"Sku' vi ikke ta' og lave noget musik?".
"Det kan vi godt, men på hvad?".
"Vi kan da spille på alt, der giver lyd fra sig".
Sådan lyder en ordveksling i en børnebog, vi har derhjemme. Børnene går så i gang med at banke, slå, knipse, skrabe, puste, ryste og rasle på ting og sager, og fremstiller deres egne instrumenter. Noget af samme indstilling mødte vi fredag i Copenhagen Jazzhouse, da den brasilianske multimusiker, Hermeto Pascoal, tog scenen for fuld skrue med sine seks musikere. Det var en koncert, der var imødeset med en god portion forventning her fra. Jeg oplevede dog ikke Pascoal som den musikalske åbenbaring, han ellers er udråbt til. Men et legebarn er han og et helt uortodokst musikmenneske, der undervejs i koncerten spillede på keyboard, melodica, harmonika, plasticskeer og sang af fuld hals, mens hans perkussionist, Fabio Pascoal, havde både bjælder, klokker, murerske, stegepande, båthorn og en gammel træsko til sin rådighed.
Imitationsleg
Det blev en kalejdoskopisk koncert, fuld af liv og vigør og med ind imellem skrupskøre indfald fra den veloplagte Pascoal. I en sekvens sang han unisont med sit el-klaver, kom til at intonere falsk med stemmen, og gjorde en dyd ud af det på vidunderlig musikalsk vis. Senere fik han folk til at skråle med i en skæg melodisk imitationsleg, der udviklede sig i næsten grotesk retning med drilske intervalspring. Også en passage med Pascoal, der tryllede på en lille harmonika, stod stærkt, og pianisten, André Pereira Marquez, der lignede en ung udgave af Egberto Gismonti, viste betydeligt talent i sit rige, levende spil. Men det samlede musikbillede af ofte kakofonisk karakter med hoppende, springende melodier og anarkistisk pulserende sambastemning blev i længden for meget af det gode. For Pascoal spillede i tre stive timer, og allerede efter to var de øvre etager godt gennemrodede af den brasilianske myretue.
Globale trancebeats
Så var der den østrigske keyboardlegende, Joe Zawinul, der gæstede festivalen med sit musikalske syndikat, samlet fra hele syv forskellige nationaliteter. Han blev modtaget som fyrste og forlod Jazzhouse som hyldet kejser. Ikke for ingenting, men alligevel. Under første sæt var Zawinuls tromlende bandmaskine forstærket til et lydniveau på smertegrænsen, så det susede og ringede for ørerne. Heftige trancebeats og dansante grooves med bl.a. afrikanske og arabiske variationer blev søsat, og kun mindre melodiske fraser undslap fra Zawinuls umiskendeligt organiske keyboards og brød med den råswingende monotoni, som i længden ikke virkede specielt associationsrig eller fantasibefordrende. Læg dertil fanfareagtige grand prix-slutninger stort set hver gang.
Det var medrivende dansemusik, et kulturernes rendezvous, der jagtede overfladevirkninger mere end musikalsk dybde. Og naturligvis skulle det tekniske uhyre, Linley Marthes (el-bas), gokke den af, så kæber hang og øjne lyste. Ude ved baren i andet sæt var lyden mere medgørlig for ens raserede ører, og Zawinul sørgede for, at langt flere facetter trådte frem i hans musikalske univers bl.a. en smuk duet med den armenske perkussionist og sanger, Arto Tuncboyacian, og et stykke, hvor den liberiske trommeslager, Karim Ziad, betjente et nordafrikansk basinstrument, og hvor sang og slagtøj blandedes i skønneste multikulturel forening. Her var musikalske fortællinger, man ellers kunne savne i en hæsblæsende, kropslig koncertoplevelse.
