Læsetid: 4 min.

Det andet Frankrig

Opstanden fra ghettoforstæderne er den uundgåelige konsekvens af årtiers passivitet og fortrængning
8. november 2005

Frankrig står i flammer. Ikke det franske bourgeoisis elegante, diskrete Frankrig. Ikke de smukke landskaber, hvor den sene druehøst fredeligt nærmer sig afslutningen, og hvide køer græsser så uforstyrret, som de har gjort i generationer. Men det andet Frankrig: Det Frankrig, der er strandet mellem land og by, gemt væk bag grimme betonmure, indesluttet i rådnende højhuse. Ghettoforstædernes Frankrig, les cités og les quartiers difficiles.

Selv i det rå boligkompleks, hvorfra Bouna Traore og Zyed Benna kom, er de fleste udmærket klar over, at episoden var et rent uheld. De to unge mænd flygtede tilsyneladende fra en politipatrulje, sprang over rækværket til en højspændingstransformator, og strømmen dræbte dem øjeblikkelig. Men gnisterne fra denne hændelse for 11 dage siden i Clichy-sous-Bois ud for Paris, kom til at antænde det bål af vrede og frustration, der siden har bredt sig til det meste af Frankrig.

Dag efter dag er resten af landet vågnet op til nyhederne om nye områder, der er blevet flammernes bytte. Toulouse, Strasbourg, Lille, Bordeaux, den stadigt længere liste i morgennyhederne lyder som fodboldresultater.

Så kom regnestykket: Hundredvis af busser og biler er blevet brændt af, snesevis af skoler og forretninger plyndret, mange politifolk og redningsfolk er såret, og tusinder af unge mennesker arresteret.

Den forbitrede klasse

Da volden begyndte, fandt premierminister Dominique de Villepin og hans chef, præsident Chirac, det passende at overlade det til den ambitiøse indenrigsminister, Nicolas Sarkozy at tage skraldet. Hvis Sarkozys håb om at blive præsident efter Chirac nu ligger et sted i asken fra de udbrændte bilvrag, er det kun fint med dem.

At forstæderne brænder, er dog ikke kun Sarkozys problem, fordi han tilfældigvis er indenrigsminister. Det skyldes også, at han - ulig sine forgængere - besluttede at gøre noget ved sagen.

Sandheden er, at disse enorme boligkomplekser, der omgiver de fleste af Frankrigs byer, har været antitesen til den højt besungne franske livskvalitet i tre årtier eller mere. De har fungeret som bekvemme opbevaringssiloer for alle de, der enten ikke kunne eller ikke ville slutte sig til det franske samfunds hovedstrøm: De fattige, ja - men først og fremmest første-, anden- og tredjegenerationsindvandrere.

Allerede da han overtog præsidentposten i 1995, vidste Chirac, at forstadsghettoerne var potentielle krudttønder. Faktisk vandt han embedet efter en kampagne, hvor social udstødelse og nødvendigheden af atter at gøre Frankrig til 'én nation', var de centrale emner.

Hvordan har Chirac så forvaltet sine løfter fra dengang og fra genvalget syv år senere? Opkomsten af en forbitret klasse af anden- og tredjegenerationsindvandrere uden job, og garager fulde af brændte busser taler sit tydelige sprog. Forfaldet og ghettoiseringen af boligkomplekserne og den voksende de facto apartheid, dette afspejler, er uden tvivl den største fiasko i hans præsidenttid.

Usynligt problem

Det kan diskuteres om Frankrigs problemer med ghettokomplekserne havde nået toppen af den politiske agenda før, hvis områderne havde været mere synlige. Skiftende franske regeringer er sluppet af sted med at negligere dem på det skammeligste. Først og fremmest fordi de har været 'ude af øje', og derfor 'ude af sind' for store dele af befolkningen.

Når de i så mange år er blevet overladt til deres egen skæbne, og reelt accepteret som no-go zones uden for fransk lovgivnings rækkevidde, skyldes det, at de skiftende politikere har valgt det sådan. Der var ikke stemmer at hente i at forsøge på at gøre det anderledes.

I de to præsidentvalgkampe, jeg har dækket, 1995 og 2002, har jeg sjældent set centrumpolitikere besøge forstæderne. Kun kommunisterne forsøgte at samle støtte her, mens Den Nationale Front aldrig forsømte at henvise til forstæderne som argument for, at deres program til begrænsning af indvandring og til repatriering af indvandrere var eneste måde at gøre Frankrig fransk igen.

Naturligvis er politikere af enhver observans klar over problemerne, og skiftende regeringer og lokale myndigheder har da også med mellemrum fundet penge til forsøgsprogrammer inden for uddannelse, børnepasning og jobsøgning. Men at sætte effektivt ind over for fattigdommen og utilfredsheden i forstæderne er i højere grad et spørgsmål om holdningsskift end om penge.

Det udbredte synspunkt blandt almindelige franskmænd har været, at problemerne her enten er uløselige eller skyldes de, der bor der. Det er en recept på passivitet.

I årevis er forstæderne blevet omtalt i det kodesprog, som det respektable Frankrig benytter om emner, de finder usmagelige. Mange boligområder bærer malerisk landlige navne, overtaget fra de landsbyer, de har fortrængt.

Eufemismer

Clichy-sous-Bois, hvor de nyeste uroligheder startede, er et af dem. Alle de betegnelser, der benyttes om de fattigste og mest lovløse komplekser, er eufemismer, lige fra banlieues, fællesbetegnelse for forstad, til quartiers sensibles eller difficiles, følsomme eller vanskelige kvarterer. Dette er ord, almindelige franskmænd kun bruger i én betydning: Områder, der i vid udstrækning er befolket af immigranter og deres efterkommere, og hvor fransk lov knapt gælder længere. Selv les jeunes, fællesbetegnelsen for 'unge mennesker', fremmaner nu et billede af udelukkende sorte og mørkhudede unge, der driver om uden job, og kun er ude på ballade.

Det taler til Sarkozys fordel at han, da han vendte tilbage til posten som indenrigsminister tidligere i år, besluttede at sætte direkte ind mod ghettoproblemerne ved at gøre det indlysende, men næste uhørte: At besøge et par af de vanskeligste områder og tale med de mennesker, der boede der.

Hans medbragte budskab var, at de ikke længere skulle lades i stikken. Større omsorg for deres velfærd og fremtid skulle fremover være en del af statens politik. Budskabet, han gav til resten af landet, var et andet, men det, man ønskede at høre: At ingen dele af landet skulle stå uden for loven. Hvor svært dette bliver at gennemføre, har de seneste dages optøjer vist.

© The Independent og Information

Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her