Tidligt om morgenen den 11. januar foretog helikopterbårne amerikanske styrker et overraskelsesangreb på et iransk forbindelseskontor i byen Arbil i den irakiske del af Kurdistan. De tog fem forholdsvis lavt rangerende iranske embedsmænd til fange og har anklaget dem for at være efterretningsagen-ter. De fem er stadig tilbageholdt.
The Independent erfarer, at det amerikanske angreb havde et langt mere ambitiøst sigte. Målet for angrebet, foretaget uden at informere de kurdiske myndigheder, var at gribe to mænd fra inderkredsen af det iranske sikkerhedssystem.
En bedre forståelse for alvoren i den amerikanske aktion i Arbil - og iranernes vrede reaktion på den - bur-de have fået Downing Street og forsvarsministeriet til at indse, at Iran på en eller anden måde ville hævne sig på amerikanske eller britiske styrker, som f.eks. de yderst sårbare flådeenheder i Golfen.
Ifølge kurdiske embedsmænd var de to højtstående iranske officerer, som USA forsøgte at tage til fange, den magtfulde næstformand for det nationale iranske sikkerhedsråd, Mohammed Jafari, og general Minojahar Frouzanda, chef for Revolutionsgardens efterretningstjeneste. De to herrer var på et officielt besøg, under hvilket de mødtes med den irakiske præsident, Jalal Talabani, i dennes hus ved Dokansøen, og senere mødtes de med Massoud Barzani, præsident for den kurdiske regionalregering i hans hovedkvarter i bjergene ved Salahudin med udsigt over Arbil.
"De var efter Jafari," fortæller Fuad Hussein, stabschef for Massoud Barsani til The Independent. Han bekræfter, at det iranske kontor var blevet åbnet i Arbil for længe siden og ofte bliver besøgt af kurdere, som ønsker at få indrejsetilladelse til Iran. Amerikanerne troede, at han (Jafari) opholdt sig der."
Jafari havde følgeskab af en anden højtstående iransk embedsmand.
"Det var general Minojahar Frouzanda, efterretningschef i Pasdaran (den iranske Revolutionsgarde)," siger Sadi Ahmed Pire, nu leder af præsident Talabanis kontor i Bagdad, i et separat interview. Pire boede tidligere i Arbil, hvor han stod i spidsen for Kurdistans patriotiske union (PUK), Talibans politiske parti.
En overset kommentar
Det amerikanske forsøg på at fange de to iranske sikkerhedsofficerer under et officielt møde med irakiske ledere kan sammenlignes med, at Iran forsøgte at kidnappe cheferne for CIA og MI6, mens de aflagde officielt besøg i et af Irans nabolande som Pakistan eller Afghanistan.
Der hersker ingen tvivl om, at Iran tror, Jafari og Fouzanda var målet for amerikanerne. Jafari bekræftede over for det officielle iranske nyhedsbureau IRNA, at han befandt sig i Arbil på tidspunktet for angrebet. I en næsten overset kommentar fortalte den iranske udenrigsminister, Manouchehr Mottaki: "Målet for amerikanerne var at arrestere iranske sikkerhedsfolk, der var på besøg i Irak for at udvikle samarbejdet med hensyn til bilateral sikkerhed."
Embedsmænd i Washington hævdede senere at de fem iranere, de faktisk tog til fange, og som ikke er blevet set siden, var "mistænkt for at have tætte forbindelser til aktiviteter rettet imod Irak og koalitionsstyrkerne". Denne forklaring gav ikke på noget tidspunkt mening. Intet medlem af den amerikansk ledede koalition er blevet dræbt i Arbil, og der fandtes ingen sunniarabiske oprørere eller shia-militser i byen.
Angrebet på Arbil fandt sted næsten samtidig med præsident Bushs tale til nationen den 10. januar, hvor han bl.a. sagde: "Iran leverer materiel støtte til angreb på amerikanske tropper." Han udpegede Iran og Syrien til at være USA's væsentligste fjender i Irak, selv om den fire år lange guerilla-krig mod den amerikansk ledede styrke styres af det stærkt anti-iranske sunni-arabiske samfund.
Klage over USA
Jafari klagede senere over amerikanske beskyldninger og spurgte: "Har der indtil nu været en eneste iraner blandt selvmordsbomberne i det krigshærgede land? Næsten alle de involverede i selvmordsangrebene kommer fra regionens arabiske lande."
Det syntes underligt, at USA på det tidspunkt så åbenlyst ville anfægte både Talabanis og Barzanis autoritet med deres angreb på et iransk forbindelseskontor, der snart ville blive opgraderet til konsulatstatus, selv om dette endnu ikke var sket den 11. januar. Amerikanske embedsmænd, som må have haft kendskab til Det Hvide Hus' nye anti-iranske holdning, kan måske have tænkt, at såret kurdisk stolthed var en lille pris at betale, for at USA's kunne få fat i så højtstående iranske embedsmænd som Jafari og Frouzanda.
I mere end et år har USA og dets allierede forsøgt at lægge pres på Iran. Sikkerhedskilder i den irakiske del af Kurdistan har længe hævdet, at USA støtter iransk-kurdiske guerillaer i Iran. USA støtter efter sigende også sunni-arabiske dissidenter i Khuzestan i det sydlige Iran, der modarbejder regeringen i Teheran. Den 4. februar tog soldater fra den irakiske hærs 36. angrebsbataljon i Bagdad, som anses for at være under amerikansk kontrol, den iranske diplomat Jalal Sharifa til fange.
Men angrebet på Arbil og forsøget på at fange de to iranske embedsmænd var en langt mere alvorlig og aggressiv handling fra USA's side end nogen af de hændelser. Til forskel fra disse, blev det ikke gennemført af stedfortrædere, men direkte af amerikanske styrker. Det mislykkede Arbil-angreb fremprovokerede en farlig udvidelse af konfrontationen mellem USA og Iran, der ultimativt førte til tilfangetagelesen af de 15 britiske søfolk og marinesoldater.
© The Independent & Information
Oversat af Ebbe Rossander
