Læsetid: 6 min.

Amerikansk tilstand eller dansk tilstand

At vi så ureflekteret pådutter negative situationer titlen 'amerikansk tilstand' siger derfor en hel del om, at vores tilgang til resten af verden indeholder en logik, der ikke er samtiden voksen
25. april 2006

Vi gør grin med deres præsident, fordi han opfører sig kluntet eller direkte dumt. Men samtidig gør de fleste en dyd ud af at erklære, at det kun er den nuværende amerikanske regering, der er problemet, ikke selve befolkningen. Men hænger det virkelig sammen på den måde? Hvis man ser lidt nærmere på, hvordan vi taler om landet på den anden side af Atlanten, så bliver USA pludselig bredt set synonym med negativ udvikling.

Da den atlantiske strid op til Irak-krigen var på sit højeste, blev det danske og europæiske forhold til USA heftigt diskuteret. Jeg var selv med til at forfatte en antologi, der bl.a. slog på, at det højt svungne ideologiske og historiske fællesskab over Atlanten i virkeligheden har været under pres lige siden den amerikanske sejr i Anden Verdenskrig. Afstandene over Atlanten var således ikke blot udtryk for en ekstraordinær hård kristenkonservativ linie fra den yngre Bush, men en generel og dybt funderet udvikling i den amerikanske udenrigspolitiske identitet i over 50 år.

At denne udvikling er dybt indlejret i os og således udøver en kraftig påvirkning af vores tanker og følelser over for verdens stormagt viser sig ofte ved, at vi i dagligdagens problemer og udfordringer taler om amerikanerne uden at skænke det egentlige indhold nærmere tanker.

I medier eller blandt venner anvendes termen "amerikanske tilstande", uden at den nærmere sammenhæng uddybes eller vækker til eftertanke. Oftest anvendes den, når vi skal beskrive en negativ udvikling på et område. Det kan være fedme, kost, trafik, samfundsdebat, arbejdsmarked og alt muligt andet. En enkel søgning i et større dansk dagblads artikler det seneste år viser, at frasen er blevet brugt negativt i ca. 90 procent af tilfældene. Hvorvidt det er indholdsmæssigt korrekt at benytte frasen i de pågældende artikler, skal jeg ikke udtale mig om, men det er da i det mindste meget opsigtsvækkende, at referencen til USA i så ringe grad benyttes, når man skal beskrive en positiv udvikling i det danske samfund.

Det er især problematisk, når vi ikke længere tænker over brugen af ordet. Det er ikke helt urimeligt at påstå, at der på en vis måde er tale om en kollektiv national hjernevask. Det kunne eksempelvis være interessant at analysere nærmere på, hvorvidt der ligger en tættere sammenhæng imellem anvendelsen af frasen og så den politiske handling, der ligger bag. Hvad betyder det for den danske udenrigspolitik, at vi konstant har USA som "forbillede" for den udvikling, vi frygter for Danmark?

Ydre fjende

Kort efter Irak-krigen tog sin start, viste en stor undersøgelse, at blandt europæerne blev USA betragtet som en af de største trusler mod verdensfreden. Der skal ikke herske tvivl om, at USA er en meget afgørende spiller på den verdenspolitiske scene, men det er nu meget typisk for en snæver europæisk fundamentalisme, at det atlantiske spejlbillede anvendes i en negativ sammenhæng. I virkeligheden handler det om, at Europa har brug for en markant modspiller og trussel for at kunne få den fælles vision til at hænge sammen. Vi skal have en ydre fjende for at kunne stå sammen. I sammenhæng med at den politiske overbygning i EU har en tendens til at krakelere, når væsentlige politiske spørgsmål bringes på banen, så er truslen fra den anden side af Atlanten snarere udtryk for vores egen sårbarhed og svaghed, end den er udtryk for en egentlig amerikansk trussel.

Denne spejling over Atlanten er i sig selv ikke noget nyt. Helt tilbage til den tidlige kolonisering af det amerikanske kontinent har Atlanten været skue for både magtpolitisk og identitetspolitisk rivalisering, og heller ikke amerikanerne selv har været blege for at tale nedsættende om europæerne. Politisk betød det i en periode i 1800-tallet, at amerikanerne søgte udenrigspolitisk isolationisme, da man ikke ønskede at blive blandet ind i "indviklede alliancer". I Europa betragtede man længe den "nye verden" med skepsis, og bl.a. i forlængelse af den amerikanske uafhængighedskrig blev landet sidestillet med menneskelig fornedrelse både kulturelt og socialt.

Globale kriser

Ikke desto mindre kan det vække stigende bekymring, at vi her i det 21. århundrede stadig anvender en atlantisk rivalisering til at legitimere politisk handling. Vi lever i højere grad i en globaliseret verden, hvor handling og effekt knyttes tættere sammen, uanset om du er bosat i Boston, Bonn eller Burundi. Den danske Muhammed-krise viste sig eksempelvis ikke kun at være dansk, men der-imod global af omfang og betydning. Verden bliver stadig mindre, og det stiller skrappere krav til, hvordan vi skaber og vedligeholder vores skræmmebilleder og dermed også, hvordan vi tænker os selv ind i den politiske virkelighed. Det er vel i virkeligheden en af de væsentligste læresætninger i nutidens globale, refleksive og personliggjorte samfund: Man er på godt og ondt en del af den verden, man lever i, hvor personlige, sociale, nationale og andre grænser i stigende grad udfordres og udvikles.

At vi så ureflekteret pådutter negative situationer titlen "amerikansk tilstand" siger derfor en hel del om, at vores tilgang til resten af verden indeholder en logik, der ikke er samtiden voksen. Når vi erkender, at det er en fælles global verden, vi lever i, og at vi ikke kan bygge beskyttende mure omkring vores lille samfund, så er italesættelsen af et helt folk ud fra en negativ analogi jo helt absurd. Det viser, at vores grundlæggende udgangspunkt ikke er en global dialog, men global monolog. Vi råber vores budskaber ud uden at forvente et svar.

Dansk arrogance

At en situation som Muhammed-krisen fik lov til at komme så langt ud, at dialogen ikke syntes mulig, bør derfor ikke komme bag på nogen. Dialogen er oftest ikke grundlæggende tilstede i vores møde med den globale verden. Krisen var derfor ikke udtryk for manglende dansk tolerance over for en mellemøstlig verden og dens religiøse følelser, men derimod en dansk arrogance, der går igen, når vi ser på vores attitude over for andre dele af verden. Vi føler selv, vi er verdensmestre til alting. Vi er selvforherligende og selvhævdende. Vi føler os personligt stødte, når internationale undersøgelser som PISA viser, at danske skolebørn ikke ligger i toppen af statistikkerne, og kravet om konsekvens stryger direkte ind øverst på den politiske dagsorden. Vi svælger i det blotte faktum, at Danmark er centrum for resten af verden, som det skete med Muhammed-konflikten. Hvor ofte ser vi ikke artikler i danske aviser, der refererer internationale avisers artikler om Danmark. Vi er så stolte og selvfede, hvis blot New York Times eller en anden stor avis laver en reportage fra Danmark.

Det er derfor relevant at tage et skridt tilbage og stille os selv spørgsmålet: Er en given amerikansk tilstand vores primære fokus, eller handler det i virkeligheden om en dansk stilstand, der fastlåser vores handlemuligheder globalt? Spænder vi ikke blot ben for os selv, når vi forsøger at møde verden på vores egne præmisser? Det er denne problematik, som bl.a. dansk erhvervsliv i grunden beklagede sig over, da de anklagede regeringen for manglende udsyn i Muhammed-krisen.

En global monolog er med til at forhindre samarbejde og samhandel og i sidste ende med til at sætte os i det politiske, kulturelle og økonomiske krybespor, mens den mere fremsynede og mindre arrogante del af verden ligger i overhalingsbanen. Kampen om viden i nutidens vidensamfund kræver, at vi nedbryder barrierer og fordomme og med en mere ydmyg attitude søger indflydelse og alliancer.

Terkel Kunding er analytiker ved Det Politiske Mediehus og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu