger Nuzhet Kandemir.

I forbindelse med Anfal-operationen flygtede omkring 500.000 irakiske kurdere til det østlige Tyrkiet, hvor de blev modtaget så godt, som landet magtede. Tyrkiske kilder hæfter sig også ved, at ministerpræsident Turgut Özal forsøgte at bevare et godt forhold til de to ledere af det irakisk-kurdiske mindretal, Jalal Talabani og Masoud Barzani, som begge blev modtaget i Ankara.

Uanset at Saddam Hussein er blevet henrettet, genoptages Anfal-retssagen i Bagdad i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her