Læsetid: 3 min.

Anders Foghs helt store vælgerbedrag

Det er utroligt, at en ledende politiker som Fogh kan skifte holdning i en grad, og så ’alligevel blive accepteret af et betragteligt antal vælgere’. Men han bliver jo ikke bare accepteret. Han beundres ligefrem for sine overlegne strategiske evner
15. marts 2007

"Hvordan bærer en politiker sig ad med i løbet af forholdsvis få år at skifte standpunkt 180 grader og alligevel blive accepteret af et betragteligt antal vælgere", spurgte Georg Metz i sin lørdagsklumme den 24. februar uhyre velbegrundet.

Men det var nu ikke blot et standpunkt, Anders Fogh skiftede ud, det var en holdning. Og det tog ham ikke flere år at skifte sin minimalstatsholdning ud med en quasi-socialdemokratisk. Det tog ham såmænd blot efter valget i marts 1998 en måneds tid at blive klar over - med eller uden Claus Hjort Rasmussens hjælp - at danske vælgere som flest ikke ønsker en minimalstat. Derefter var der øjensynligt ikke andet at gøre for disse to ledende V-folk end at opgive denne grundlæggende liberalistiske holdning. (I denne artikel skelnes der mellem det at være liberal - frisindet - og det at være liberalist - at støtte de frie (markeds)kræfters spil, den stærkes ret, tanken om mere privat og mindre stat, vind eller forsvind, sin egen lykkes smed osv. Den skelnen burde lidt flere foretage!). Passer holdningen eller ideologien i det parti, man leder, ikke med befolkningens ønsker, så skifter man den bare ud - i hvert fald hvis man er Anders Fogh, den indtil 1998 så holdningsorienterede ultra-liberalist.

Endnu i marts 1998 førte han - på linje med det øvrige Venstre - valgkamp mod "velfærdsnarkomanien, der som al anden narko er vanedannede". Citatet, der blev brugt som et V-valgslogan, stammer fra Foghs Minimalstats-bog.

Måneden efter bekendte denne indædte hader af velfærdsmodellen sig imidlertid til "det grundlæggende princip, der ligger i den skandinaviske velfærdsmodel" (Berlingske, den 19. april '98). Foghs markante holdning var blevet til holdningsløshed.

Hermed gjorde han sig skyld i den mest fundamentale ideologiske kovending og dermed det største vælgerbedrag nogensinde i dansk parlamentarisk historie. Selv hans daværende pressechef Henrik Qvortrup konstaterede - efter denne pludselige ideologiske omklædning - at Fogh er "utroværdig" (BT, den 7. april 2000). Så kan vi andre vel også tillade os at gøre det og stille spørgsmålet: Hvordan kan man herefter fæste lid til, at Anders Fogh mener, hvad han siger?

Georg Metz har fuldstændig ret: Det er fast utroligt, at en ledende politiker kan skifte holdning i en grad, som det har været tilfældet med Fogh, og så "alligevel blive accepteret af et betragteligt antal vælgere". Men han bliver jo ikke bare accepteret. Han beundres ligefrem for sine overlegne strategiske evner og komplimenteres selv i Politiken for sin "tårnhøje troværdighed" (4. oktober '05). Kun få synes at tvivle på Foghs ærlige motiv for at ændre holdning.

Foghs sorte læremestre

Men det fremgik klart, hvad motivet har været, da hans alter ego Claus Hjort Frederiksen til Politiken den 17. november '06 udtalte, at hvis minimalstats-liberalismen var blevet holdt i hævd - således som Søren Pind og de frafaldne V-folk, der nu har dannet deres eget liberalistiske parti har ønsket det - ville V ikke længere være "et parti med 30 pct. af stemmerne, men et parti med højst 15 pct". Tydeligere kan det jo ikke siges, at Hjort Frederiksens og Foghs efter valget i 1998 aftalte omvendelse fra hetz mod til forsvar af velfærdsmodellen ikke er begrundet i en ændret ideologisk overbevisning, men alene i ønsket om at erobre magten - også, selv om det har medført en fjernelse af væsentlige dele af V's ideologiske grundlag. Magtbegæret har sejret over holdningen.

Metz betegnede i øvrigt i sin klumme V som "et anerkendt, gammelt politisk parti". Er det mon V's støtte til Statskuppet i 1920, han tænker på? Eller måske V's brug af den tyske besættelse til at genindføre stavnsbåndet og rulle socialreformen tilbage? Eller måske V's modstand mod opbygningen af velfærdssamfundet igennem hele det 20. århundrede, hvilket ikke hindrede Hjort Frederiksen i i samtalen med Politiken af gøre V til "bærere af opbygningen af velfærdssamfundet"? Eller tænker Metz monstro på de store V-førere J. C. Christensen - en af Statskuppets ledende skikkelser - storbedrageren Alberti, socialpolitikkens og fagbevægelsens dødsfjende Thomas Madsen-Mygdal - en af Foghs minimalstats-læremestre - eller den moralsk oprustede 'Sorte Knud' (Kristensen), der førte sin helt private udenrigspolitik med henblik på genvindelse af Sydslesvig, og som endte næsten lige så langt ude til højre som Mygdal?

Joh, der har altid været noget folkeligt, næsten grundtvigsk, ja nærmest demokratisk ved dette "anerkendte gamle politiske parti" - sådan som der i øvrigt stadig er det nu, hvor Hjort Frederiksen har erkendt - og ligefrem glæder sig over - "værdifællesskabet" med Dansk Folkeparti.

Tillykke Danmark!

Henning Tjørnehøj er forfatter og foredragsholder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her