BRUXELLES - Hundredvis af mennesker forsvinder og bliver tortureret som del af krigen mod terror. Det er en 'udvikling med frygtelige perspektiver', mener Amnesty Danmark.
Amnesty International offentliggjorde i går en rapport, hvor mistanken om bortførelse og tortur af fanger bliver gennemgået. Amnesty har analyseret vidnesbyrd fra fanger, der formentlig har været holdt fanget i Europa. I centrum for rapporten står tre yemenitiske vidners udsagn, der uafhængigt af hinanden har beskrevet deres fængsling. Ud fra temperaturer, mad samt tidspunkter for bøn ved solopgang og -nedgang har Amnesty forsøgt at rekonstruere, hvor de kan have været. De tre yemenitter blev sat på fri fod i marts. I alt 25 fangesager er kendte, men Amnesty mener, at det dækker over hundredvis af forsvundne.
En af dem er Muhammed Zammar. Han er tysker ud af syrisk familie. Umiddelbart efter den 11. september 2001 blev han overvåget af politiet i Hamborg, mistænkt for terror. Men retten mente ikke, der var beviser mod ham. En måned senere rejste han til Marokko, men kom aldrig tilbage. Tre år senere finder Amnesty International ud af, at han formentlig bliver holdt fanget i Syrien. Hans underjordiske celle siges at være mindre end én meter bred og mindre end to meter lang. Han beskrives som 'skelettynd', hans underjordiske celle som en 'grav'.
Skal beskytte torturofre
På baggrund af rapporten kræver Amnesty, at USA straks skal stoppe sin praksis med hemmelige fanger, samt at alle regeringer skal stå sammen om at beskytte torturofre og sørge for fair retssager til terrormistænkte.
Den amerikanske regering har afvist, at den flytter fanger til tortur.
"De Forenede Stater har ikke og vil ikke transportere nogen til et land, hvor vi tror, at de vil blive tortureret. Når det er passende, søger De Forenede Stater at sikre, at de overførte personer ikke vil blive udsat for tortur," sagde den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice, under et besøg i Europa i december.
Men det er ikke nok med diplomatiske løfter, mener en komite under Europarådet, der netop har afvist at udarbejde retningslinjer for sådanne aftaler.
Også FN's særlige ansvarlige for tortur, Manfred Nowak, mener at have beviser for hemmelige fængsler i Europa. I et interview med AP for nogle dage siden sagde han, at han ikke er i tvivl om, at der findes sådanne fængsler. Han henviser til retsdokumenter, som han har fået indsigt i.
"Det er svært at tro, at de europæiske efterretningstjenester ikke vidste noget," sagde Jan Marinus Wiersma i går. Han er socialdemokrat, næstformand i Europa-Parlamentet og medlem af Parlamentets CIA-udvalg. Også lederen af den britiske menneskeretsorganisation Statewatch, Tony Bunyan, mener, at nogen må have vidst noget. Under en høring i Europa-Parlamentet henviste han til aftaler mellem EU og USA om brug af europæiske "transit- faciliteter" til transport af kriminelle samt udviste udlændinge.
En sådan aftale menes indgået i 1998 og dokumenter, som Information er i besiddelse af, viser, at der i 2003 blev forhandlet 'øget brug af europæiske transitmuligheder for at støtte tilbagesendelsen af kriminelle/udviste udlændinge'.
EU: Misforståelse
Men det er en ren misforståelse, svarer EU's justitskommissær, Franco Frattini. Dels viser dokumentet kun, at der blev forhandlet om øget brug, ikke at der er nogen aftale. Dels blev der talt om at bekæmpe illegal indvandring, og det har intet med bekæmpelse af terror at gøre, skriver Frattini i et brev til Parlamentets CIA-udvalg.
En aftale mellem EU og USA ville dog i alle tilfælde kun vedrøre officielle fly, ikke privatfly. De er omfattet af den internationale Chicago-konvention, som tillader private fly at mellemlande, uden at myndigheder kan få lov til at gå ombord. Det kan være hovedårsagen til, at CIA bruger kontrakter med private selskaber i stedet for at bruge officielle eller militærfly, skriver Amnesty i sin nye rapport.
Men brug af privatfly giver ikke CIA lov til at gøre hvad som helst uden indblanding. Chicago-konventionen tillader nemlig undersøgelser af fly, hvis der er 'rimelig grund' til at have mistanke om, at konventionen ikke bliver overholdt. Og her burde mistanken om transporten af de hemmelige fanger være rigeligt til at give 'landene retten - og pligten - til at stoppe alle fly, der er mistænkt for at være involveret i transport af hemmelige fanger', hedder det i rapporten.
"Stater, der tolererer, at disse fly lander på deres territorium, kan være involveret i alvorlige krænkelser af menneskerettighederne," siger generalsekretær for Amnesty Danmark, Lars Normann Jørgensen.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra udenrigsministeren, der var på rejse.