Læsetid: 4 min.

Amerikansk jura

15. november 1997

Det er nemt nok at sige alt muligt ubehageligt om amerikansk jura. Vi er alle eksperter. Vi kender glansbilledudgaven i en sådan grad at vi ind imellem synes vore egne udramatiske domstole virker en smule forpjuskede. Vi kender bagsiden af medaljen: uskyldigt dømte; korrupte politifolk; politikere (præsidenten inklusive), der anklager de dømte for at trække sagerne ud med appeller og den slags klynk.
Men vi begår ofte den fejl at opfatte amerikansk retsvæsen som ét sammenhængende uhyre. USA er en føderation af stater med et vist selvstyre. Forskelligheden er tydeligst når det kommer til socialpolitikken og retsvæsenet.
Den grundlæggende liberalistiske ideologi er nok den samme: ulighed er stort set selvforskyldt; man må selv bære konsekvenserne af sine handlinger. Resocialisering er et fremmedord på 15 bogstaver.
Et forhold er fælles for retsvæsenet i samtlige 50 stater: dets uigennemskuelighed. Grundlaget er århundredgammel britisk landpraksis - udbygget med et katalog af amerikanske principdomme. Og oven i dét: en lovgivning, som søger at balancere og ansvarsfordele mellem det føderale og det statslige.
Men forskellighederne: Mens man i de fleste sydstater står til 10-20-30 års fængsel for lidt tjal i lommeulden, har Californien legaliseret cannabis til medicinske formål. Mens der mange steder er dødsstraf for aktiv dødshjælp har Oregon gjort det fuldt lovligt. Man kan afgøre med sig selv, om det ene eller det andet er et frem- eller tilbageskridt.
I en række amter og stater er dommerne på valg - andre steder korser man sig ved tanken: Er de på valg vil de være underlagt folkestemninger. Måske. Men den dommer i Massachusetts, som kasserede en nævningeafgørelse og satte en britisk au pair på fri fod, var ikke folkevalgt.

De fleste føderale dommere udpeges af præsidenten og skal derefter godkendes af Kongressen. Men det er vel fornuftigt nok? Det fører i hvert fald gang på gang til enorme bravallaslag, ikke kun om personer, men også om principper.
Tør man minde om den danske debat om indavlen blandt danske dommere? Er en karriere i justitsministeriet mere betryggende end en valgkamp og en folkeafstemning? Følgagtighed i forhold til den til enhver tid siddende regering - ikke uafhængighed - er ind imellem sprunget i øjnene ved danske domsafsigelser.
Et job som dommer eller offentlig anklager kan benyttes til at profilere sig. USA har mange borgmestre og guvernører, der har grundlagt deres politiske karrierer i retssale. Den netop genvalgte borgmester i New York, Rudolph Giuliani, illustrerer problemet: Nok har han som tidligere offentlig anklager været i stand til at indfri sit løfte om at få narkomaner og luddere væk fra gaderne og de kriminelle buret inde. Men han har samtidig lukket øjnene for og dermed indirekte dækket over en eskalerende politibrutalitet.
En ubehagelig sammenblanding af jura og politik, vil vi nok mene. Mens vi et øjeblik glemmer at Esbjerg er en del af Danmark, og at varetægtsfængslinger både omkring havnearbejderkonflikten i 80'erne og senere omkring Ribus-sagen vist ikke allesammen havde en indlysende og helt skudsikker juridisk begrundelse.
Jesse Helms, formand for det amerikanske senats udenrigsudvalg og én af de mest fladtrådte hjemmefødinge i Kongressen, blev frygtelig ophidset for et par uger siden, da han hørte at FN havde sendt en sort mand fra Afrika rundt i USA for at se på fængselsforhold og dødsstraf. Helms råbte op om indblanding i indre anliggender og strafaktioner i forhold til FN, og havde Helms talt kinesisk kunne han sikkert have brugt nogle af de resolutioner, den kinesiske regering plejer at udsende, når amerikanerne kritiserer dem for deres forvaltning af menneskerettighederne.
Men er vi meget bedre til at modtage kritik fra udlandet af hjemlige politioverfald på turister med excentriske navne? Er vort retsvæsen - som vi gerne kritiserer i sænk så længe det bliver indendøre - ikke verdens bedste, når det kritiseres ude fra?

I morgen eftermiddag er der på Betty Nansen
Teatret i København en koncert til fordel for støttearbejdet omkring den dødsdømte Mumia Abu-Jamal. Højesteretsdommer Per Walsøe vil overrække Abu-Jamals forsvarer en check på 50.000 kr. til det fortsatte arbejde for en ny retssag.
Som tidligere beskrevet her i bladet er Abu-Jamal eksemplet på en sag, hvor alt er gået galt og hvor ingen af de sikkerhedsventiler, der ellers findes i amerikansk retsvæsen, har virket. Abu-Jamal, sort aktivist, blev fundet hårdt såret i nærheden af en hvid politimand, der var blevet skudt. Abu-Jamal blev anklaget for mordet. En politiserende dommer ødelagde hans muligheder for at forsvare sig og en lov-og-orden-guvernør har nægtet at omstøde dødsdommen. Politi-
organisationer har sat alverden ind på at få ham
dømt og henrettet.
Ved en parodisk høring her i sommer - beskrevet af Jesper Juul Jensen i en reportage her i bladet - fik den oprindelige dommer lov til selv at afgøre at han ikke var inhabil i spørgsmålet om kvaliteten af sagsbehandlingen i den oprindelige sag. Ingen kan herfra have nogen kvalificeret mening om, hvorvidt Abu-Jamal er skyldig eller ej. Men ingen kan et sekund være i tvivl om, at han ikke har fået fair play. Ingen kan være i tvivl om, at han ikke er det eneste offer for justitsmord i de amerikanske fængslers dødsceller. Og derfor har sagen mod ham - og protesterne mod den - stor symbolsk vægt. Selv om det næppe vil gøre indtryk på Jesse Helms er det af væsentlig betydning, at en dansk højesteretsdommer på denne måde har engageret sig i sagen. thy

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer