Læsetid: 4 min.

Amerikansk nonchalance

18. juni 2001

»Det Europa, vi er i gang med at bygge....«
Præsident George W. Bush i tale om Europas fremtid i Warszawa 15. juni

Efter fem måneder med elendig omtale i europæisk presse fik »den arrogante og toksiske texaner« i sidste uge endelig en chance for at modgå sine skeptikere. Her i avisen lød en overskrift ’Bush til eksamen i Europa’. Hvis man skulle være smart, kunne spørgsmålet være: Bestod præsidenten? Hvad angår stil og kompetence får han gode karakterer af europæiske diplomater, der var til stede under NATO-topmødet i Bruxelles og EU-topmødet i Göteborg. Især under middagen med de 15 EU-ledere torsdag aften skal George W. Bush have imponeret forsamlingen, da han uden noter og rådgiveres hvisken i øren holdt stand i en diskussion (skænderi?) om klimaprotokollen fra Kyoto. Tilsyneladende var Ruslands præsident Vladimir Putin også ganske tilfreds med de samtaler, han førte på tomandshånd med Bush i lørdags om ABM-traktaten og udvidelsen af NATO med nye medlemmer fra Baltikum og Østeuropa. »Virkeligheden overgik forventningerne,« konstaterede den venlige Putin, der til gengæld blev overøst med ros af Bush. Russeren var en »bemærkelsesværdig leder« og »et ærligt og ligefremt menneske, der elsker sit land,« mente USA’s præsident.

Forventningerne til George Jr. var lave, og det udnyttede han til fulde på sin Europa-tur. Her kan man se et mønster, der gentager sig. Én af grundene til, at Al Gore og hele den demokratiske partielite samt de største aviser blev taget med bukserne nede under valgkampen 2000 var en konstant undervurdering af præsidentsønnens intelligens og politiske tæft. Hver gang Bush åbnede munden i en tv-debat og sagde noget sammenhængende, scorede han points. Vælgerne var ganske enkelt ikke forberedt på, at den »fjogede fedtmule« med den klodsede engelske syntaks kunne sige noget fornuftigt og klogt. Efter hans indvielse som præsident har demokraterne måtte indse, at de står over for en formidabel politisk modstander, der kan score på points, hvis han orker at engagere sig i et emne eller et slagsmål. Texaneren er ikke naturligt interesseret i særlig mange ting. Han er intellektuel doven, men når han tvinges af omstændighederne – i dette tilfælde et behov for at vise europæerne, at han ikke er en dumrian – kan han faktisk afparere i en diskussion med sværvægtere som Tony Blair, Jacques Chirac og Gerhard Schröder. Sådan var det også på Yale University og Harvard University. Bush fik ikke de højeste karakterer, men han bestod. Her udover besidder han utvivlsomt personlig charme, som vil komme ham til gode under andre tete-a-tete med europæiske ledere i de kommende år.

Betingelserne for en frugtbar og konstruktiv transatlantisk dialog er altså tilstede. George W. Bush kan regne med goodwill fra konservative regeringer i Italien og Spanien og stor sympati fra langt de fleste regeringer i Østeuropa, hele vejen til den russiske grænse. Hans store hovedpine vil blive aksen i det europæiske samarbejde Frankrig og Tyskland, til en vis grad Storbritannien og en håndfuld mindre europæiske lande (Holland, Belgien og de skandinaviske EU-lande). Forude øjner man tre skær, som bliver yderst vanskelige for USA at navigere udenom. Det ene er ABM-traktaten. Bush’ strategi går ud på at tale traktaten ihjel. I sidste uge gjorde han en del fremskridt. Selv Putin taler nu om behovet for »en ny sikkerhedsarkitektur« efter Den Kolde Krig. Hvis USA kan få optaget formuleringen »et levn fra fortiden« i det diplomatiske ordforråd, vil et amerikansk brud med ABM-traktaten på et eller andet tidspunkt glide lettere ned i Europa og Rusland. Bush-regeringen vil muligvis gå på kompromis og acceptere en ændring af traktaten, der giver mulighed for at afprøve missilforsvarssystemer, når eller hvis behovet opstår i løbet af nogle år.

Det andet skær er Kyoto-protokollen. Man fornemmer, at strategien er den samme. Den skal tales ihjel, og så når europæerne er ved at opgive ævred, lægger Bush et alternativ på bordet. Det kan allerede ske på opfølgningskonferencen i Bonn i juli. Sandsynligheden for at få USA til at ratificere en protokol, der udelader udviklingslandene og forpligter amerikansk erhvervsliv til en tvungen reduktion af drivhusgasser, er dog ikke særlig høj. Hvis EU, Japan og andre lande holder fast ved protokollen i dens nuværende form, vil Bush-regeringen nok udforme en klimapolitik, der er nøje afstemt med den amerikanske økonomis vækstpotentiale. Det tredje skær er udvidelsen af NATO. Set på baggrund af uenigheden om ABM-traktaten og Kyoto virkede Bush’ tale i Polen om det Europa, USA ønsker at se i fremtiden, en kende arrogant. På den ene side agter Bush ikke at være fleksibel i dialogen om missilforsvar og klimaopvarmning. Men på den anden side kræver supermagten, at alle europæiske lande stødende op til Ruslands grænse skal optages i NATO. Det virker ærligt talt nonchalant. Bush skal ikke have lov til at vælge og vrage. Enten engagerer USA sig i Europa og accepterer at ’noget for noget’, eller også vokser de to kontinenter fra hinanden.

burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu