BOSTON - I næste uge stikker stats- og regeringschefer fra de Forenede Nationers 170 medlemsnationer som sædvanligt hovederne sammen på et årligt topmøde i New York. Det byder traditionen under åbningen af FN's generalforsamling hver september.
Men denne gang kan man vente et større sammenrend end normalt. Lederne skal nemlig tage bestik af, hvor langt de rige lande er kommet med at opfylde de såkaldte 2015-mål for at bekæmpeaf fattigdom og hiv/aids, bredere adgang til uddannelse og en snes andre opgaver.
Tidligere i denne uge lød konklusionen i en rapport fra FN's udviklingsprogram (UNDP), at det foreløbig går skidt med at realisere målene. Der er dog stadig tid. Ti år. De europæiske medlemmer af OECD's donorlande forpligtede sig nemlig på papiret under G8-mødet i juli til at løfte deres del af den finansielle byrde, mens USA, Canada og Japan stadig ikke har åbnet tegnebøgerne tilstrækkeligt.
Selv om det kræver mere end de 50 mia. dollar lovet af Europa i de næste fem år, er det i det mindste en begyndelse, understreger udviklingsøkonom Jeffrey Sachs, professor på Columbia University i New York og personlig rådgiver til generalsekretær Kofi Annan, i et interview med Information.
Sachs forventer ikke tilsagn om yderligere finansiel støtte på topmødet i næste uge.
Op med pengene
"Nu gælder det om at få pengene rystet ud af donorlandene - de har jo kun afgivet et løfte - og lave en realistisk plan med de rigtige prioriteter, som kan bistå de fattige lande med at opfylde 2015-målene," siger den internationalt kendte udviklingsøkonom.
Sachs er hovedforfatter til en rapport offentliggjort tidligere i år, som fremlagde forslag til hvordan 2015-målene rent konkret kan blive ført ud i livet og hvor meget det vil koste. Herefter er han blevet den kendteste talsmand for det ambitiøse FN-projekt - en mand i konstant bevægelse - der ovenikøbet har skrevet en bestseller The End of Poverty , Economic Possibilities for Our Time.
Nogle få dage før topmødet starter næste onsdag står det allerede klart, at præsident George W. Bush ikke har i sinde at forpligte USA til at udvide sin udviklingsbistand til 0,7 pct. af bruttonationalindkomsten i 2015, hvad de fleste andre OECD-lande har lovet. I øjeblikket ligger det amerikanske bidrag på 0,16 pct. af BNI.
USA ser indad
I lyset af katastrofen i New Orleans og omegn er det urealistisk at forvente nogen generøs holdning fra den amerikanske regering på kort sigt. Lovgivernes prioritet er forståelig nok at tage sig af USA's egne ofre under denne nationale krise. Men den omstændighed leder til et oplagt spørgsmål:
- Når Bush-regeringen var så sløv med at komme sine egne borgere - af overvejende sort hudfarve - til undsætning i New Orleans, er det så realistisk at forvente større amerikansk gavmildhed i Den Tredje Verden?
Jeffrey Sachs: "Mange amerikanere er oprørte over den usammenhængende reaktion på denne krise. Beredskabet var mangelfuldt og den manglende vilje til at investere i infrastrukture åbenlys. Politikernes horisont er kortsynet. De har ikke investerer i miljømæssig bæredygtighed og i bekæmpelse af fattigdom i USA og i resten af verden. Her kan jeg se en forbindelse mellem New Orleans og udfordringen i Den Tredje Verden og kun håbe på en mere fremadskuende og progressiv politik."
Misere uden for radaren
- Men hvis den amerikanske regering ikke er i stand til at løfte opgaven inden for USA's egne grænser, hvordan skal den så kunne overbevise amerikanerne om at spendere deres skattepenge på oversøisk bistand?
"Jeg tror ikke, at det er umuligt at overbevise folk. De lærer af erfaring og er blevet chokeret over, hvad de har set i disse uger. Det åbner sandsynligvis deres øjne og gør dem mere positive overfor udviklingsbistand."
- Det er selvfølgelig den optimistisk tolkning. Pessimisten ville sige, at ingen politikere vil stå op nu og argumentere for at øge den oversøiske bistand...
"Det er jeg enig i. Men der er ikke pengeknaphed i USA. Det er blot et spørgsmål om prioritering. Skal vi spendere pengene på krig, på skattelettelser, på infrastruktur eller på de fattige? Der er tale om valg. Dette land har i lang tid undladt at tage fornuftige beslutninger. Efter at min bog udkom, har jeg fået masser af positive reaktioner. Lige før du ringede mig op, fik jeg en e-mail fra en læser, som bedyrede, at jeg havde overbevist ham om, hvad vi skal gøre for at skabe en mere lige verden."
- Det lyder opløftende!
"Ja, jeg tror nemlig ikke, at det er umuligt at bevæge mennesker. Intet kan tages for givet. Folk udretter de mest utrolige ting, når situationen påbyder det."
Demokraterne ikke bedre
- Bekymrer det dig ikke, at det tog fire dage for Bush at sende tropper til New Orleans, antageligt, fordi han ikke er i stand til at begribe de fattige sortes lidelser. Det tyder ikke godt for Afrika. Var det ikke udslag af racisme?
"I Amerika er vi ikke i stand til at se de fattige. De lever under radarskærmen. Sådan er det også på international skala. Dagen efter orkanen Katrina hed det i en leder i The Wall Street Journal, at folk slap væk i tide, at der var ingen tab af menneskeliv og at beredskabet fungerede. Amerikas fattige er usynlige for disse meningsdannere."
- Mange fokuserer deres kritik på Bush, når amerikansk nærighed i Den Tredje Verden bliver diskuteret. Men er det ikke et historisk fænomen? Demokrater er ikke stort bedre end republikanere?
"Jo, det er karakteristisk for begge partier. Præsident Clintons generalieblad på den front var ikke god. Interessen for udviklingsstøtte i Kongressen ligger på et meget lavt niveau, ligesom i hele landet. Det er ironisk, fordi de fleste af vores internationale udfordringer gennem det sidste halve århundrede kan tilskrives problemer i udviklingslandene og oftest er det nød og fattigdom i disse lande, som udløser kriserne. Og vi bruger ikke nok tid til at forstå, hvorfor vi konstant bliver draget ind i kriser med disse fattige lande. Vi prøver ikke at anskue problemerne fra deres synspunkt."
- Så en præsident John Kerry ville ikke have været meget anderledes?
"Demokraterne er nok lidt mere polemiske, men når det angår konkrete tiltag, er de ikke meget anderledes. Måske en lille smule bedre end republikanerne, men det er i småtingsafdelingen. Denne nation har ikke givet de rigtige svar på de globale udfordringer og vores forpligtelser. Det er en eklatant fejl i vores udenrigspolitik at bruge fem pct. af vores bruttonationalprodukt på militæret og 0,16 pct. på en fredelig tilgang til udenrigspolitik. Det er et misbrug af ressourcer og en risiko for USA."
- På G8-topmødet i Gleneagles forpligtede Europa sig til at bruge 50 mia. dollar mere på udviklingsbistand inden 2010. Er det nok?
"Nej, det er ikke nok til at leve op til de globale udfordringer. Men det er en start. Det afgørende på topmødet i næste uge er at sikre sig, at pengene bliver udbetalt og at midlerne bliver brugt så effektivt som muligt. De skal ikke gå til nødhjælp og rådgivning. Donorlandene må ikke opstille for strenge kvalifikationskriterier. De bør lytte til modtagerlandene og deres ideer. Hvis man fokuserer på donorlandenes foretrukne projekter, går det galt."
Bush i defensiven
- Hvad forventer du fra den amerikanske delegation i New York? Kan man pålægge Bush hele skylden for en mulig fiasko på topmødet?
"Tingene ville utvivlsomt glide lettere, hvis USA var mere aktivt engageret i kampen mod fattigdom i stedet for at anse det som en trussel mod sine statsfinanser. Opfyldelsen af 2015-målene er en fantastisk mulighed foholdning attitude er et problem. Bush-regeringen er meget skeptisk over for disse drøftelser i New York om en sluterklæring og frygter, at de fattige lande er ude på at skabe splid. Denne defensive holdning støtter ikke amerikanske interesser, fordi fremskridt i de fattige lande vil gøre dem mere stabile og troværdige partnere. Men jeg er optimist. Jeg tror, at vi på et senere tidspunkt vil skifte udenrigspolitik."
- I den seneste UNDP-rapport om 2015-målene gør man meget ud af de handelshindringer, som amerikanske og europæiske subsidier og tariffer udsætter afrikanske lande for. Er det en holdning, du deler?
"Afrikas problemer er overvejende ikke dikteret af et unfair handelssystem. Mange asiatiske lande var i stand til at bruge handelssystemet til at frembringe økonomisk vækst. I Afrika er det ikke så meget det internationale handelssystem som manglen på konkurrencedygtighed internt i de afrikanske lande syd for Sahara, der virker som en bremseklods på udvikling. Det er manglen på en adekvat infrastruktur, uddannelse, sundhedsvæsen og faglige kvalifikationer og tropiske sygdomme. Så fremfor en ændring af handelssystemet er udfordringen at skaffe kapital til at bygge nye havne, et bedre transportsystem, nye kraftværker og et bedre uddannelsessystem. Det vil sætte handel og eksport i gang."
Afrikas gældsfælde
"Mit synspunkt er, at disse lande befinder sig i en fattigdomsfælde, som de ikke kan komme ud af, med mindre de får kapital til at forbedre deres infrastruktur. Det kan de ikke klare alene. Forhandlinger om et mere fair systemt i Doha-runden vil ikke hjælpe disse lande ud af fattigdomsfælden."
- Nogle afrikanske udviklingseksperter insisterer på, at der ikke er brug for flere bistandspenge. Det er korrupte regimerne, der bærer ansvaret...?
"Jeg møder disse afrikanske ledere jævnligt, og jeg har endnu ikke hørt nogen af dem udbryde: Vi drukner i bistandspenge! Det er en latterligt idé, at de ikke har brug for mere..."
- Men er spørgsmålet ikke, om afrikanske lande kan opsuge så store beløb over så kort tid?
"Jeg har lige været et par uger i Afrika, hvor jeg mødte med de fleste ledere, som jeg kender godt. De har alle en liste over ting, de desperat har behov for såsom at lægge asfalt på veje, bygge skoler og bringe elektricitet ud til landsbyer. De er rede til at begynde, men de har ingen penge og beder om assistance. Ingen sagde til mig: 'Åh, det drejer sig ikke om penge, men om andre ting!'"
"Lad mig få lov til at sige en anden ting: De er ikke ude efter penge som sådan. Hvorfor taler vi om penge? Man kan sende myggenet mod malaria og medicin, udstyr til at bygge klinikker og hospitaler, hvis det er et problem med kontanter. I disse lande er der knaphed på ressourcer."
"Det afgørende er, at pengene bliver spenderet på at udvikle disse landes økonomier, ikke på seminarer og rådgivere. Den anden betingelse er, at donorlandene må give afkald på deres kæleprojekter og lade modtagerlandene udarbejde en national strategi, som definerer deres specifikke behov. Og selvfølgelig skal der etableres en overvågningsmekanisme, der sikrer, at bistandspengene bliver brugt til noget konstruktivt. Det er ikke umuligt at gøre."
