Læsetid: 4 min.

Amerikansk surrealisme

19. december 1998

Et bizart og surrealistisk skær strålede over Kapitolen i den amerikanske hovedstad i går. Hvis noget fornuftsmenneske for et år siden havde profeteret, at julen 1998 ville blive markeret af en rigsretssag mod USA's præsident og øverstbefalende for de væbnede styrker, i samme stund som amerikanske bombefly angreb Irak, ville spådommen være blevet affejet med en hånlig latter. Der har altid været et element af teater i politik, men så absurd et skuespil kunne ingen forestille sig blive opført i den vestlige civilisations førende demokrati og militærmagt. Ikke en gang den nu verdenskendte Hollywood-film Wag the Dog lever op til virkeligheden i dagens Washington.
Og alligevel. Her fremtoner et tvedelt billede af De Forenede Stater. På den ene halvdel af tv-skærmen ser verden Saddam Hussein opfordre den arabiske nation til at tage den hellige kamp op mod de sataniske amerikanere. På den anden halvdel ser vi hysteriske republikanere optræde som inkvisitorer i Repræsentanternes Hus i deres iver for at vælte præsidenten.

Hvor alvorligt tager dette rabiate republikanske parti egentlig USA's rolle som global sikkerhedsgarant? Kan resten af verden, og især supermagtens allierede, i fremtiden stole på USA's stålsatte vilje til at forsvare vores interesser med oprejst pande? Kan det virkeligt være rigtigt, at republikanske ledere sætter hensynet til deres egoistiske partiinteresser højere end USA's førerskab? Endda i samme øjeblik, som Rusland trækker sin ambassadør tilbage fra Wa-shington, Kina protesterer heftigt mod Irak-angrebet og Frankrig og Italien distancerer sig!
Svaret er ja, og hvad vi står over for ser ud til at være det første tydelige symptom på en tendens, historikere har forudsagt i flere år: At det amerikanske imperium gradvist har mistet fodfæste efter Den Kolde Krig. USA kan simpelthen ikke finde det rette ben at stå på i en verden, som er blevet langt mere kompliceret end det gamle univers med kapitalisme og demokrati mod kommunisme og totalitarisme.
Der er mange grunde til dette forfald. I udenrigspolitik har præsident Bill Clinton - modsat gængs opfattelse - været en svag leder, der ofte lod indenrigspolitiske hensyn overskygge USA's og dets allieredes politisk-strategiske interesser. Bedst illustreres denne åbenlyse mangel på politisk mod i Mellemøsten, hvor Clinton aldrig har turdet gøre, hvad hans forgænger George Bush ikke stod tilbage for: At irettesætte og true israelerne, når de overtrådte FN-resolutioner mod ulovlige bosættelser på Vestbredden. Følgerne har vi set i denne uge. Israel vrænger næse ad USA.
Clintons internationale økonomiske politik - at sprede det frie markedsideal til hele kloden - ligger også i ruiner. Store dele af Østasien er i en dyb recession, indførelsen af kapitalisme i Rusland har slået fejl.

Men det største nederlag USA har måttet bide i sig gennem Bill Clintons seks år i Det Hvide Hus er utvivlsomt i Irak. Til trods for utallige forsøg på at samle en international front mod Saddam Husseins regime står amerikanerne og briterne i dag helt nøgne for verden at skue. Det overvældende overfald på Irak i disse timer er helt ude af proportion med de synder, Saddam-styret har gjort sig skyldig i siden krigen i Den Persiske Golf i 1991. Hvad denne snu arabiske hersker fremfor alt er skyldig i er, at være bedre til at spille skak end den amerikanske præsident og Kongres. Det skal han straffes for - og på en billig måde.
Hvis amerikanerne virkeligt mente det alvorligt og planlagde at vælte det modbydelige regime i Bagdad, som er ansvarlig for grove krænkelser af menneskerettighederne, herunder folkedrab udført med kemiske våben, burde de sende tropperne ind, efter at missilerne hører op med at falde. I stedet presser republikanerne på for at afsætte en præsident, som er beskyldt for at have begået menéd om et seksuelt forhold til en underordnet. Det er malplaceret, fejt, billigt og en perfekt illustration på, at USA har tabt al sans for prioritet.
Set i det lys gør Amerika sig ikke fortjent til blive opfattet og adlydt som den frie verdens leder.

Men der er også en anden årsag til forfaldet. Den skal findes i en indre forrådnelsesproces i USA. Amerikanerne er i vore tider blevet druknet i et materielt begær og en patetisk selvoptagethed, hvilket både præsidenten og republikanerne er gode eksempler på. Kynismen spreder sig som en lynild. Et flertal af amerikanerne har mistet følelsen af national enhed og sammenhold. Ingen er længere rede til at kæmpe for nationens idealer, som de står nedprentet i den ærværdige amerikanske forfatning.
Republikanerne i Washington levendegører denne tendens. Deres afsky for Bill Clinton har nået så afsindige højder, at ledere i Senatet og Repræsentanternes Hus for nogle dage siden påstod, at præsidenten udløste luftangrebet mod Irak for at udsætte og måske undgå en rigsretstiltale. Det kan meget vel være, at timingen ikke var et tilfælde, selv om Clinton vel snarere blev fanget i nettet af sin egen usammenhængende Irak-politik. Han og Blair havde lovet verden at reagere næste gang, Saddam lagde hindringer i vejen for FN's våbeninspektører. Det gjorde de så for at undgå at blive helt til grin.
At republikanerne alligevel beskylder Clinton for at misbruge USA's militærmagt for at redde sit eget skind og samtidig starter rigsretsdebatten i Kongressen demonstrerer, at USA i virkeligheden står lederløs.
Desværre må verden berede sig på at vente lang tid på en ny generation af amerikanske ledere, som kan løfte ansvaret med klarere visioner og en bedre dømmekraft. burch

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu