Læsetid: 6 min.

Det andet Amerika

Orkanen i det sydlige USA har blotlagt fattigdommen i det amerikanske samfund. Men fattigdommen i verdens rigeste land er på ingen måde et nyt fænomen
8. september 2005

Det kan ikke passe. Ikke i USA, verdens rigeste land. Sådan var reaktionerne i 1962, da Michael Harrington udgav bogen Det andet Amerika. Harrington påviste, at der i overflodens land levede mellem 40 og 50 millioner mennesker under fattigdom.

Harringtons bog fik politiske følger. Både Præsident John F. Kennedy og Vicepræsident Lyndon B. Johnson læste Det andet Amerika og var fast besluttede på at gøre noget ved fattigdomsproblemet i USA. I januar 1964, kort efter mordet på Kennedy, lancerede Johnson, hvad han kaldte en krig mod fattigdom. Krigen fik nogle konkrete følger, bl.a. madkuponer, uddannelse og jobtræningsprogrammer for de fattige. Johnsons kamp mod fattigdom var en del af hans vision om et Great Society (det store samfund), en udvidelse af Roosevelts New Deal politik fra 1930'erne, hvor staten antog en aktiv rolle i forbedringen af levestandarden for nødstedte borgere.

Over 40 år efter har flodkatastrofen i New Orleans igen sat fattigdom på den politiske dagsorden. I en pressemeddelelse den 30. august, samme dag som det blev klart, at 80 procent af New Orleans stod under vand, kunne USA's Census Bureau oplyse, at fattigdommen i USA var steget for fjerde år i træk og stod nu på 12,7 procent, der svarer til 37 millioner amerikanere. De tørre statistikker blev levendegjort ved billeder af tusindvis af desperate fattige, der blev efterladt i New Orleans under orkan Katrinas hærgen og de efterfølgende digebrud.

Johnsons mislykkede krig

Fattigdommen i USA har fået lov til at overleve, bl.a. fordi Johnsons vision om et storsindet samfund er blevet erstattet af minimalstatens indskrænkede samfund.

I november 1964 gik Johnson til valg mod republikaneren Barry Goldwater, der gik ind for en mere aggressiv udenrigspolitik mod hovedfjenden Sovjetunion, men samtidigt ønskede at reducere statens indblanding i sociale spørgsmål på hjemmefronten. Johnson vandt en jordskredssejr mod Goldwater.

Men selvom Johnson kunne pege på betydelige landvindinger mht. fattigdommen og borgerrettigheder, blev Johnsons krig mod fattigdom afsporet af en anden krig - Vietnamkrigen. Og selvom borgerretsbevægelsen tvang staten til at gribe ind overfor diskrimination og for stemmeret for afro-amerikanere i sydstaterne, følte mange afro-amerika-nere i byerne, at de blev forsømt. I 1965 udbrød der optøjer i den fattige bydel Watts i Los Angeles. Tre år efter var der en række uroligheder i storbyer som Newark og Detroit. En Kommission nedsat af Johnson til at granske årsagerne til disse uro-ligheder konkluderede, at USA var splittet i to ulige nationer.

Republikaneren Richard Nixons sejr ved præsidentvalget i 1968 repræsenterede en reaktion mod 1960'ernes storstilede sociale programmer. En af Nixons medarbejdere rådede præsidenten til at forsømme storbyernes sociale problemer. Fattigdommen forsvandt fra den politiske dagsorden.

Goldwaters ideer om en minimalstat triumferede med Ronald Reagans valg som præsident i 1980. Som Reagan yndede at sige, var staten ikke løsningen, den var problemet. Skattelettelser og drastiske nedskæringer i offentlige ydelser blev grundpillerne i Reagans indenrigspolitik. Ved valget i 1984 brugte Reagan billedet af, hvad han kaldte The Welfare Queen til at stemple fattige, fortrinsvist afro-amerikanere, som dovne nassere på samfundet.

Clintons velfærdsreform

De sidste årtier har vist resultaterne af en minimalstats skattelettelser, nedskærin-ger, privatisering og deregulering af stort set alle områder undtagen militæret. USA's vejnet er slidt, den offentlige transport fungerer dårligt eller er simpelthen ikke-eksisterende. 45 millioner amerikanere har ingen form for sygesikring. Man får, hvad man betaler for.

I 1996 kunne sociologen William Julius Wilson notere, at for første gang i det 20. århundrede stod flertallet af voksne i mange ghettoer i storbyerne uden arbejde. En demokratisk præsident, Bill Clinton, kunne samme år blåstemple tanken om en minimalstat ved at erklære, at "storstatens æra er forbi" og indføre en drakonisk velfærdsreform, der fjernede alle sociale ydelser for folk uden arbejde efter fem år. Minimalstatens ideologi er så fremherskende i USA, at selv en demokratisk præsident arbejder under dens præmisser.

Det var imidlertid ikke kun de arbejdsløse, der klarede sig dårligt i disse år. Den såkaldte "fattige arbejderklasse" (noget der skulle være en selvmodsigelse) fik også svært ved at få pengene til at slå til. Journalisten Barbara Ehrenreich forsøgte i 1998 at leve på mindstelønnen ved at tage en række jobs i serviceindustrien og havde vanskeligt ved at betale husleje og få mad på bordet.

Minimalstaten medførte en fjendtlig holdning mod de mindrebemidlede. Sagføreren Johnnie Cochran (kendt fra O. J. Simpson-retssagen) førte en sag for en familie, hvis datter var dræbt under tragiske omstændigheder i 1996. Cynthia Wiggins var en del af den fattige arbejderklasse, der havde fået et lavtlønnet job ved et butikscenter i Buffalo, New York. Hun havde ingen bil, så hun blev nødt til at tage bussen på arbejde. Men ledelsen af butikscentret så helst, at servicemedarbejderne ikke blev læsset af foran centret og forbød busserne at køre direkte ind på området. Wiggins skulle derfor krydse en stor motorvej for at nå hen til sit arbejde og blev kørt ned. Butikscentrets ejer endte med at skulle betale to millioner dollar i erstatning til Wiggins' familie.

Kampen mod organisering

Det går også galt, hvis lavtlønnede arbejdere begynder at organisere sig. Amerikansk tv har vist billeder af, hvordan butikskæden Wal-Mart blev mål for plyndrin-ger i New Orleans. Wal-Mart er USA's største virksomhed med 1,3 million medarbejdere i USA og en omsætning på 285 milliarder dollar. Wal-Mart bekæmper indædt enhver form for faglig organisering af dens medarbejdere. Hvis der opstår det mindste tegn på en faglig organisering i en forretning, ringer en manager til Wal-Marts hovedkvarter i Bentonville, Arkansas. Hovedkvarteret sender straks et hold med Wal-Marts eget flyselskab-Air Walton til den pågældende butik for at knuse den faglige organisering.

Man kan også kigge endnu længere tilbage. For over 100 år siden var der i USA en bekymring over den voksende ulighed i samfundet. Den dansk-amerikanske fotograf Jacob Riis fik fattigdommen ind på middelklassens nethinde ved at fremvise billeder fra ghettoerne i storbyerne. Forfatteren Upton Sin-clair afslørede de usle forhold på Chicagos slagterier i sin roman fra 1906 Junglen, noget der førte til en strammere lovgivning omkring fødevareindustrien. I 1911 omkom over 100 arbejdere i en brand i en tekstilfabrik i New York. Tragedien førte til regulering af arbejdssikkerhed på landets fabrikker og resulterede i dannelsen af de kvindelige tekstilarbejderes fagforening.

80 år efter opstod der en brand i en kyllingefabrik i Hamlet, North Carolina. For at forhindre tyveri og for mange hvilepauser havde fabriksejerne låst alle udgan-ge udefra med kæder i arbejdstiden. 25 arbejdere omkom.

Som led i den dereguleringsbølge, der fandt sted under Reagan, kunne fabrikken selv varetage sikkerhedsforanstaltningerne (eller rettere sagt mangel på samme) uden statslig indblanding. Der er imidlertid tegn på en ændring af disse kummerlige forhold. På trods af nutidens fjendtlige klima er det lykkes fagforeningen for fødevareindustriens arbejdere at begynde forhandlinger om organiseringen af medarbejderne ved Koch kyllingefabrik i Tennessee.

I modsætning til 1960'erne er der ingen krig mod fattigdom, der kunne blive afsporet af en krig på den anden side af jordkloden. Fattigdommen i USA er ikke desto mindre blevet berørt af krigen i Irak, som indtil videre har kostet 200 milliarder dollar, samt skattelettelser til de mest velhavende i samfundet og minimalstatens ligegyldighed over for sociale problemer. Men som katastrofen i New Orleans og omegn har vist, eksisterer Harringtons andet Amerika stadigvæk i det 21. århundrede.

Man kan også tale om et andet Amerika end det i 1960'erne, der udviste større samfundssind og erkendte, at staten kan være med til at udligne nogle af de mest grelle uligheder i det amerikanske samfund.

Første kapitel af Harringtons bog hed "Det usynlige land." Katrina har bragt fattigdommen op til overfladen og på avisernes forsider for en stund. Men hvis amerikansk historie giver noget fingerpeg, synker fattigdommen sikkert tilbage under overfladen igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu