Læsetid: 3 min.

Amerikansk olie

10. maj 2003

DET ER KLART, at de er idealister, de mennesker i Washington, der har befriet Iraks folk fra Saddam Husseins regime. At bruge rå militærmagt til udbredelsen af de amerikanske værdier om frihed og demokrati til Irak – og hvor ellers det måtte blive nødvendigt – er i selvforståelsen hos Bush, Rumsfeld og Wolfowitz rendyrket idealisme. Og i den selvforståelse er der ingen konflikt mellem idealismen og den mere kontante materialisme, der f.eks. knytter sig til interessen for Iraks enorme oliereserver. Et magtfuldt USA med sikkerhed for nationens økonomi og energiforsyning er selve forudsætningen for, at USA fortsat kan leve op til den ny, selvdefinerede rolle som alles garant for global ro og orden, baseret på amerikanske værdier.
Allerede i 1992 fastslog Paul Wolfowitz – dengang som nu viceforsvarsminister og den største af alle idealister i Washington – at »adgangen til vitale ressourcer, primært olien i den Periske Golf« var så afgørende for USA, at det begrundede planer for en militærintervention i Irak. Og i ’98 sendte både Wolfowitz og hans senere chef Donald Rumsfeld en appel til præsident Clinton om at få smidt Saddam Hussein ud af Irak »for at beskytte vore vitale interesser i Golfen.«

DET ER formentlig med en sådan baggrundsviden om USA’s idealistiske materialisme, at EU’s bistandskommissær Poul Nielson fredag måtte undre sig såre over den opstandelse, hans udtalelser til radioens morgennyheder vakte i ind- og udland.
»Jeg tror, at USA gennem det her er på vej til at blive medlem af OPEC. De sætter sig på olien. Det er meget svært at få det til at hænge sammen på anden vis,« sagde Nielson og fik straks øretæver direkte fra Washington, fra statsminister Anders Fogh Rasmussen der har konfereret med både Bush og Rumsfeld de seneste døgn. »De savner fuldstændig dækning,« sagde Rasmussen om Nielsons udsagn.
Èn ting er, at USA’s regering allerede har givet vicepræsident Dick Cheneys gamle firma Halliburton ordrer til en værdi af 77,2 mio. dollar på at få Iraks oliefaciliteter i gang samt formentlig drive dem og distribuere olien. Mere centralt er det, hvad der sker med olieindtægterne, når pumperne kører igen, samt – allermest afgørende – hvem der kommer til at kontrollere det nationale irakiske olieselskab, INOC, og hvilke selskaber, der måtte få koncessioner og efterforskningstilladelser.
USA og Storbritannien fremlagde fredag et resolutionsforslag i FN’s Sikkerhedsråd, som skal bane vej for FN-sanktionernes ophævelse samt definere en model for håndtering af olieindtægterne, indtil en permanent irakisk regering er på plads – formentlig tidligst om et år. Ifølge forslaget skal alle olieindtægter hældes i en fond, Iraqi Assistance Fund, der rådgives af bl.a. FN, men kontrolleres af USA og Storbritannien, som dermed alene bestemmer, hvad der skal bruges til hjælpearbejde, genopbygning og andre formål til gavn for det irakiske folk. Fondens penge opbevares i den irakiske centralbank, der har den tidligere amerikanske vicefinansminister Peter McPherson som direktør.

BESÆTTELSESMAGTEN er altså indtil videre solidt plantet i førersædet, som Poul Nielson udtrykker det i dagens avis på side 3. Til betydelig skade for legitimiteten af ’irakiserings-projektet’, som vil være meget bedre tjent med FN i den rolle, siger – med rette – EU-kommissæren.
Helt afgørende bliver imidlertid det endnu uafklarede spørgsmål om, hvem der får – og uddeler – koncessioner, efterforskningstilladelser og måske ejerandele i det nationale olieselskab.
Under Saddam Hussein havde franske og russiske selskaber lukrative kontrakter, og Kina var på vej, mens de amerikanske selskaber ExxonMobil, BP-Amoco, Shell og ChevronTexaco var frosset ude. Hvis uddelingen af goderne foretages eller påbegyndes, mens besættelsesmagten endnu har greb om Irak, kan man jo gætte på, hvem der belønnes, og hvem der straffes.
I en verden, hvor efterspørgslen på olie vil stige 70 pct. over de næste tre årtier, hvor den globale olieproduktion vil toppe allerede om fem til 15 år, hvor 10 procent af de globale reserver ligger i Irak, og hvor verdens kontrollerende supermagt bliver stadig mere afhængig af importeret olie for at opretholde sin magtposition – ja, der er det næppe så svært at gætte.
Sværere kan det være at få øje på, at det Irak får af
sine befriere, er reel frihed.

jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her