Læsetid: 3 min.

Amter som problem

18. juli 2002

NÅr politikere skriver kronikker eller debat-indlæg, kan det hyppigt gøre læsningen temmelig kedsommelig. Konklusionen bliver præsenteret før præmisserne. Og det bærende standpunkt rummer som regel ikke skyggen af overraskelse. I de tilfælde, hvor mønstret er et andet, kalder det derfor på særlig opmærksomhed.
Og det er netop, hvad et debatindlæg tirsdag i Berlingske Tidende fortjener. Det var skrevet af næstformanden for Venstres folketingsgruppe, Rikke Hvilshøj, og det rummede – med få og små forbehold – en anbefaling af, at amterne bliver nedlagt. »Vi bør alvorligt overveje, om Danmark med fem mio. indbyggere også i fremtiden kan bære 275 kommuner, 14 amter og dermed tre skatteudskrivende led, nemlig stat, amt og kommune,« skrev hun. Og det blev fulgt op med en konstatering af, at alene set ud fra et skattepolitisk synspunkt virker systemet som en skatteskrue i sig selv.
Det opsigtsvækkende ved denne kommentar var, at en fremtrædende Venstre-politiker nu har indbudt til debat om amternes afskaffelse. Hidtil er en sådan forenkling af landets politisk-administrative system blevet mødt med en massiv afvisning fra de to store regi0nal- og lokalpolitiske partier – Venstre og Socialdemokratiet.

Ved den seneste, gennemgribende kommunalreform i 1970 blev langt den største udfordring for amterne – økonomisk såvel som administrativt – driften af sygehuse. Andre væsentlige opgaver blev gymnasierne og vejvæsenet. Men spørgsmålet er, om denne ansvarsfordeling i relation til henholdsvis stat og kommuner ikke i første række var dikteret af en politisk betinget bestræbelse på blot at finde et eller andet til disse nye, folkestyrede amter.
Den tvivl, som kan udspringe af dette spørgsmål, har i hvert fald været en vigtig drivkraft for de partier, der igennem årtier har sat spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i, at et land af Danmarks størrelse har en politisk-administrativ struktur på tre niveauer. Men ikke mindst forvaltningen af sygehusene har givet både Venstre og Socialdemokratiet argumenter for, at ethvert alternativ ville være værre. Kommunerne er helt indlysende for små til at overtage denne opgave, selv i et frivilligt, regionalt samarbejde. På den anden side ville en statslig forankring indebære to ting, som aldrig er blevet opfattet som positive i dansk politik – centralisering og københavneri.
Netop på den baggrund er det bemærkelsesværdigt, at Rikke Hvilshøj har spillet ud med sin opfordring til en åben og fordomsfri debat om amternes fremtid. Ganske vist slog formanden for hendes folketingsgruppe, Christian Mejdahl, omgående fast, at hendes »indspark i debatten indtil videre står for hendes egen regning«. Men der er i den forbindelse grund til at hæfte sig netop ved ordene »indtil videre«. Mej-
dahl har ikke helt og aldeles afvist sin næstformand. Og det har nok den gode forklaring, at hun har ytret sig i overensstemmelse med den allerøverste partiledelse.
De Venstre-politikere, der umiddelbart har reageret negativt eller tøvende over for udspillet fra folketingsgruppens næstformand, koncentrerer al deres interesse omkring sygehusene.
Men denne fokusering på sygehusvæsenet betyder, at de reelt diskuterer ud fra andre præmisser end dem, som Rikke Hvilshøj fremhæver som de vigtigste. Hun skriver og taler om skatteopkrævning på tre niveauer og om de problemer, denne mangfoldighed i beskatningen skaber for en regering, som ønsker at fastholde den rigide idé om et skattestop – og på længere sigt gennemføre egentlige skattelettelser.

Netop af den grund er det nærliggende at antage, at selv om hendes synspunkter for nærværende – og helt officielt – står for hendes egen regning, så afspejler de ikke kun en trang til at gøre sig gældende i disse uger, hvor den mediemæssige og politiske agurketid kulminerer. Folketingsgruppens næstformand er ikke en inviduel fribytter, men snarere en velplaceret opsender af en omhyggeligt oppustet prøveballon.
Fra statsminister Anders Fogh Rasmussen og nedefter har Venstres ledelse behov for at afprøve, hvordan baglandet vil reagere på ideen om at afskaffe amterne. At den modstand, der omgående er kommet til udtryk vil være til stede, har der ikke kunnet herske tvivl om på forhånd. Opgaven har derfor udelukkende været at få skabt sig et indtryk af, hvor omfattende og betydningsfuld denne modstand fortsat kan være.
De svar, der er blevet leveret indtil nu under denne seneste runde af mediernes rundringninger til både folketings- og amtsrådspolitikere fra Venstre, frembyder et blandet billede. Og det er – i sig selv – et bemærkelsesværdigt fremskridt for de dele af Venstre, der nu er besluttet på at gøre op med amterne, som de er kendt i dag. En proces, der kan lede frem til deres afskaffelse, er blevet sat i værk. Men de politikere – både inden og uden for Venstre – der forestiller sig, at den kan være gennemført inden næste folketingsvalg, hengiver sig selv til de rene illusioner.

tok

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu