Læsetid: 8 min.

En amerikansk tragedie

I mange år var Michael Jackson poppens kronede konge; også selv om han godt nok selv havde anbragt kronen på sit hoved. Og så begyndte det at gå galt- rigtig galt
15. juni 2005

"The pure products of America go crazy."

William Carlos Williams,

1923

På et tidspunkt midt i de allersorteste 80'ere stak undertegnede hovedet inden for i det besatte hus i Pilestræde. Sikkert for at købe noget speed. Stor var hans forundring, da han oplevede, at den forsamlede ligblege, sortklædte og indædte skare sad og lyttede til Michael Jacksons Thriller-album. Det var nemlig et miljø, hvor man normalt hilstes af de livsbekræftende toner fra Throbbing Gristle, Einstürzende Neubauten og Suicide, så overraskelsen var stor, om end den helt sikkert fortog sig, efterhånden som speeden begyndte at virke.

Historien er relevant i den forstand, at fra og med udgivelsen af det centrale hovedværk indenfor discoen, Off The Wall, i 1979 og frem til den pompøse statusopsamling, HIStory: Past, Present And Future, Book 1 (alene titlen!) i 1995, var Michael Jackson ikke til at komme uden om, hvis man færdedes i det offentlige rum. Jackson overskred alle af popmennesket kendte grænser og leverede i processen noget af det mest uimodståeligt inciterende dansemusik, der tænkes kan. Som én, der agerer DJ i ny og næ, kan det kun konstateres, at Jackson ikke har mistet evnen til at fylde et dansegulv, blot man begrænser sig til de gyldne år. Der er en vidunderlig spændstig elasticitet over de bedste af hans dansenumre, der giver dem en næsten uopslidelig kvalitet - og så er de så sofistikeret indspillede, at de stadig lyder brillante.

Samtidig viste han sig som en pioner inden for musikvideomediet, og han er en danser, hvis trin vil blive studeret, når al den støj, der p.t. er på linjen, har lagt sig. Og hvis Jackson kun havde markeret sig musikalsk, havde vi nok heller ikke taget den deroute, indtil videre kulminerede med 2001's Invincible, så tungt. Men undervejs er der sket så mange mystiske ting og sager, at fokus gradvist måtte glide fra popkunstneren Michael Jackson til manden bag musikken.

Forhenværende neger

Så dyb var fascinationen og så stor succesen dog, at selv da han udråbte sig til King Of Pop - og hvad man end måtte mene om Elvis Presley, så blev han givet titlen King Of Rock; han tog den ikke - var der ikke en sjæl, der løftede et øjenbryn. Hvorfor begynde at diskutere noget, der uomtvisteligt var rigtigt. Og det er værd at få med, at dette popunder havde været i showbiz fra han som fem-årig i 1963 blev forsanger i familiegruppen Jackson 5; i øvrigt kun en del af en børneflok på i alt ni. Pacet ubønhørligt frem af en hyperambitiøs og følelseskold fader scorede gruppen sit første nummer et hit i i 1969 med singlen "I Want You Back" og etablerede sig derefter som et af alle tiders mest populære drengebands; en bedrift, der bliver så meget desto større, når man betænker, at vi taler et afroamerikansk ensemble.

Men, men, men - fra omslagsfotoet på Off The Wall til forsideillustrationen på HIStory var der lysår. I 1979 var han en nydelig ung mand med datidens populære afrofrisure, mørk hud og en ret fyldig næse, mens han allerede på omslaget til Thriller - hans til dato mest storsælgende album; vi taler noget i retning af 40 millioner enheder på en international skala, hvilket stadig er en rekord - fra 1982 markant havde ændret udseende; smallere næse og buede øjenbryn, men okay, han var stadig både sød og ydmyg og der skulle gå fem år, før han gav os sit næste album, Bad. Men hvad var så det? Hvorfor lignede han nu pludselig Sigourney Weaver? Og hvad var der sket med hans smukke bronzefarvede hud? Hans nye hudfarve mindede i hvert fald mest af alt om den, der pryder bugen på en fisk. Og næsen? Sagsøgte han kirurgen? For ikke at tale om det faktum, at han pludselig havde fået kindben! Snakke, det gjorde vi sgu. Mens vi i al stilhed var mange, der spurgte os selv, hvad pokker han egentlig var på, der gjorde hans øjne så store som middagstallerkner. Og hvor man kunne score det henne -

Jow, jow, det var godt nok 80'erne og folk gjorde et nummer ud af at se løjerlige ud, men alligevel. Michael var på det punkt et skridt foran alle andre og årtiets to andre store idoler, Prince og Madonna, virkede til sammenligning nærmest kedeligt normale! Man kunne i høj grad tale om en personlighed, der havde lagt sin fortid som neger seriøst bag sig.

Afhængig af operationer

Og i 1991 er der atter en ny Jackson på menuen: Hvidere end nogensinde før og med en mandig kløft i hagen fører han sig frem med en ny farve læbestift hver dag. Nu er han også begyndt uafbrudt at gå med Raybans, bizarre parykker samt ikke mindst en beskyttelsesmaske og jow, han minder efterhånden ikke så helt lidt om salig Howard Hughes, for trods sine krumspring for at forblive i offentlighedens søgelys, gør han stadig alt for at holde sit privatliv fuldstændig og totalt for sig selv. Og selv om vi stadig var målløse over hans talent - er Dangerous langt fra hans bedste album til dato, er der gyldne øjeblikke nok derpå til at bevise, at han stadig ejer 'the knack' - begynder hans adfærd i stigende grad at overskygge hans talent.

Omkring 1993 er hans hudfarve transmogryficeret til lyserød og der går utallige rygter om, at hans næsetip simpelthen er faldet af, grundet de utallige modifikationer, den har været udsat for. Det begynder at gå op for en hel generation, at man åbenbart også kan blive afhængig af skønhedsoperationer. Men det, der virkelig vælter læsset, er den første pædofilisag, der samme år anlægges mod Poppens Konge, idet familien til en dreng lægger sag an mod idolet, der drejer sig om noget i retning af fire måneders seksuelt misbrug af drengen. Det gavner ikke Jackson, at fem tidligere bodyguards træder frem og fortæller, at de har mistet deres job, grundet indsigt i stjernens adfærd overfor de mange unge mennesker, hvis forældre af uransalige årsager lader dem overnatte på Jacksons ranch, der naturligvis/skræmmende nok hedder - Neverland.

Men selv dette angreb på hans ry og rygte overlever stjernen, da han laver en økonomisk ordning med drengens forældre uden om retten. Og så sætter han ellers trumf på, da han i '94 gifter sig med ingen ringere end Lisa Marie Presley, datter af Priscilla og Elvis P.! Ægteskabet varede i 19 måneder, men hvad det egentlig beviste, ved kun de to. Min tese er, at Lisa Marie også er pretty fucked up, men det kan da være hun bare er en sød og naturlig pige, der i den grad ikke kunne stå for Jacksons sårbarhed, som han gerne paraderer for medierne, når situationen kræver det.

Omvandrende horror

I mellemtiden ser det i stigende grad ud til, at han får lagt sin makeup hos den lokale bedemand og ansigtsoperationerne fortsætter uanfægtet til han mest af alt minder om Jokeren, som han kendes fra tegneserien Batman. Samtidig påtager han sig i interviews i stigende grad en klynkende offerrolle, der måske er sand, men ikke desto mindre misklæder verdens rigeste og mest feterede popstjerne, der dog sætter en sidste trumf på med den førnævnte opsamling, HIStory, en dobbelt-cd med hans til da mange hits samt en ny samling sange, der ikke vidner om kunstnerisk udmattelse. Forvirringen bliver ikke mindre af at han i '96 gifter sig med en af sin yndlingskirurgs sygeplejersker, sammen med hvem han får to børn, før parrets veje skilles i '99.

Da Jackson i 2001 udsender Invincible falder hammeren hårdt, thi det lyder som om han i en alder af 42 endelig er blevet kørt bag om dansen af årtusindeskiftets knivskarpe R&B-klange og samtidig minder hans ansigt nu mest af alt om Bette Davis', som hun tog sig ud i den altid seværdige Whatever happened to Baby Jane? Ja, og what the fuck happened to Baby Michael, spørger vi bare, for uden makeup ligner manden en omvandrende horrorhistorie. Evil Dead, mindst. Men i stedet for at tage kritikken af Invincible til sig, roder han sig ud i nogle verbale udfald mod sit pladeselskab, Sony, som han kalder 'racistisk', fordi det efter hans mening ikke promoverer pladen nok, og den derfor kun sælger nogle sølle millioner eksemplarer. Nogen skal jo have skylden. Patetisk tager det sig ud.

Nu er han så begyndt at ligne en parodi på aben Ari fra Abernes Planet, men furoren om de mange besynderlige faser, hans udseende konstant gennemgår - stor næse, lige næse, meget lille næse, ingen næse, næse med tre bor, ny næse lavet af en del af hans øre! - blegner, da der i 2003 anlægges der på ny sag mod ham af familien til en af de mange drenge, der ned gennem tiden har overnattet på Neverland og sammesteds deltaget i pyjamasparties, der alt efter synsvinkel enten har været fuldstændig uskyldige eller blot har tjent som undskyldning for, at Jackson har kunnet forgribe sig på primært drengebørn. At benævnte familie lyder noget skummel, og at han ved sin adfærd har blottet sig fuldstændig for sager af denne art, udelukker selvfølgelig ikke, at han er skyldig som bar' fuck. På den anden side lugter det hele lidt af en personlig vendetta fra Tom Sneddon, den offentlige anklagers side. Sådan i bedste Kenneth Starr vs. Bill Clinton-stil.

Nu er Michael Jackson så pure frifundet, og intet forhindrer ham i at vende tilbage til sit liv på Neverland som poppens svar på en børneglad Howard Hughes. Fri som fuglen i sit bur. Herfra kan vi blot nøjes med at konstatere, at Jackson, der startede sin karriere som indbegrebet af Den amerikanske Drøm, nu om stunder gevaldigt minder om En amerikansk Tragedie. Og spørgsmålet på enhver popentusiasts læber lyder, hvorvidt han atter kan rejse sig kunstnerisk bag om den ofte alarmerende bizarre opførsel, han udviser, og som i stigende grad skygger for hans uomtvistelige talent. Det får stå hen i det uvisse, men måske kan retssagen ryste ikonet ud af sin puppe, også selv om hans navn som sådan ikke er renset, eftersom sagen primært faldt på mangel på beviser og upålidelige vidneudsagn.

Se, det var rigtig væmmeligt eventyr -. med mindre selvfølgelig, at ens opfattelse af et sådant handler om evnen til at forvandle sig fra fattig sort mand til rig hvid kvinde. I offentlighedens stedse skarpere spotlys. Så er det jo nærmest en solskinshistorie.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu