Læsetid: 3 min.

Den amdivalente magt

29. oktober 2001

Dér sidder han altså, manden der i starten af 1970’erne ville skabe et nyt, klasseløst samfund og befri det arbejdende folk fra kapitalismens undertrykkende bånd. I skjul sidder han, den verdensrevolutionære, forskanset mod verden i et ’gated community’ – en 810 kvadratmeter stor penthouse-lejlighed på toppen af en bevogtet luksusejendom på den private rigmandsø Fisher Island – med et direkte vue ind til en af den liberalistiske kapitalismes mest selvbevidste symboler, Miami Beach, Florida.
Efter 22 år i skjul og 30 år efter at han startede Den Rejsende Højskole og Det Nødvendige Seminarium i Tvind er Mogens Amdi Petersen nu fundet – først af politiet (der har holdt lav profil med sin indsigt) og siden af Jyllands-Posten, der søndag over syv sider skildrede hans luksuriøse skjul, prissat til 50 mio. kr. og betalt med nogle af de penge, der hentes hjem fra Tvind-imperiets aktiviteter i 69 lande overalt på kloden. Hvorvidt historien om Amdi Petersen er en historie om skattesvindel og groft mandatsvig vil den igangværende politisag mod ham og hans nærmeste i Tvind-imperiet vise. Hvad der derimod for længst er tydeligt er, at historien om Tvind er (blevet) en historie om forførelse og misbrug af en magnetisk magt over andre mennesker.

Tusinder var de unge mennesker, som i de første Tvind-år i 1970’erne oplevede den kraft, der voksede ud af Det Nødvendige Seminarium og på rejserne med de skramlende højskolebusser til Afrika og Indien. Efter flippede flower power-år, hvor kærlighed ifølge The Beatles var alt, hvad man behøvede, var her pludselig vilje, vej og en ukuelig tro på, at der kunne skabes en bedre verden, hvis man handlede målbevidst, disciplineret og i flok. »Vi har brug for dig og dine kræfter,« lød den motiverende morgensang, man dagligt blev vækket af på Tvind, og det ene hold bevidstgjorte Tvind-elever efter det andet blev sluset ud i nyetablerede kollektiver, hvis beboere tog job på de danske arbejdspladser og dér virkede for at opbygge solidaritet og vilje til oprør mod undertrykkelse og ulighed. En kraftfuld strøm i tiden, som over årene fandt stadig nye udtryk, involverede tusinder og voksede til et verdensomspændende netværk.
Men et farligt, totalitært netværk. For Tvind-imperiets eksistensgrundlag er – foruden økonomisk spekulation og muligt bedrageri – blevet ensretning, kontrol og undertrykkelse af den fri tanke – en beherskelsesstrategi fostret af og forankret i et enkelt menneske, der muligvis engang havde en smuk drøm, men siden formentlig blev offer for sin egen hypnotiske evne til at forføre og kontrollere andre. Alle historierne fra afhoppere fra Tvinds lærergruppe vidner om, hvordan man under indflydelse af Amdi Petersen lukkede sig om sig selv og skabte et eget, forskruet verdensbillede og et værdisæt, der legitimerede selvundertrykkelse, forsagelse og blind lydighed. Alt sammen i en højere sags tjeneste, en sag der oprindelig forekom smuk, men for længst synes degenereret til paranoid sekterisme.
Der vil blive skrevet bøger om fænomenet Amdi Petersen. Sådan som der er skrevet bøger om andre karismatiske, demagogiske profeter, der fik magten over menneskers sind. Bærere af totalitær tænkning, hvor skønne mål helliger mere eller mindre perverterede midler.

Det mest interessante er imidlertid ikke Amdi Petersen. Det interessante er, hvad der gør mennesker modtagelige for demagogens budskaber? Hvad der kan få ellers rationelle mennesker til at blive viljeløse redskaber eller fanatiske fundamentalister, der tror på, at humane mål kan virkeliggøres med magt og undertrykkelse? Hvad skaber det psykologiske resonansrum, hvor demagogernes budskaber giver ekko? I fredagsavisens i2-tema beskrev den svenske forfatter Göran Rosenberg i en artikel om Osama bin Ladens fundamentalisme, hvordan uoverskuelige samfundsmæssige forandringer og ’jordskælv i den sociale orden’ kan få folk til at miste det mentale fodfæste og søge tilflugt i enkle budskaber, sikre sandheder og kategoriske strategier. Den moderne tilværelses ubærlige usikkerhed erstattes af trygheden ved at opfatte sig selv som deltagere i en retfærdig, gerne revolutionær, kamp mod den uretfærdige, kaotiske verdensorden.
Under Tvinds første år – men i øvrigt helt uden sammenhæng dermed – skrev forfatteren Villy Sørensen bogen Uden mål og med, hvori han betoner, at mennesker, der ikke er blevet rustet til demokratiets vanskelige, facitløse samtale, er nemme ofre for revolutionære vækkelser, hvor målet helliger midlerne. Og »paradoksalt nok kan målet, jo mere forjættende det er, blive en desto bedre retfærdiggørelse af skrappe midler,« siger Sørensen. Udsagnet om at hensigten helliger midlet er alene »en moralsk retfærdiggørelse af en umoralsk politik«, hvor det menneskelige udsættes til bedre tider – med det sikre resultat, at det aldrig kommer.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu