Læsetid: 7 min.

Den amerikanske skilsmisse

Skilsmissen mellem Syd- og Nordamerika har længe været undervejs. Nu mener de fleste politiske iagttagere, at den er endelig. Aldrig har USA haft mindre politisk indflydelse på Latinamerika end i dag. Men også internt i Latinamerika hersker uenighed og manglende fælles sigte
8. januar 2007

I perioden fra 1960 til afslutningen på den Kolde Krig var militære diktaturer i Latin-amerika mere reglen end undtagelsen, og at USA bakkede op om de fleste var ingen statshemmelighed. USA betragtede dengang Latinamerika som sin baghave, og i den hørte kommunister ikke hjemme.

Siden er den Kolde Krig for længst ovre og med den både de latinamerikanske militærdiktaturer og USA's massive militære tilstedeværelse i regionen. Og selvom 1990'ernes nordamerikanske administration under Bill Clinton bød på en bølge af positive og forventningsfulde aftaler om amerikansk frihandel og integration af ét samlet Amerika, så er den store samhørighed i dag afblæst.

Peter Hakim, politisk analytiker og præsident i den anerkendte Washington baserede tænketank Inter-American Dialogue, mener, at "forholdet mellem USA og Latinamerika befinder sig på det laveste punkt siden afslutningen af den Kolde Krig".

Selvom samhandlen mellem Latinamerika og USA årligt beløber sig til mere end 230 mia. dollar, så er båndene mellem de to dele af las Americas mere end tyndslidte. Ifølge ekspert i latinamerikanske forhold, sociolog James Petra, er det især USA's ændrede udenrigspolitiske prioriteter, der har adskilt de to dele af Amerika.

Latinsk skepsis

Men også en lang række politiske stridigheder har hjulpet til en akut nedkøling af de inter-amerikanske forhold, ligesom det omfangsrige politiske venstresving i Latin-amerika betyder, at USA kan forvente en langt køligere behandling end tidligere.

"Anti-amerikanske holdninger vokser i alle Latinamerikanske lande. Befolkninger i hele regionen, rige som fattige, er modstandere af Bush administrationens aggressive magtpolitik og fordømmer Washingtons manglende respekt for internationale institutioner og normer," siger Peter Hakim.

Det udsagn understøttes af en opinionsundersøgelse fra november 2005, hvor Zogby International undersøgte holdningen til USA blandt Latinamerikanske elitære klasser. Undersøgelsen viste, at 86 procent af de adspurgte er uenige med USA's håndtering af konflikter i verden.

Som andre steder i verden, er det særligt USA's engagement i Irak, der med rekordfart genskabt tidligere tiders mistillid til Washington, som yderligere er blevet forstærket af nordamerikansk politisk favorisering, der har mindet de latinamerikanske befolkninger om datidens realpolitiske kurs:

"Washingtons umiddelbare og helt åbenlyse begejstring for det kortvarige kup i april 2002 mod den demokratisk valgte Hugo Chávez i Venezuela rejste i stort set alle latinamerikanske lande spørgsmålet om præsident Bush syn på demokrati," forklarer Peter Hakim.

Det samme gælder USA's upassende indblanding i præsidentvalgte i Nicaragua, hvor et af fortidens spøgelser fra USA's beskidte anti-kommunistiske krig i Mellemamerika, Oliver North, pludselig igen blandede sig i Nicaraguansk politik.

Oliver North, der både blev tiltalt, dømt og senere frifundet i en appelsag for sit engagement i Iran-kontra skandalen, er for mange latin-amerikanere symbolet på den meget voldelige periode fra 1960-90.

Manglende interesse

Omvendt var Washington alt andet end tilfredse med den manglende opbakning til USA's krig i Irak.

Her stemte kun syv lande ud af 34 i Latinamerika og Caraibien for den FN resolution, der skulle legitimere USA's intervention. Seks af de syv lande var ikke overraskende Costa Rica, den Dominikanske Republik, El Salvador, Honduras, Nicaragua, and Panama, der på daværende tidspunkt alle forhandlede frihandelsaftaler med USA. Sidste land var Colombia - USA's eneste direkte militært allierede i Latinamerika, der derfor årligt modtager mere end 600 mio. dollar i bistand - fortrinsvis i form af militær støtte til den nuværende præsident Alvaro Uribes kamp mod guerillaen og narko-trafik.

Det er derfor særligt USA's forstærkede kamp mod terror, der har overtaget i forhold til USA's interesser i Latinamerika. Mindre end en uge inden terrorangrebet mod USA den 11. september 2001, havde Bush proklameret, at USA's udenrigspolitiske interesser var et økonomisk stærkt Latinamerika, og at USA's vigtigste udenrigspolitiske partner var Mexico.

Efter terrorangrebet nævnes Latinamerika ikke længere, når der gøres status over USA's udenrigspolitiske interesser.

Foruden at USA er engageret militært andre steder, så er Latinamerika heller ikke verdens centrum, når det gælder kommercielle interesser. I følge en opgørelse i Wall Street Journal udgør det sydamerikanske kontinent, den langsomst voksende økonomi. Målt i forhold til de stærkt ekspanderende asiatiske økonomier blegner interessen for Latinamerika nemt.

"De fleste latinamerikanske lande er fanget i en lav-vækst fælde, som en konsekvens af regionens lave uddannelsesmæssige niveau, lave investeringsniveau i teknologi og infrastruktur, ringe opsparingsrater, uklar skattepolitik og store interne ulighed," siger Peter Hakim, der videre forklarer, at tager man 2004, der var det bedste år for Latinamerika i to årtier, så havde regionen samlet set en vækst på 5,5 procent:

"Til sammenligning har Indien i gennemsnit haft en vækst på seks procent over de seneste 15 år, og Kinas økonomi er vokset med 10 procent årligt de sidste 25 år."

"USA har stadig meget store markedsandele i Latin-amerika, med en eksport på mere en 150 mia. dollar årligt - næsten samme beløb som USA eksporterer for til EU."

"Men to tredjedele går til Mexico alene, mens Brasilien og andre store sydamerikanske markeder stadig er stort set uudnyttede pga. manglende handelsaftaler," forklarer Peter Hakim.

Venstresvinget

På den anden side af Rio Grande er latinamerikanernes skepsis og manglende tilfredshed gengældt. At Latinamerika i 2006 iklædte sig politik rødt har skabt stor tvivl i Washington.

I løbet af et år gav befolkningerne i syv lande enten ny- eller genvalg til såkaldte venstreregeringer, så i alt 12 lande i syd og Mellemamerika i dag er ledet af partier til venstre for midten, herunder en række af regionen største økonomier som Chile, Brasilien og Argentina.

Og selvom man fra Washingtons side udmærket er klar over, at når Venezuelas præsident, Hugo Chávez, affyrer sin anti-imperialistiske hetz, er det ikke en melodi, der for alvor er bundfæstet i en ny latinsk konsensus, så må man alligevel betragte Hugo Chávez og hans kampagne som et problem.

For Hugo Chávez formår at sætte dagordenen i Latin-amerika, og spille på de latin-amerikanske befolkningers modstand overfor USA. Derfor går de fleste latinamerikanske regeringer - trods ønsker om øget samhandel og bilaterale frihandelsaftaler - med listesko, når det kommer til forholdet til USA.

Samtidig har den venezuelanske præsident med landets olie et fast tag om USA, der årligt dækker 15 procent af landets oliebehov fra netop Venezuela. Ydermere gav valgsejrene til henholdsvis Rafael Correa i det politisk ustabile Ecuador og Evo Morales i Bolivia både vægt til Hugo Chávez tordnende kampagner mod USA, men de gav også USA forstærkede problemer i forhold til to af det vigtigste emner for USA: Narko- og forsyningspolitik.

Som Michael Shifter og Vinay Jawahar skriver i deres netop udkomne politiske analyse, The Divided States of America:

"Den politiske eksplosion i Bolivia har givet Washington et sandt granat-chok. Bush administrationen er usikre på, hvordan de skal forholde sig til Morales, en indianerleder, der har opnået en udiskuterbar demokratisk legitimitet ved stemmeurnerne, og som står for holdninger - ikke kun i forhold til kokaindyrkning, men også omkring landets naturressourcer - som USA er stærk modstander af."

Hykleriske politik

Nordamerikansk narkopolitik har længe været et af de elementer, der har skilt vandene i Latinamerika.

Ifølge nordamerikansk lovgivning kan USA's militær intervenere uden for USA's grænser, når det gælder bekæmpelse af narko. Det skyldes, at narkotika i lovgivningen er anført som en trussel mod USA's nationale sikkerhed.

Derfor står USA med en reel mulighed for militær indblanding i lande som Bolivia, Peru og Ecuador, ligesom det i dag er tilfældet i Colombia.

Det er en mulighed, som man er opmærksom på i Venezuela, hvor Hugo Chávez netop har bedt om en undskyldning fra USA's ambassadør i landet, efter at denne pointerede at narkosmugling og narkorelateret kriminalitet er ude af kontrol i Venezuela. Et carte blanche til intervenering, som Hugo Chávez ikke ønsker USA skal ligge inde med.

Blandt andet derfor gav Hugo Chávez kort før jul sin uforbeholdne opbakning til kollegaen Rafael Correa i Ecuador, der kritiserer Colombia for med USA's opbakning at skabe en miljømæssig katastrofe langs de to landes fælles grænse, hvor man sprøjter gift for at ødelægge formodede kokainplantager.

"Kampen mod kokainsmugling har været en undskyldning, som imperialisterne har anvendt i årevis for at gennemtrænge vores lande, trampe på vores folk og legitimere deres militære tilstedeværelse i Latinamerika," sagde Hugo Chávez under et besøg hos netop Rafael Correa i Ecuador. Og Hugo Chávez har flere gange gentaget, at USA fører en "hyklerisk politik", fordi årsagen til narkoproduktion og -trafik findes i USA, der er verdens største marked.

Ingen latinsk enighed

Men der er ikke tale om en samlet latinamerikansk opposition til USA.

Dertil er de latinamerikanske lande alt for splittede på en lang række spørgsmål fra basale grænsestridigheder til handel. Og selvom gruppen af stærkt USA fjendtlige præsidenter er vokset, så er det den konfrontatoriske retorik fra Hugo Chávez ikke kendetegnende for de mange nye 'venstre-regeringer'.

Det politiske spæn er langt fra Chiles Bachelet over Kirchner i Argentina og Lula da Silva i Brasilien, til populistiske venstreledere som Morales, Correa og Chávez.

Men mest af alt kæmper stort set samtlige latinamerikanske lande med voksende intern uro og modstand fra befolkninger, der føler stadig større afstand til deres politiske ledere. I 2007 skal de nye venstreregeringer derfor mere end noget andet bevise deres værd i forhold til hjemlige sociale reformer.

"Selvom majoriteten af latinamerikanske borgere stadig anser demokrati som bedste styreform, er modstanden mod de siddende demokratiske regeringer de fleste steder voksende. Mange steder undermineres det offentlige bureaukrati, de juridiske systemer langsomme og unfair, de politiske partier svagere og stadigt mindre repræsentative. Kun få Latin-amerikanske lande, mest fremtrædende Chile, har formået at opnå egentlige fremskridt i konsolideringen af ægte demokratier," siger Peter Hakim.

J

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu