Læsetid: 4 min.

Amerika i det 21. århundrede

Ved årtusindskiftet spåede Independents Washington-korrespondent, at næste århundrede også ville tilhøre USA. Her trækker han spådommen tilbage
4. januar 2006

Hvad skete der med 'det nye amerikanske århundrede'? Det er med forlegenhed, jeg tænker tilbage på, hvordan jeg ved årtusindskiftet med stor overbevisning skrev en klumme, hvori jeg profeterede, at fremtiden ville tilhøre De Forenede Stater.

Jeg byggede min påstand på USA's status som eneste land med virkelig global rækkevidde. USA brugte trods alt mere på sit militær end de næstfølgende 12 lande sammenlagt. Dets økonomi tegnede sig for over en fjerdedel af det globale resultat. Der var overskud på dets budget. Amerikansk teknologi beherskede verden. Ikke siden gamle Rom havde nogen enkelt stat været så dominerede.

Ak hvor forandret er billedet dog ikke efter et rædsomt 2005. Vel er USA forblevet den suverænt stærkeste militærmagt på Jorden med de bedst uddannede og bedst udrustede væbnede styrker. Men Irak-besættelsen har på brutal vis anskueliggjort grænserne for USA's 'hårde magt'.

Blød magt

Selve invasionen i 2003 vil gå i over i militærhistorien for dens overlegne gennemførelse. Men den efterfølgende besættelse har været et mareridt. Skønt det bruger fem mia. dollars om måneden og har 140.000 soldater i landet, er USA ude af stand til opretholde stabilitet og sikkerhed i, hvad der kun er et mellemstort mellemøstligt land.

Tværtimod har Irak strakt Amerikas militær til bristepunktet. Washington har ikke noget valg - det må nedskære sin militærtilstedeværelse og vil gøre det med en tredjedel inden udgangen af 2006.

Jovist, Pentagon kan sende fjernstyrede droner af sted for at likvidere al-Qaeda-medlemmer i de fjerneste egne af Yemen og Pakistan. Men de omfattende amerikanske militæroperationer imod Iran, der er tre gange større end Irak, eller bare lille Syrien - som nogen talte om efter triumfindtagelsen af Bagdad - forekommer i dag utænkelige. Så meget for USA's 'hårde magt', der skulle forestille at påtvinge verden en Pax Americana, der rakte så langt ind i det 21. århundrede, det var muligt at skue.

Men hvad så med 'den bløde magt' - ikke stokken, men guleroden. Amerika med dets store appel som verdens stærkeste og mest ekspansive økonomi, enorme kulturelle produktivitet og det engelske sprogs fortsatte globale sejrsgang?

'Blød magt' skulle være USA's langsigtede trumfkort. Nu ligner det snarere klør seks end spar es. Rent økonomisk er ikke bare Kina, men også Indien begyndt at bide amerikanerne i haserne. Samtidig er Rusland efter sin implosion ved udgangen af Den Kolde Krig igen ved at træde frem på scenen - denne gang som energisupermagt.

Den amerikanske sociale model med dens tiltagende konservatisme og republikanernes 'vinderen-tager-det-hele'-etos øver ikke længere nogen særlig tiltrækning på resten af verden. Selv amerikansk populærkultur har mistet meget af sin appel. Antiamerikanismen har grebet store dele af kloden, og Hollywood og den amerikanske underholdningsindustri lægger ikke længere alverden ned.

Amerikanerne vil med foragt afvise, at de overhovedet skulle være imperialister. De afkastede ikke britisk åg, vil de sige, for at opbygge deres egen imperium. Snarere ser amerikanerne deres land som 'den gode panser', der sikrer verden for det liberale demokrati og den globale kapitalismes fremmarch.

Men sagen er, at denne rolle indbefatter flere imperialistiske ingredienser: væbnede styrker baseret over hele verden; en valuta, der accepteres på ethvert kontinent og evnen til at tvinge andre lande til at føje dets vilje ved hjælp af økonomiske og militære midler.

Dårlig økonomi

Seks år inde i dette imaginære amerikanske århundrede, er svaghederne ved imperiepositionen kun alt for tydelige. To verdenskrige og det 20 århundrede skulle have erstattet det britiske imperium med et amerikansk. Men der er to væsentlige forskelle.

På godt og ondt forpligtede vi briter os langsigtet på de nationer og folkeslag, vi underkastede os. Hele embedsmandskarrierer blev brugt på at tjene i kolonierne. Vi gjorde os i det mindste den ulejlighed at sætte os ind i de lokale sprog og kulturer.

Den amerikanske tilgang er noget anderledes, som Irak så sørgeligt har vist. Den ideale amerikanske krig er et angreb med overvældende styrke for at nå et kortsigtet militært mål og derpå hurtig tilbagetrækning. Her er ingen kulturel indlevelse eller langsigtet involvering. Tanken om at bistå med 'nationsopbygning' er en vederstyggelighed.

Den anden forskel er økonomisk. Pax Britannica byggede ikke kun på Royal Navys flådemagt, men også på Storbritanniens position som verdens største kreditornation. I dag er USA verdens største debitornation og må hver dag tiltrække 2 mia. dollar i udenlandske investeringer for at dække sit enorme betalingsbalanceunderskud.

Ganske vist betyder dollarens rolle som global reservevaluta, at USA bare kan trykke flere penge for at betale sin udlandsgæld, men i sidste ende beror dets økonomisk stabilitet på, at centralbankerne i Kina og andre asiatiske lande vil blive ved med at købe amerikanske aktier og statsobligationer.

Så der har vi det: Et land, der lever over evne, og hvis magt afhænger af et militær, der har strakt sine ressourcer til det yderste, og som afstår fra at beskatte sit folk for at få balance i sine finanser. Historien har ikke været nådig over for store nationer, der har bragt sig selv i den position.

I 2000 troede jeg naivt, at USA's magt var uendelig og grænseløs. Lige så naivt vil det dog være nu at afskrive mulighederne for et amerikansk comeback.

Historien formes ikke kun af begivenheder, men også af individer, og det er umuligt at tro, at Amerikas ry i verden ville være sunket så dybt og så hurtigt, dersom Al Gore havde været præsident i stedet for George W. Bush. Den næste præsident, eller de næste præsidenter, vil muligvis kunne generobre noget af det tabte.

Men ved dette årsskifte vover jeg alligevel påstanden: Dette bliver ikke et nyt amerikansk århundrede. Der er al mulig grund til at tro, at USA's magt har passeret sit zenit.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu