Læsetid: 6 min.

Amerika - en nation, der tror på vold

Massemordet på Virginia Tech er ikke kun konsekvens af en våbenlov, der er alt for liberal - det er et resultat af det værste i amerikansk populærkultur og af en voldsmentalitet, der stammer helt tilbage fra nationens fødsel
23. april 2007

Den visuelle selviscenesættelse var, som vi kender den - repeteret til lede - fra Hollywoods B-film: den ensomme hævner, bevæbnet til tænderne, rede til at slå til i det endelige opgør med en grusom verden. Sådan ønsker campus-massemorderen Cho Seung-Hui tilsyneladende, at vi skal huske ham, hvis man skal man dømme ud fra den videooptagelse og de fotos, han sendte til den amerikanske tv-station NBC imellem sine to mordrunder.

Blandt det fremsendte materiale var et digitalt billede af Cho, klædt i sort og med armene rakt i vejret med en pistol i hver hånd. På videooptagelsens lydspor kan han høres tordne imod korrumperet forbrugerisme og gøre krav på at tale på vegne af alverdens svage og ydmygede sjæle.

Dette er Cho som John Rambo, dette vedvarende ikon på amerikansk mandighed, som - forlyder det- snart skal få endnu et comeback i skikkelse af den nu over 60 år gamle Sylvester Stallone.

Det er tydeligt at aflæse fra disse videoklip, at Cho er en ung mand, som i desperat grad ønsker at fremstå som en tough guy i stil med en Steve McQueen, Bruce Willis, Mel Gibson, og hvad vi ellers har af hundredvis af andre hårde celluloidgutter.

Problemet var blot, at den sydkoreanske studerende følte sig helt tom indvendig, ædt op, som han var, af en tærende misundelse. Sine sidste minutter brugte han således til at rase imod en totalt vilkårlig række af forbrugsgoder: Mercedes'er, guldhalskæder, vodka og cognac.

Hans udstillen af egen selvmedlidenhed er kvalmende og ledsages af et storhedsvanvittigt forsøg på selvophøjelse, som ville være komisk, havde han ikke forøvet så tragiske ugerninger imod så mange mennesker.

I den forstand kan disse klip minde om de videobåndede testamenter fra nogle af den 7. juli-selvmordsbombemændene, som også gav indtryk af at være forstyrrede unge mænd, der legede soldater.

Ligesom dem efterlod den 23-årige Cho et budskab, der lyder som det evige nødskrig fra den evige forurettede ungersvend: Intet var hans skyld, hans ofre var selv ude om det:

"I havde hundred milliarder chancer til at undgå, hvad der skete i dag" - og det er også muligt at spore en makaber lystfølelse i hans bevidsthed om den rædsel og væmmelse, han stod i begreb med at sprede.

For let adgang til våben

Igennem de seneste dage er Chos mangeårige sindslidelseshistorie blevet oprullet i de internationale medier, og meget af dækningen har fokuseret på, hvordan de ansvarlige voksne på Virginia Tech ikke i tilstrækkelig grad evnede at gennemskue, hvor alvorlig en risiko han udgjorde for sine medstuderende, især de kvindelige iblandt dem.

Denne kritik er for så vidt rimelig nok, men det er samtidig også tilfældet, at alt for mange unge mænd og teenagedrenge vokser op med en forståelse af, at stridigheder kan løses, og forurettelser håndteres ved at ty til vold. Dette er langtfra noget rent amerikansk fænomen. Lavt selvværd, rodfæstet usikkerhed og manglende evne til at klare modgang ligger f.eks. også bag en række skud- og knivdrabsepisoder i Londonområdet for nylig, og jeg vil hævde, at denne krise i den maskuline identitet er et af de mest presserende problemer i vor tid.

Ej heller kommer vi uden om, at der mellem Amerika og Europa gør sig væsentlige kulturforskelle gældende. I Europa er det sjældent muligt at anskaffe sig skydevåben på lovlig vis, og som konsekvens heraf er de fleste vrede og utilpassede unge mænd tilbøjelige til at bevæbne sig med knive. Det må være indlysende for selv den største skydevåbensentusiast, at massakren på Virginia Tech og tidligere masseblodsudgydelser som Columbine High osv. ville have krævet langt færre døde, hvis gerningsmændene havde båret knive i stedet for automatvåben og derved givet deres tilsigtede ofre en chance for at overmande dem.

Alligevel er automatsvaret fra våbenlobbyen at anbefale, at langt flere mennesker bærer våben, som om en Hollywood-westernagtig skudduel mellem Cho og andre studerende på Virginia Tech med ubevæbnede studerende i skudlinjen ville have været mindre rædselsvækkende, end hvad der faktisk skete.

I Europa er det åbenlyst kun et marginalt mindretal, der kunne så meget som bare overveje den tanke, at uddeling af håndvåben til alle ville være en effektiv måde at forebygge morderiske amokløb som Chos på. Men det er lige så åbenlyst, at en tragisk fejlagtig tiltro til voldelige løsningers effektivitet er dybt bundfældet i den amerikanske psyke, og det gælder uanset, om vi taler om sindssyge individer som Cho, højrefløjsmilitante, som drager ud i fjerne skove for at deltage i våbentræning eller om de personer, som indtager de allerhøjeste hierarkier inden for beslutningstagning.

Dumstædig modvilje

Oprindelsen til denne tvangstanke skal søges i USA's historie, i arven fra amerikansk pionermentalitet, hvor de første hvide bosættere både følte sig truet af britiske imperialister, indfødte indianere og senere også deres egen forbundsregering. Deraf udsprang den forfatningsmæssigt sikrede ret til at bære skydevåben, hvis oprindelige formål om at beskytte individerne imod en overmagtfuld stat hurtigt degenererede til et frikort, der gør det muligt for farlige og syge individer at afreagere deres frustration på tilfældige, uskyldige forbipasserende.

Men der er meget mere i denne sag end en dumstædig modvilje imod at genoverveje håbløst slappe våbenlove i lyset af det uimodsigelige beviser på den ulykke, de forvolder. Frontier-mentaliteten var afgørende i skabelsen af Hollywood-myten om den hårdt trængte ener, som begiver sig ud på sin selvpåtvungne mission om at hævne alle uretfærdigheder, men den bidrog også til at frembringe en nation, som er overbevist om sin egen evne og ret til om fornødent at klare alle problemer igennem magtanvendelse.

Den ene amerikanske regering efter den anden er gået i krig med fatale konsekvenser. Fra Vietnam og Cambodja til Irak via den amerikanske hemmelige støtte til modstanden mod Sovjet i Afghanistan har man kunnet opregne udenrigspolitiske nederlag på nederlag. Selv nu, hvor katastrofen i Irak turde have anskueliggjort grænserne for magtanvendelse, undlader Bush-regeringen ikke at true Iran med væbnet konfrontation - en handling, som ikke blot straks ville forene iranerne bag deres lunefulde præsident, men også yderligere bære ved til bålet af antiamerikanske følelser verden over.

Alligevel burde dette ikke komme som nogen stor overraskelse for os, al den stund at amerikansk populærkultur vedblivende kolporterer det samme gamle budskab om, at enhver konflikt - fra den personlige til den geopolitiske - kan løses ved voldelige metoder. Hvem laver film, skriver bestsellere eller producerer computerfilm, der lovpriser ikkevoldens og selvbesindelsens dyd og gør krig og magtanvendelse til absolut sidste udvej? Ikke amerikanerne i al fald. I stedet feticherer den amerikanske bevidsthedsindustri skydevåben og ammunition i sine fiktionsprodukter og opmuntrer sit publikum til at dele en vision af USA, hvor the good guys kun kan overleve, hvis de fører en nådesløs krig imod fjender, der i vidt omfang skildres som galninge, perverse og seriemordere.

Der er klare ekkoer af denne paranoide fiktionsverden i Chos videobåndede vredesudbrud: "I tvang mig op i et hjørne og gav mig kun et valg," hævder han for kun at modsige sig selv umiddelbart efter: "Jeg behøvede ikke at gøre dette. Jeg kunne være gået min vej, jeg kunne være flygtet. Men nej, jeg vil ikke længere løbe. Det er ikke den vej, jeg skal." I Chos forstyrrede sind er han offeret, som vender sig imod sine plageånder, den kuede underhund, som omsider bliver den store mand, han sådan har længtes efter at være. Ironien er, at han i betragtning af sit intense had til Amerika og den amerikanske livsform valgte en fremgangsmåde, som kun viser, hvor gennemgribende påvirket af amerikansk populærkultur han var blevet.

Joan Smith er forfatter, journalist og kommentator for The Independent. Hun er tillige tidligere leder af Engelsk Pens Writers in Prison-komité.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Kronikken tirsdag: Fangerkulturen lever

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu