Læsetid: 4 min.

Amer og herreekviperingen

Historien om en ung palæstinenser, der - heldigt for ham - røg ud af skolen for halvkriminalitet, kom i erhvervspraktik i Kerteminde og vandt sin selvrespekt
23. maj 2005

Så kom regeringen - presset af oppositionen - med en helhedsplan for en styrket integrationsindsats. Endelig.

Når en gang disse års historie skal skrives, vil et af mest utrolige kapitler handle om det danske samfunds ufattelige mangel på både vilje og evne til at leve op til den udfordring, som indvandringen var.

Det vil med undren blive konstateret, at de fleste kræfter blev brugt på at diskutere, hvordan vi kunne forhindre de fremmede i at komme ind i vores paradis, mens vi rent faktisk blev dårligere til at integrere dem, der allerede var her. Statistikken viser nemlig, at anden og tredje generation med indvandrerbaggrund klarer sig dårligere på arbejdsmarkedet end første generation.

Jeg kan kun håbe, at regeringens planer er mere effektive end de redskaber, som hidtil har været brugt, men frygter, at alt for mange ressourcer sættes ind på at aktivere mennesker, som under alle omstændigheder vil have utrolig svært ved at bide sig fast på et arbejdsmarked, hvor muskelkraft i stigende grad erstattes af evne til at jonglere med ord og begreber.

Derfor må jeg være totalt enig med Weekendavisens Anne Knudsen, som i en leder fastslår, at det allervigtigste er indsatsen i folkeskolen, og "at et skolesystem, som ikke er i stand til at skaffe børn frem i verden, uanset deres forældres baggrund, fortjener ikke navn af folkeskole". At det først og fremmest drejer sig om at kunne læse og tilegne sig almen viden.

Jeg fulgte i forbindelse med tv-optagelser en tiendeklasse på Humlehaveskolen i Vollsmose i et år.

Der skal ikke herske tvivl om, at staben på denne skole udfører en utrolig engageret indsats for at ruste eleverne - hvoraf 90 procent er tosprogede - til at gå videre i det danske samfund. Over for børn fra velfungerende familier med store ambitioner på deres børns vegne lykkes det som regel, men der var store grupper, som røg af i svinget.

Hovedpersonen i tv-udsendelserne, palæstinenseren Amer, er et godt eksempel på, hvor galt det kan gå i skoleforløbet, men også på, at der er håb, hvis det gribes rigtigt an.

Amer var en kilde til stadig uro i klassen, når han ind imellem kom til undervisningen, og det blev hurtigt klart for mig, hvor lidt den dreng forstod af det, som lærerne sagde, lige så snart det blev bare en smule abstrakt. Hans diktater var fyldt med fejl, og skoledagene var en række af nederlag. Uden for skolen var han derimod en naturlig ledertype, og han vandt i stigende grad sine sejre i forhold til kammeraterne på gerninger, som førte ham i konflikt med myndighederne. Halvt inde i skoleåret blev Amer tvunget til at forlade skolen efter endnu en halvkriminel episode. Og det var Amers held. Han kom i permanent erhvervspraktik hos en herreekviperingshandler i Kerteminde. En mand uden teoretisk, pædagogisk erfaring, men en mand, som gennem årene havde haft mange lærlinge, og som kunne tilbyde Amer faste rammer og meningsfyldte opgaver.

Fra offer til medborger

For at gøre en lang historie kort voksede Amer fra dag til dag. Han fik selvrespekt - og stigende respekt for det danske samfund, som det ellers havde været hans evige sutteklud at rakke ned på. Han kom ud af offerrollen og fik medborgerskab. I andres og egen bevidsthed. Samtidig med at hans danske sprog blev stærkt forbedret. Ikke bare udtale og ordforråd, men også hans evne til at forstå de mange nuancer, som ikke mindst udfoldes inden for vores højt besungne danske humor. På et halvt år skete der mirakler, som forbløffede alle os, der var vidne til forvandlingen.

Senere har Amer taget eksamen som handelsstudent og uddanner sig nu videre i forretning hos Jysk. Med til denne solstrålehistorie hører også støtten fra en dansk kæreste og hendes familie, men jeg er alligevel sikker på, at den indeholder en almen lære, og at mange af de andre tosprogede, som jeg mødte i Vollsmose, kunne have fået den samme succesoplevelse. Deres uheld var paradoksalt nok, at deres opførsel ikke var tilstrækkelig dårlig. De kom ikke på kant med samfundet. Derfor forlod alt for mange af dem skolen med helt utilstrækkelige kundskaber i forhold til de job, som findes, og med få chancer for lige som Amer at få den vekselvirkning mellem det konkrete og det abstrakte, der bragte ham ind i den gode cirkel.

Hvis vi ikke forstår, hvor lidt disse skolebørn fra de etniske parallelsamfund forstår af vores sprog i bred forstand, men tror, at det handler om at banke diverse kanoner ind i hovedet på dem, skaber vi tabere og en underklasse af dimensioner. Derfor må samarbejdet mellem teori og praktik, mellem skole og erhvervsliv, udbygges massivt. Besøg på en virksomhed en eller to uger om året forslår slet ikke. Det handler nemlig om at være på en arbejdsplads længe nok til at udvikle en kompetence og få et ansvar.

Det er en kæmpeindsats - men det er alle dele af integrationsplanen jo. Det er nytænkning, men det bygger på sund fornuft og gammel erfaring med, hvad der hjælper alle dem, som ikke umiddelbart er boglige.

Derfor tør jeg med sikkerhed love valuta for pengene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu