Læsetid: 5 min.

En amerikansk helt og filosofi som demokratisk indsats

Nu udkommer en både fortrinlig og aktuel dansk biografi over den amerikanske filosof John Dewey
26. januar 2006

Europæerne har en eneste myte tilbage: Amerikanerne kan ikke tænke. Europæerne filsoferer, mens amerikanerne bygger høje huse, dominerer verden og laver film, som sætter normer for hele verdens middelklasselivsstil. Men de har ingen filosoffer. De kan ikke tænke. Når for eksempel Martin Heidegger bruger ordet 'Amerikanismus', betyder det 'her tænkes ikke'.

Men europæernes forestillinger om amerikanernes filosofiske begrænsninger siger mest om europæerne, idet der gives en amerikansk filosofi. Faktisk synes meget væsentlig politiske tænkning flyttet til USA: Den gamle europæiske modsætning mellem Immanuel Kants ideal om det selvstyrende individ og G.W.F Hegels forestilling om et fornuftigt fællesskab udfoldes i disse årtier som konflikt mellem politisk liberalisme og forskellige former for kommunitarisme. Amerikanske filosoffer som Rawls, Dworkin, Rorty, Walzer og mange flere præger politisk tænkning. Da den tyske socialfilosof Axel Honneth i begndelsen af 90'erne udgav en antologi om de moralske grundlag for moderne samfund, var næsten alle indlæg skrevet af amerikanske tænkere.

Og en af de tænkere, der fremhæves som forbillede og tradition for amerikanske tænkere er John Dewey, som i første halvdel af det 20. århundrede skrev et fremragende værk om, hvordan man kvalificerer det store amerikanske samfund til et stærkt demokratisk fællesskab: The public and its problems.

Offentlighedens forfald

Allerede dengang kunne Dewey konstatere offentlighedens forfald: De samme kræfter, som gjorde det muligt at realisere velstand, nye former for kommunikation og nærhed mellem mennesker over lange distancer, havde en tendens til at gøre mennesker tilfredse og dovne. Det blev nemmere at blive underholdt. Distancen til den hurtige nydelse var blevet så kort, at der pludselig var langt til demokratisk deltagelse i offentlige diskussioner. Det var naturligvis ikke meningen, at film, radio og billige magasiner skulle gøre folk nydende tilfredse privatpersoner i stedet for politiske borgere. Men sådan gik det alligevel.

Nye teknologier og større økonomier åbnede rum, som der endnu ikke var udviklet demokratiske institutioner til at regere. Demokratiet var ifølge Dewey i krise:

"Midlet mod svækkelsen af demokratiet er mere demokrati. Det vigtigste er at finde ud af, hvordan en spredt, bevægelig og mangfoldighed offentlighed nu kan samle borgere så de kan definere og udtrykke deres fælles interesser."

For Dewey var demokrati ikke sikring af rettigheder eller beskyttelse af den private ejendomsret, demokrati var en livsindstilling. Og demokrati var forbundet med pædagogikken i skolerne, psykologiske udlægninger af borgernes mentalitet og de videnskabelige forsøg på at gøre ustabile og truende situation til overskuelige forløb.

Det hele hang sammen i John Deweys pragmatisme. Gennem sin 93 år lange tilværelse skrev han over 1.000 essays og bøger, han grundlagde en skole for eksperimenterende pædagogik i Chicago og blev regnet for nationens talsmand for progressiv undervisning. Dewey var en helt blandt skolelærere og pædagoger. Da han døde i 1952, skrev den amerikanske historiker Henry Commager:

"John Dewey var det amerikanske folks mentor, vejleder og samvittighed; det er næppe nogen overdrivelse at sige, at for en hel generation var det sådan, at intet var helt afklaret, før John Dewey havde talt."

Dewey en vogue

I de senere år er John Dewey igen kommet på akademisk mode: Der er kommet to omfattende amerikanske biografier over hans liv og værk. Både en ironiker som Richard Rorty og en kommunitarist som Michael Sandel tænker i betonet forlængelse af Deweys ideer om demokrati.

Nu kommer der en glimrende dansk biografi over Deweys samlede værk af psykologen og filosoffen Svend Brinkmann, som betoner et andet væsentligt aspekt af Deweys tænkning: Ligesom vidt forskellige europæiske filosoffer er Dewey skeptisk over for den traditionelle metafysik. Dewey abonnerer ikke på forestillingen om en ideal orden bag ved de flimrende forgængelige fænomener. Dewey ser ingen grund til at antage en instans som Gud, historien, ånden eller fornuften, som sikrer verdens stabilitet og ultimative mening. Men i modsætning til Heideggers dyrkelse af angsten, Sartres romantisering af ekstasen og Deleuzes besyngelse af dymanik og frie energier, romantiserer Dewey ikke kaos og ustabilitet. Han opfinder ikke en helteskikkelse, der lever med den barske sandhed. Og han foragter ikke de middelmådige bedsteborgere, der lever stabilt og regelmæssigt. Som Brinkmann skriver:

"Der er ingen normativ værdsættelse af virkelighedens foranderlige natur hos Dewey, men foranderligheden ses som et metafysisk vilkår, der udfordrer mennesket."

Erkendelse af mangel på absolutte værdier fører ikke til erkendelsen af hele verdens meningsløshed og absurditet. Det fører heller ikke mod en filosofi med et helt nyt begrebsapparat, som gør alt for ikke at blive smittet med den onde og naive metafysiske tro på mening, essens og orden. Tværtimod: Dewey ser disse vilkår som en udfordring, der skal besvares ved, at vi etablerer mening i verden. De tilsyneladende pessimistiske præmisser vendes til fordringer til videnskaber, politiske initiativer og skolerne.

Sandhed i praksis

Den gamle modstilling mellem demokrati og filosofi søges elimineret i Deweys tænkning: Sandheden er ikke noget, man betragter i spekulativ afstand til verden. Sandheden viser sig ikke som genstand for tilskuere, men i praksis. Betydning viser sig i den brugende omgang i den sociale virkelighed. Mening er hverken forankret i subjektet eller i objektet, men afdækkes i kollektive handlingsprocesser.

Dewey sætter den praktiske fornuft over den teoretiske fornuft ved at insistere på, at teori er en form for handling. Og mening er ikke noget, der viser sig for et enkelt tænkende menneske i filosoferende ensomhed. Erkendelser og mening er forbundet med sociale processer.

Der er meget at lære i Deweys tænkning, som er en praktisk demokratisk indsats. Svend Brinkmann har skrevet en fin, forståelig og omfattende introduktion til en af de store pragmatiske amerikanske filosoffer. Deweys fortjeneste er, at han ikke brugte det værste i den moderne verden til at gemme det bedste i den moderne verden. Men at han heller ikke brugte det bedste i den moderne verden til at fortrænge forfaldet. På hans gravsten står der:

"De ting i civilisationen, som vi holder mest af, er ikke vore egne. De eksisterer takket være det fortsatte menneskelige fællesskab og dets handlinger og lidelser, i hvilket vi er et led. Vort ansvar er at bevare, overføre, korrigere og udvide den arv af værdier, som vi har fået for at det, der kommer efter os, kan modtage den i mere solid og sikker, mere bredt tilgængelig og mere generøst delt form, end vi selv ar modtaget."

R

Svend Brinckmann: John Dewey - En introduktion. 268 kr., 239 s. Hans Reitzels Forlag ISBN 8741202392

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her