Læsetid: 9 min.

Den amerikanske forbindelse

2007 kunne godt gå hen og blive året, hvor den danske genrefilm for alvor slår igennem - både for børn og voksne. Her er et kig på nogle af de film, der er på vej
30. december 2006

"Kongekabale var blot det første spæde forsøg på at lave en plotdrevet film, der hele tiden bevæger sig fremad og overrasker."

Nikolaj Arcel - for det er ham, der taler - er på vej med en ny genrefilm, actioneventyret De fortabte sjæles ø, som har premiere op til vinterferien 2007. Han siger videre om sin film: "Karaktererne måtte ikke fylde for meget. De skulle være små elementer i et stort, komplekst spændingsplot. Det er stadigvæk, synes jeg, sjovt at gøre på dansk."

En genrefilm, det være sig en komedie, thriller, actionfilm eller gyser, forholder sig meget strengt til sin egen genre og følger de regler og konventioner, der hører genren til i et forsøg på at underholde sit publikum mest muligt. Det er ikke en form, man har dyrket i Danmark med samme intensitet, overskud og håndværksmæssige dygtighed som i Hollywood, hvor man stort set kun laver film inden for alle mulige, klart definerede genrer.

Herhjemme har man traditionelt set ned på den brede genrefilm og i stedet brugt sine kræfter på det karakterdrevne, hverdagsagtige drama, der ofte falder uden for de gængse genredefinitioner ved at blande stilarter og udtryk. Men den nye generation af instruktører og manuskriptforfattere, der er vokset op på en solid diæt af ikke mindst amerikanske genrefilm, vil det anderledes. Nogle af dem i hvert fald

Adventure og gys

Det drejer sig især om den 35-årige Nikolaj Arcel, som sammen med sin faste skrivemakker, Rasmus Heisterberg, har bragt genrefilmen til Danmark. Kongekabale (2005) er en solid, politisk thriller af den slags, amerikanerne var så gode til at lave i 1970'erne, og som samtidig er dybt rodfæstet i en genkendelig dansk virkelighed.

Arcel er en glad genredreng, barn af Hollywood og Star Wars og tillige kæmpe Steven Spielberg-fan, og med De fortabte sjæles ø forsøger han at lave en film i den ånd. Den er dyr, fuld af visuelle effekter og vækker mindelser om både Tilbage til fremtiden, E.T. og Goonierne med sin historie om tre børn, som tager kampen op mod stærke, overnaturlige og onde kræfter, der vil ødelægge verden.

"Man kan godt bruge den lystfuldhed, som amerikanerne fortæller med. Man kan ikke komme uden om, at de er de absolut bedste i verden til at lave den slags film," siger Arcel.

Ligesom Kongekabale har også De fortabte sjæles ø fødderne solidt plantet i den danske muld og handler samtidig om livet som skilsmissebarn, om venskaber og om liv og død.

Arcel og Heisterberg er i øvrigt også manuskriptforfattere på Hans Fabian Wullenwebers Cecilie, en yderst velskabt og rendyrket gyser for voksne i Den sjette sans-traditionen med Sonja Richter i titelrollen som en tilsyneladende psykisk ustabil, ung kvinde, der plages af alt for virkelige mareridt om et mord på en ung pige.

Bergman og Cameron

Og Arcel og Heisterberg er ikke de eneste, som forsøger sig med genrefilm for et bredt publikum i 2007. Ole Bornedal, der markerede et nybrud - en slags år nul - i dansk film med sin debutfilm, den psykologiske thriller Nattevagten (1994), også et bevidst genrestykke, er tilbage i den fantastiske genre med scifi-gyseren Vikaren.

Bornedal har efter eget udsagn været inspireret af både Ingmar Bergman og James Cameron, da han lavede filmen, der handler om en sjetteklasse, der får en vikar (Paprika Steen), som viser sig at være en alien. Om Vikaren sagde instruktøren sidste år til branchebladet FILM: "Det undrer mig, at skandinaviske film for børn og unge ofte er socialrealistiske dramaer eller rene komedier. Det er ikke fordi, jeg ikke har respekt for de genrer, men børn og unge er til meget mere. Min søn på 15 interesserer sig overhovedet ikke for dansk film. Dansk film er fuldstændigt taberagtigt. Man kan lokke ham til at se Kongekabale, og han kan se kvaliteterne i en voksenfilm som Festen, men i aldersgruppen syd for det, findes der ikke noget, han gider se."

"Jeg har forsøgt at lave en film for børn og unge, som både er seriøs, provokerende, stærkt underholdende og uhyggelig på samme tid," siger Bornedal, der mener, at genrefilmen, som vi ikke mindst kender den fra USA, er god at kombinere med den skandinaviske tradition for store følelser og dyb psykologi.

Væsentlige temaer

"Filmene om Harry Potter er et klassisk eksempel på underholdende fortalte historier, der ikke er bange for at handle om psykologisk vold," siger han.

"Filmene tager fat i nogle meget skræmmende størrelser som terror, hævn eller familiefejder, men det er jo temaer fra mange eventyr, som børnene også læser og bliver konfronteret med. Film som X-Men, Spiderman og bedre adventure-film indeholder væsentlige temaer, som er fuldt ud lige så udfordrende og tankevækkende - måske endda mere - som en film om en lille dreng, hvis forældre skal skilles, eller som skal passes af sin onkel."

Bornedal har endnu en genrefilm klar til publikum allerede næste år, nemlig den psykologiske thriller Kærlighed på film, der har Anders W. Berthelsen i hovedrollen som en retsmediciner, der ved et uheld kører en ung kvinde ned og giver hende hukommelsestab.

"Det er ét af de mest medrivende manuskripter, jeg har læst i lang tid," sagde filmens producent, Michael Obel, i en pressemeddelelse ved optagestart.

"Det kan blive Ole Bornedals mest hårrejsende film siden Nattevagten. Vi går efter at lave en film noir på et højt internationalt niveau, der både bliver spændende, provokerende, morsom og uhyggelig."

Balling-light

Lasse Spang Olsen er en anden begejstret dansk genredreng, der dyrker action- og spændingsfilmen. Men i modsætning til Nikolaj Arcel har han ikke haft lige så stort held med sine film, hvilket også lægger en dæmper på forventningerne til hans nye film, krimikomedien Den Sorte Madonna. Den handler om en garvet kriminel (Morten Grunwald), som lige skal lave et sidste kup, men får en politimand i hælene (Anders W. Berthelsen). Spang Olsen får denne gang hjælp fra en række rigtig gode skuespillere - også svenske Tuva Novotny, Nicolas Bro, Ole Thestrup og Birthe Neumann - og manuskriptet, der er skrevet af Nikolaj Peyk, er baseret på en idé af den ene af Olsen Banden-bagmændene, Henning Bahs, mens musikken leveres af en vis Bent Fabricius-Bjerre.

Måske forsøger han, Spang Olsen altså, at forvandle sig selv til en slags Erik Balling-ultralight. Det skal blive interessant at se, om det lykkes ham.

Hjem igen

Der er selvfølgelig meget andet end genrefilm blandt de 24 nye, danske film, som lige nu står til at få biografpremiere næste år. Nogle film markerer en slags tilbagevenden, et comeback, om man vil, for deres instruktører.

Efter at have forsøgt sig med to store, engelsksprogede produktioner, It's All About Love og Dear Wendy, er Thomas Vinterberg på vej med sin første danske film siden det otte år gamle verdensgennembrud, dogmefilmen Festen. En mand kommer hjem hedder hans nye film ganske passende, og den handler om en verdensberømt operasanger (Thomas Bo Larsen), der får vendt op og ned på sit liv, da han beslutter sig for at besøge sin fødeby.

"Jeg vil ikke uddybe det yderligere," sagde Vinterberg tidligere i år til Politiken.

"For hver gang jeg skal fortælle, hvad filmen handler om, kommer det til at lyde åndssvagt. Men det er også en åndssvag film, med en pærevælling af glade og skøre mennesker. Og der er masser af sex og tåbeligheder i den. Blandt andet optræder Ulla Henningsen og Karen Lise Mynster som et lesbisk par. Jeg så en masse film af Fellini og Kusturica i min sommerferie. Og så fik jeg lyst til at lave sådan noget. Der er også meget af Festen og mine andre film i den nye."

Diamond og Nietszche

Også Simon Staho og Lone Scherfig vender tilbage til det danske. Staho fra Sverige, hvor han har lavet to originale og udfordrende film, Dag og nat og Bang bang orangutang. Hans nye, Daisy Diamond, handler om en ung kvinde, der vil være skuespillerinde, men får problemer, da hun bliver gravid.

Scherfig lavede den engelsksprogede Wilbur begår selvmord i Skotland, og hendes kommende film, Hjemve, er blevet til i et tæt samarbejde med Niels Hausgaard. I en usædvanlig proces blev manuskriptet skrevet under optagelserne, og historien handler ifølge instruktøren selv om tillid og skildrer en række mere eller mindre fortabte provinsboeres livtag med tilværelsen og den svære kærlighed. Det er en charmerende og ofte ret morsom film, som godt kunne minde lidt om Scherfigs store succes, Italiensk for begyndere. Og det er jo ikke så dårligt.

En af de film, jeg glæder mig meget til i 2007, er Jacob Thuesens Erik Nietszche - de unge år, der er baseret på et manuskript af Lars von Trier og handler om den berømte instruktørs tid på Den Danske Filmskole. Det er en komedie, der også handler om, hvordan den unge kunstner (spillet af komikeren Jonathan Spang) finder sin stemme.

"Det, der har været fedt ved det her projekt, er, at man griber fat i noget, som man normalt er meget tæt på," siger Thuesen.

"Det har også været den største udfordring. Man tilegner sig materialet, så det nærmer sig én selv og ikke kun er en tolkning af Lars' univers. Det er hverken Jonathan eller jeg interesseret i, vi vil hellere lave nogle figurer, som er spændende for almindelige mennesker."

Menneskelige relationer

Spillefilmdebutanten Peter Schønau Fog beskæftiger sig også med et andet menneskes selvbiografiske materiale i den sorgmuntre Kunsten at græde i kor, der er baseret på en bog af Erling Jepsen og fortæller om den 11-årige Allans alt andet end harmoniske familieforhold.

"Det er en historie, som handler om det svære ved at være menneske, når der bliver kørt over for rødt i de menneskelige relationer," siger Schønau Fog om sin film, der både er barsk og ret morsom.

"Det er smil gennem tårer. Jeg bilder mig ind, at jeg ikke gør det på den der 90'er-ironiske måde. Filmen er mere humoristisk end ironisk, og blandingen af oprigtighed og humor har været det tonemæssigt udfordrende. Det måtte ikke blive ironisk eller plat eller komedie eller udvendigt eller latterligt."

Efter at være debuteret som instruktør med det knugende drama Lad de små børn, der handler om et ægtepar, som har mistet et barn, skifter Paprika Steen genre. Hendes nye film, Til døden os skiller, er en komedie om en mand (Lars Brygmann), som har det meget svært med sin ikke særligt rare kone (Sidse Babett Knudsen) og derfor gerne vil have hende skaffet af vejen. Det kommer selvfølgelig ikke til at gå helt som planlagt, hvilket den slags sjældent gør på film.

Anders Morgenthaler følger den animerede Princess op med et live action-drama, Ekko, der handler om en politimand (Kim Bodnia), der har mistet forældremyndigheden over sin søn og i desperation kidnapper ham.

Politik og børn

Det politiske og samfundskritiske står Erik Clausen, Anders Rønnow Klarlund, Rune Bendix og til dels også svenske Daniel Espinosa - der er uddannet i Danmark - for i fire umiddelbart meget forskellige film.

Clausens nye film, Ledsaget udgang, er årets første danske og tager os med på en tur rundt på Vesterbro sammen med den indsatte stenbrodreng John (Erik Clausen), der skal til bryllup, og den fængselsvagt (Jesper Asholt), som skal ledsage ham. Klarlunds film, New Danish Screen-produktionen Hvordan vi slipper af med de andre, er et frontalangreb på regeringens nationalistiske politik og foregår i et dansk samfund, hvor de borgere, som ikke har bevist deres værd, bliver udrenset. Bendix' Regner Grasten-producerede, New Danish Screen-finansierede Rich Kids går angiveligt under overfladen på den nordsjællandske overklasse. Og Daniel Espinosas Ghetto handler om den umulige kærlighed mellem en jødisk mand (David Dencik) og en pakistansk kvinde (Louise Hart).

Hvad byder året ellers på? Det er for tidligt at vurdere konsekvenserne af det seneste filmforligs knæfald for dansk film som en forretning med flere penge til den kommercielt orienterede 60/40-ordning. Men på plakaten er i hvert fald en række mere eller mindre ophidsende tilbud til børn og unge, de fleste af dem 60/40-støttede projekter:

En ny film om de evige teenagere, Anja og Viktor, den fjerde i rækken, Tempelriddernes skat II, en tredje, animeret film om Jungledyret Hugo, Guldhornene, der er en slags opfølger til Oscar og Josefine og så en ny, konsulentstøttet tegnefilm af Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller, Cykelmyggen og dansemyggen, der forhåbentlig vil rumme noget af samme livsglæde, fantasi og anarki som parrets legendariske Bennys badekar.

Mere om filmene og premieredatoer på www.dfi.dk/aktuelt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu