Læsetid: 3 min.

Amerikansk justits

25. juli 2003

»Krigen i Irak er ikke slut.«

En stemme, der menes at være Saddam Husseins, optaget den 20. juli, udsendt på Al-Arabiya

DA AMERIKANSK militær tirsdag kl 11.55 indledte det endelige angreb på den bolig i Mosul, hvor Saddam Husseins to sønner – Uday og Qusay – opholdt sig, skete det med enorm styrke: 200 soldater angreb fra jorden. Missiler blev affyret fra kamphelikoptere og kampvogne. Maskingeværsalver væltede ind i villaen. Generalløjtnant Ricardo Sanchez forklarede efterfølgende, at det var en såkaldt ’operationel beslutning’ at angribe så massivt, som man gjorde, for at tilintetgøre de to berygtede sønner, den enes 14-årige søn samt en bodyguard. Brugen af den kolossale ildkraft mere end antyder, at formålet med angrebet ganske enkelt var at likvidere de to Saddam-sønner – og at det aldrig var meningen at tage dem til fange til den retsforfølgelse, som præsident George W. Bush ellers har hævdet, at han ønskede.

DER ER næppe mange mennesker på denne klode, der vil savne hverken Uday eller Qusay – tværtimod. Der findes givet rigtigt mange mennesker, som har helt fint med, at de blev slået ihjel under dramatiske handlinger – ikke mindst blandt de irakere, som især Uday har pint og plaget. Alligevel er det værd at fastholde omstændighederne omkring deres død i et principielt perspektiv – og stille det helt åbenlyse spørgsmål: Hvorfor undlod USA egentligt at forsøge at tilfangetage brødrene og efterfølgende stille dem for en dommer? USA kunne have valgt at omringe den villa, de befandt sig i, og tålmodigt vente på, at de til sidst måtte opgive – udsultede og desperate. I stedet slog de dem ihjel. Bevares, de amerikanske soldater – husk på, at der var 200 af dem plus dem i helikopterne – blev beskudt, da de angreb, men den amerikanske overmagt var alligevel uudfordret. Det havde unægteligt været en mere fordelagtig situation, hvis Uday og Qusay i dag sad bag tremmer og senere skulle stå til ansvar for deres gerninger i et retslokale. Det signal, en tilfangetagelse, et anklageskrift, en retshandlig med ret til forsvar og en afsluttende dom ville give til det irakiske folk, som man ønsker at lære at holde af demokratiet, ville have haft stor betydning. I stedet er signalet, at USA ganske enkelt slår dem ihjel, de synes allermindst om – og i parentes bemærket hindrer dem i at fortælle om emner, som amerikanerne helst vil have forbliver ufortalt. De irakiske fanger, som USA tog under og efter krigshandlingerne, ved vi – og derved den irakiske befolkning – endnu ikke det fjerneste om. Risikoen for, at de bliver spærret inde på ubestemt tid uden anklageskrift eller ret til forsvarer, er overhængende og minder om de utålelige forhold, som krigsfangerne på Guantanamo-basen befinder sig under.
DE DER troede, at Udays og Qusays død ville føre til mere fred og ro i Irak, tog naturligvis fejl. Onsdag blev to amerikanske soldater dræbt, og i går blev yderligere tre soldater slået ihjel af irakiske guerrillasoldater. Det samlede antal døde amerikanske soldater, siden krigshandlingerne blev erklæret for overstået af Bush den 1. maj, er nu på 80, heraf over 40 dræbte under irakiske angreb. Det giver næsten sig selv, at massive angreb af den type, der ramte Saddam-sønnerne i tirsdags, kun er med til at opildne kampgejsten og hævntørsten hos de mest desperate irakere. Den modstand, som udvises over for de amerikanske soldater, har mange ansigter – og for manges vedkommende har den næppe det mindste at gøre med en drøm om at få Saddam Hussein tilbage. Den mest typiske modstand mod amerikanerne skyldes i virkeligheden en kombination af irakisk patriotisme og dyb mistillid til USA’s intentioner. Situationen forværres af indlysende årsager af, at næsten ethvert irakisk hjem besidder maskinpistoler eller endnu kraftigere våben.

DEN URO, som dag efter dag betyder dræbte amerikanske soldater, næres hver gang USA vælger at spille med musklerne. Det er svært at forestille sig, hvordan amerikanske soldater eller civile administratorer nogensinde vil opnå irakernes tillid – og det er derfor åbenbart, at der er stadig mere behov for, at det internationale samfund overtager genopbygningen af Irak. Den eftertanke og den tillid, som en FN-ledet aktion ville kunne udvise og indgyde, er der i den grad behov for.

-dt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu