Læsetid: 4 min.

Amputations-dramatik

Så fik Ghita Nørby endelig sin 50-års jubilæumsrolle. Uden hende ville der heller ikke være meget at mindes fra Per Olov Enquists matte 'Blanche og Marie'
2. december 2006

Nogle få minutter er nok til Ghita Nørby. Hun sætter sig på scenekanten. Og så drømmer hun sig tilbage til dengang, hvor hun endelig gav efter for sin trang til at forføre den mand, hun havde gået rundt om så længe.

Ghita Nørby spiller Marie Curie. En Nobelprismodtager med boblende overhjerne, placeret inde i en kvinde med eksplosiv underkrop. En grå paryk falder konet ned om hendes ansigt, og en mørkeblå kittel gør hendes krop tung. Men hendes øjne lyser. Så sukker hun. Vender det smalle røntgenblik ind i sig selv og skubber den saftige erindring om elskoven ud gennem sin stemme.

Der bliver helt stille i salen. Og varmt. Hendes stemmes billeder af den kødelige trang på et kemikaliebord bliver virkelige - og resten af forestillingen fortoner sig. Blanche og Marie bliver for et øjeblik kun til Marie.

Så punkterer hun pludselig fortællingen om det umage elskovsleje. "Ja, det var ikke smukt..." afbryder hun sig selv med et af sine berømte, erotiske smil. Og så hujer alle lykkeligt. Betty Nansen Teatret koger. Endelig kan publikum hylde sin jubilerende, 71-årige diva. Den kvinde, som hele Danmark elsker at beundre for hendes ublu omgang med sanseligheden. Det menneske, som i hver rolle ser sin egen dødelighed i øjnene, så tilskuerne tvinges til at se sig i spejlet sammen med hende. Den kunstner, som nu har ridset i lidenskabslakken på de danske scener i 50 år.

Gentagende

Ghita Nørby drager. Men det gør forestillingen ikke. Desværre ikke.

Den 72-årige Per Olov Enquists nye stykke om radioaktivitetsforskeren Marie Curie og hendes assistent Blanche Wittman er simpelthen ikke interessant nok. Det er tyndt. Mat. Jovist, stykket rummer en drøm om en isgrav, der nok ville have været et smukt digt - og en vision om, hvordan det føles at få en arm eller et ben amputeret, der kunne have været en sælsom novelle. Alligevel er Enquists historie først blevet til en roman og så til dette skuespil.

Men stykket er mærkeligt gammeldags. Det virker faktisk, som om det lige så godt kunne være skrevet samtidig med Enquists fremragende Fra Regnormenes Liv om H.C. Andersen og Johanne Luise Heiberg - fra 1981. Strukturen er også den samme: Nogle historiske personer mødes og taler fortiden frem. Og replikkerne er præget af samme forkærlighed for 'gentagelsen'. Her bliver gentagelserne bare uden dramatisk effekt. For i Blanche og Marie er det, som om selve den dramatiske essens er blevet amputeret.

Blåspruttende

Hvad har instruktøren så gjort? Han har valgt at lege Robert Wilson. Peter Langdal har i hvert fald skabt et hermetisk performer-univers, hvor skuespillerne bevæger sig overdrevet fysisk, og hvor hver anden bevægelse akkompagneres af en båndet lydeffekt - sus, hviin, sus. Jesper Kongshaugs nuancesikre farvelysblink følger også gerne efter: Marie Curie som computerspil.

Karin Trille Høys kølige scenografi er en skrå scene, der bliver smallere og smallere op mod bagscenen (præcis samme princip som i Karin Betz' fremragende scenografi til Langdals Hotel Strindberg for et år siden). Blåspruttende kemikolber kækt svinger ud fra væggene - men alt er stilisering, intet er formildelse. Først til sidst kommer der en intimskabende skillevæg og en seng, men så er det ligesom for sent...

Ghita Nørby får som nævnt kun lov til at indtage scenen i få minutter. Jo vist, hun står op i timevis, så tilskueren får helt ondt i benene af at kigge på hende, mens hun observerer, hvordan Sonja Richter styrter omkring i lilla lys. Men det er ligesom ikke det samme som en ordentlig hovedrolle.

Sonja Richter lægger sin smukke krop og sine smilende tænder til rollen som Marie Curies assistent Blache Wittman, der blev så beskadiget af kemiforsøgene, at hendes arm og begge ben måtte amputeres. Og Sonja Richter holder sig næsten selvlysende i sin to timer lange vanvidsscene, mens hun lader sig overgribe af Freud & Friends og deres ovariepresseforsøg. Vedkommende bliver det bare ikke.

Måske også fordi Langdal har ladt den herlige, 87-årige William Rosenberg i stikken og bedt ham spille Freud helt nede fra et sæde på første række. Distanceret.

Vederkvægende

Til gengæld har Flemming Enevold fået en spøjs figur ud af forskeren Jean-Martin Charcot. Han er nørdet og forkrampet liderlig i sin Madonna-dyrkelse af den 'hysteriske' Blanche, som han voyeurkorrekt lader andre hanhunde om at intimudforske. Og han er befriende morsom i små, uautoriserede øjeblikke; og tak for dem.

Helt galt går det imidlertid med den Toulouse-Lautrec-inspirerede, rødhårede cancan-danserinde, som smækre Susanne Breuning ellers spiller med hele sin imponerende og ugenerte smidighed. Her er Langdal gået over gevind med sin klichéfremstilling af 'den liderlige luder', sådan i kombination med mandedrømmen om 'luderen, der bare lod som om, at hun var vanvittig'. Det er næsten ikke til at holde ud.

Også derfor er det så vederkvægende med Ghita Nørbys få minutter. Mindet om dem vil antagelig stadig glimte, når resten af forestillingen er glemt:

Billedet af Ghita Nørby oppe på kemikaliebordet med snitsår i ryggen fra de smadrede kolber under hende - lysten og lykkelig.

Interview med Per Olov Enquist side 26

* Blanche og Marie. Tekst: Per Olov Enquist. Oversættelse: Frederik Dessau. Instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Karin Trille Høy. Lys: Jesper Kongshaug. Instruktørassistent: Line Kromann. Betty Nansen Teatret til feb. 2007.

www.bettynansen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu