Læsetid: 4 min.

Amsterdam/Denver

21. juni 1997

DET ER DET JÆVNE, udramatiske, småjusterende, der karakteriserer det nye udkast til EU-traktat. Der er ikke taget stilling til store, nye spørgsmål - dristige nye retninger. Man har hovedsagelig søgt løsninger på nogle af de problemer, der voksede ud af den seneste traktat - den fra Maastricht.
Ligegyldig hvordan man ser på det, er det udtryk for 'mere union'. For de euro-begejstrede er det skuffende, at så meget af forhandlingsstoffet er røget ud i sidste runde. For skeptikerne er det hele - næsten for forudsigeligt - endnu engang udtryk for et nyt udsalg, et nye nationalt forræderi.
Et flertal af kommentatorer beklager mangelen på begejstrende flagskibe, på visionære udspil med en eller anden form for symbolværdi.
Mest af alt minder mudderet om et politisk billede, vi kender alt for godt i forvejen: det danske. Højre og venstre har været i politisk samliv så længe, at kanterne er blevet slebet af, og gnisterne ofte handler over frustrationerne ved ikke altid at kunne nå hen over midten.
Spørgsmålet er, om ikke Unionen bevæger sig i samme retning. Der er åbenbare uenigheder, men brudfladerne er ikke nær så tydelige som de var for bare få år siden. Der er nord/syd-modsætninger; uenigheder som skyldes henholdsvis katolsk og protestantisk (ikke så meget tro som) tradition. Men det er f.eks. ikke sådan, at den socialdemokratiske overtagelse af magten i England og Frankrig rykker afgørende ved det fælles grundlag. Bl. a. fordi de engelske socialdemokrater er mere EU-venlige end deres konservative forgængere. Og fordi de franske socialdemokrater er mere EU-forsigtige end både deres konservative forgængere og deres egen tidligere leder, Mitterrand.

LYTTER MAN til udtalelser fra de forhandlende politikere er der næppe tvivl om deres fælles retning. Snarere er der tale om forskellig vurdering af hjemlig konsensus omkring hvor hurtigt og på hvilket niveau integrationen skal foregå. Og hvilke områder man skal prioritere: miljøet, beskæftigelsen, den fælles mønt (og økonomi).
Der er opstået en meget lille - og temmelig isoleret - gruppe af professionelle forhandlere, som nok har en partipolitisk baggrund, men som snarere søger at balancere mellem fornemmelsen af en eller anden fællesnævner i hjemlandet, et eller andet fælles mødepunkt i forhandlingslokalet - samt hvad der er muligt i forhold til alle de andre internationale forpligtelser, de enten er med i eller udenfor, men ikke derfor mindre afhængige af. Nyrup Rasmussen kom til pressebriefing efter sidste møde i Amsterdam og virkede glad, men ingen var rigtig i stand til at leve sig ind i hvorfor.
Allerede inden det færdige traktatudkast er blevet frigivet har meningsmålere været ude og registrere - forvirring. Forvirring over de mange forslag til større og mindre ændringer - og rækkevidden af dem; forvirring over de mange indbyrdes modstridende meldinger fra de, som burde (og lever af at) vide mere end de fleste.

Mens forvirringen fortsat hænger i luften og spørgsmålene fortsat er ubesvarede, starter et G7 (eller 8) møde i Denver, Colorado. Og derefter et Rio-opfølgningsmøde. Og et NATO-topmøde.
De samme toneangivende regeringsledere dukker op til de fleste af disse træf og er begyndt at ligne en overnational verdensregering, som er uden andet mandat end landenes relative økonomiske (og militære) magt. Frankrig og Tyskland er med til det hele. England også, men det må mest være af veneration for tidligere tiders storhed og pragt.
USA er i allerhøjeste grad med til det hele - også når Clinton bliver hjemme. Og Rusland er med, både i Denver- og ved NATO-mødet - uden at have medlemskort og stemmeret. Men det er kun formelt.
Officielt har man forskellige dagsordener. I virkelighedens verden kan man ikke forestille sig at de samme mennesker ikke fortsætter deres styresamtaler fra træf til træf. Man lader måske nok som om østudvidelsen for EU og østudvidelsen for NATO er to forskellige sager for to forskellige fora. Og jo, det er rigtigt - Tyrkiet må ikke være med det ene sted og Norge vil ikke være med det andet. Men som man vil have oplevet efter mange udspil og prøveballoner gennem de seneste år, er det gradvist kommet til at handle om de samme tre øststater (Polen, Ungarn, Tjekkiet) på vej ind begge steder og de samme tre (de baltiske) holdt ude både her og dér, begravet i festtaler præget af ikke alt for forpligtende velvilje.
De store og virkelig afgørende beslutninger er flyttet væk fra de formelle fora - FN's sikkerhedsråd, EU-kommissionen, NATO's ministerråd - til et mere flydende og uformelt punkt, som ligger et eller andet sted over eller mellem de formelle og næsten kontrollerbare råd og formandskaber.
Medlem eller ikke-medlem, tja... Rusland står måske stærkere internationalt som ikke-medlem af både det ene og det andet. Norge er formelt udenfor EU, men gennem medlemsskab af NATO, WTO osv. osv. lige så meget en del af den generelle bevægelse, som EU og Amsterdam er udtryk for.
De hjemlige Folke- og Junibevægelser er med deres automatafvisninger af Amsterdam-papiret og alle mulige andre kommunikationer fra EU med til at fastholde forvirringen og låse denne nation fast i en fortsat og perspektivløs debat om et for eller et imod. Som om det er dér, det brænder på.
Egentlig er det det jævne, udramatiske, småjusterende, der er det mest opsigtsvækkende - og skræmmende - ved udspillet fra Amsterdam. Magtinitiativet er flyttet helt andre steder hen.
Den uformelle verdensregering holder uformelt weekendmøde i Denver. Den er ikke valgt, kan ikke væltes, og den har ikke tænkt sig at fortælle nogen, hvad den har tænkt sig at søge gennemført hvor.

thy (Erik Thygesen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu