TEL AVIV Den israelske forfatter Amos Oz fortsætter på mange måder tråden, der tangerer det selvbiografiske, i sin nyeste bog. Den er udkommet på hebraisk i denne måned og ligger på mange måder i forlængelse af hans mesterværk, der med titlen En fortælling om kærlighed og mørke blev udgivet på Gyldendal sidste år, selv om både form og indhold går i helt andre retninger.
Det er en ganske lille bog, der allerede nu ser ud til at gribe dybt ind i en allerede eksisterende israelsk debat om landets forhold til Tyskland, og hvordan man hver især stiller sig til fortidens nazistiske forbrydelser mod det jødiske folk.
Under titlen Al midronot har ga´ash, der, når den tid kommer, vil kunne oversættes til På vulkanens skråninger, fører Amos Oz sine læsere ind i sin personlige udvikling gennem tre essays, der afspejler et stykke israelsk-jødisk virkelighed.
Traumatisk fortid
»Amos Oz siger nogle meget centrale ting, der betyder en hel masse for israelske læsere, og som vil komme til at give udenlandske læsere et ganske særligt indblik i, hvad Israel er for en størrelse, og hvad der rører sig i dette land,« siger Vered Lev Kenaan, der underviser i hebraisk litteratur på Haifas Universitet.
»Bogen kommer på et tidspunkt, hvor Israel på mange måder opfatter sig selv som et samfund på vej mod større normalitet, hvor man har lagt mange af fortidens ideologier bag sig og derfor også har et behov for at finde en indre forståelse for en traumatisk fortid.«
Amos Oz har skrevet de tre essays i forbindelse med tre gange, hvor han kom i berøring med det Tyskland, han gennem hele sin opvækst har lært at foragte. Det første stammer fra 2004, hvor han rejste til Berlin for at modtage en litterær pris indstiftet af dagbladet Die Welt. Næste gang var i 2005, hvor han skulle tale i forbindelse med 40-året for oprettelse af diplomatiske forbindelser mellem Tyskland og Israel, og endelig skrev han den tredje tekst, da han i august sidste år rejste til Tyskland for at modtage den fornemme Goethe-pris.
Meget israelsk
Med små nuancer og en tydelig udvikling mod et mål afspejler de tre essays en forpint Amos Oz, der i voldsom indre splid med sig selv kæmper for at komme overens med den tyske kendsgerning. I barndomshjemmet i det Jerusalem, vi ser så inderligt beskrevet i En fortælling om kærlighed og mørke, herskede den tidlige israelske patriotisme, der indbefattede et implicit løfte om aldrig at besøge Tyskland, endsige anerkende forbundsrepublikkens eksistens. Tysk var som sprog bandlyst i Jerusalem, og forfatterens litterære forældre boykottede konsekvent alle tyske varer undtagen bøger.
Amos Oz havde en revisionistisk onkel, der var gode venner med Menachem Begin og stod sammen med denne i afvisningen af de tyske tilbud om krigsskadeerstatning, da Konrad Adenauer og David Ben Gurion forhandlede om dette i begyndelsen af 60erne.
Samtidig nåede han et vendepunkt, da Adolf Eichmann blev fanget og dømt til døden i Jerusalem, og i 1965, da den første tyske ambassadør ankom til Tel Aviv, begyndte Amos Oz at indrømme over for sig selv, at han måtte nå til en gradvis erkendelse af, at Tyskland eksisterede, og at denne verden havde forandret sig.
»Oz står for noget meget israelsk, som denne bog i høj grad demonstrerer,« forklarer Vered Lev Kenaan videre.
»Forfatterskabets tidlige romaner er meget indadvendte, meget israelske, kan man sige, og lidt efter lidt har han åbnet sig litterært overfor verden, lige som Israel har åbnet sig i andre sammenhænge.«
På vulkanens kant
Således bliver denne bog en slags status over, hvortil denne udvikling er nået, og det er netop en vigtig del af landets nutidige debat, som ikke bare omhandler Tyskland, men tager hånd om landets forhold til hele omverdenen. Et sted skriver Amos Oz, at Tyskland i en vis udstrækning kan holdes ansvarlig for israelernes rå behandling af palæstinenserne, men tilføjer så også, at kun tyskere, som i dag er ældre end 80 år, kan være skyldige i dette forhold. Dette, mener han, er i høj grad som at sidde på kanten af en vulkan, hvilket også ligger i titlen på bogens første og mest afprøvende essay.
