Læsetid: 4 min.

Amerikansk films store outsider

Manden, der malede Amerika gennem 35 år, Robert Altman, er død, 81 år gammel
22. november 2006

Det er en banalitet, men Robert Altman illustrerede den til smuk perfektion: alder er ikke et spørgsmål om år. Selv i hvad der for en filminstruktør er ren og skær oldingealder, var han en af amerikansk films yngste instruktører.

Den 81-årige filmskaber stod inden sin død overfor nye udfordringer af den art, der ville tage pusten fra mange langt yngre kolleger. Altman blev ved, for han elskede selve arbejdsprocessen og især samarbejdet med skuespillerne. For ham var film ikke et spørgsmål om dramaturgisk udregning og polereret manuskriptskrivning, men om at fange det strømmende liv under selve optagelserne. Og få kunne som han gøre skuespillerne skabende, så de gav det bedste af sig selv i roller, de ofte selv havde været med til at skrive.

Altman fik et sent gennembrud som 45-årig, da den frække, idé-spruttende militærsatire M*A*S*H i 1970 vandt Guldpalme i Cannes og blev et surprise-hit med Donald Sutherland og Elliott Gould som to højst uortodokse operationslæger i felten under Korea-krigen. Siden er fulgt 30 spillefilm og en håndfuld tv-film i en aldrig afbrudt strøm af produktivitet.

Plet- og fejlsskud mellem hinanden, men altid med en personlig investering og en skæv vinkel, der gjorde Altman til den store outsider i amerikansk film, manden, der aldrig lavede genrefilm, men hellere opfandt sin egen genre. Som de berømte ensemble-film med en sværm af hovedpersoner med hver sin historie vævet sammen til et flimrende panorama: Nashville (1975) om country-musikken, Short Cuts (1993) om fortabte storby-skæbner, Pret-a-porter (1994) om modeverdenen og Gosford Park (2001) om mellemkrigstidens engelske herregårds-overklasse.

Anarkist og skeptiker

Altman var en skeptiker og anti-romantiker, der helst punkterede amerikanske myter og vendte vrangen ud af de emner, han opsøgte. Men ikke på en udpræget misantropisk måde: hans personer var ofte besjælet af en anarkistisk ånd og en paradoksal livsvilje, der gjorde deres fiaskoer meget menneskelige.

Instruktøren var selv en robust overlever, en i mange år hårdt drikkende livsnyder, men samtidig en nærtagende kunstner, der skjulte sin følsomhed bag en barsk, ligefrem manér. Han gjorde de antiautoritære 60'ere med og indsugede både personligt og kusntnerisk årtiets omvæltninger, inden han med M*A*S*H leverede et overstadigt slag i ansigtet på amerikansk puritanisme, selvhøjtidelighed og autoritetstro.

1970'erne blev hans store årti - værd at huske, for en del af titlerne fra dengang er nok gået i en uretfærdig glemmebog. I McCabe & Mrs. Miller (1971) med Julie Christie og Warren Beatty genskabte han med dvælende, dampende realisme et primitivt nybyggersamfund, så man syntes, at man så det rigtig vilde vesten for første gang. I Tyve som os (1974) sugede han al forloren romantik ud af en gangster-outlaw-historie, der dog også rummer ømhed. Og den samme dobbelttone af hvashed og kærlighed-trods-alt rummer hans måske vittigste film, Et bryllup (1978), et kollektivportræt af to klasser i det amerikanske borgerskab.

Mirakuløst come-back

Altman fik en down-periode i 1980'erne, hvor produktionen mattedes noget af i teaterfilmatiseringer og diverse fejlskud, bl.a. i komediegenren.

Men mesterens klo dukkede igen op i den indlevede Van Gogh-film Vincent & Theo (1990), og det sande come-back fik Altman så med den bidske og snedigt komponerede sædesatire over Hollywoods dårskaber, The Player, hvor Tim Robbins skaber sit uforglemmelige portræt af en glat Hollywood-tycoon, der indvikles i en mordaffære.

Nu var Altman tilbage på sporet, 67 år gammel, men ifølge rygter for første gang tørlagt og røgfri. Og endelig kunne han virkeliggøre et af sine yndlingsprojekter, Short Cuts, en filmatisering af en klynge Raymond Carver-noveller, dramaturgisk løst forbundne, men samlende sig til et stærkt billede af skæve hverdagsamerikanere på randen af det katastrofale. Et moderne hovedværk som Paul Thomas Andersons Magnolia (1999) er utænkeligt uden Short Cuts som forbillede.

Mens Short Cuts har en besk eftersmag, kom der med årene noget næsten sødmefuldt ind i Altmans film. Man oplevede det i jazz-filmen Kansas City (1996), i den charmerende Sydstatshistorie Cookie's Fortune (1999) og i de to fine små film om kunstnerkollektiver, The Company (2003) om ballet og A Prairie Home Companion (2006) om lokale radiostjerner. Det lå i den vidende ironi, den bundne varme og den aldrig svigtende menneskelige nysgerrighed.

Men Altman kunne stadig være skarp og syrlig i sit måske mest helstøbte senere værk, det engelske ensemblestykke Gosford Park, der blev hans største succes i den nye årtusind. På flere måder et eksempel på hans styrke som filmskaber: Sansen for rollebesætning og underfundigt afdæmpet spil ("Når jeg laver en scene, instruerer jeg den ikke som en propaganda for den scene," som han sagde), den virtuose styring af et rigt varieret persongalleri og den fornyende brug af lyden i en uafbrudt strøm af replikker.

Altmans film henvendte sig til udpræget voksne tilskuere, der selv kunne øjne pointerne. Når han brugte kameraet som pensel, malede han ikke for at bevise, men for at vise. Med den evigt nysgerrige undren, der skaber lange kunstnerliv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu