Læsetid: 3 min.

Andre folks sange

Er fortolkningskunsten ved at få et comeback i det stille?
29. juli 2005

Til en begyndelse var der en skarp opdeling: Sangskriverne leverede materialet, sangerne gav det til bedste og forlæggerne og pladeselskaberne scorede kassen. Det betød f.eks., at hvis et nummer blev et hit, så indspillede gud og hvermand det og satte i processen sit stilistiske særpræg på det. Og netop det med stilistisk særpræg er en pointe, thi i en tid, hvor det vrimler med døgnfluer og one hit wonders, er der rimelig langt mellem snapsene, hvad lige det angår. Hver sæson kastes en række 17-21 årige debutanter på markedet som lort mod en væg og de, der bliver hængende, er sådan set selv ude om det. Hermed menes, at det er blevet rimelig svært at skelne mellem dem, der gerne vil være ægte musikere og dem, der bruger musikken mod det eneste saliggørende i mediesamfundets blitzkrig: berømmelse.

Nå, men så kom de legendariske 1960'ere. Og der ændredes fokus inden for populærmusikken, idet The Beatles dannede skole som det første autonome orkester; dvs. de skrev (næsten) alt deres eget materiale selv og sang og spillede (til en begyndelse) selv deres instrumenter og var i det hele taget selvforsynende som et kinesisk landbrugskollektiv. Tendensen forstærkedes, da en vis Bob Dylan dukkede op med sin guitar og en stemme, der lød som en detoneret sømbombe samt en række geniale egenkompositioner, der umiddelbart lød så ligetil, at alle og enhver mente sig i stand til at gøre ham kunsten efter. I 60'erne var der stadig masser af fortolkningskunstnere tilbage fra den gyldne epoke fra 20'erne til 50'erne - det er værd at skrive sig bag øret, at Kongen over dem alle, Mr. Elvis Presley, primært skabte sig et navn som fortolker af guds nåde og ikke mindst som uforlignelig stilist - men det var en uddøende art, der overhaledes indenom af den omsiggribende sanger-sangskriver bølge, som vi skal love for sejrede ad helvede til. Eller sagt på en anden måde - det var de færreste, der kunne opretholde det niveau, en Dylan udstak.

Mens regnen falder udenfor, har vi lagt øren til et par nye plader, hvor fortolkningskunsten er i højsædet. Sjovest og mest atypisk er den aldrende rockcrooner Paul Ankas seneste opus, Rock Swings, hvor han giver en række forskellige rockorienterede sange i bedste big brassband-stil. Blandt de 14 skæringer han har valgt at give en tur i croon-maskinen, morer og underholder især Soundgardens "Blach Hole Sun", Pet Shop Boys' "It's A Sin", Nirvanas "Smells Like Teen Spirit", The Cures "The Lovecats" og R.E.M.'s "Everybody Hurts", der alle er stort set uigenkendelige, udsat for stort orkester og Ankas ikke uefne organ. Det viser blot, at en god sang kan tåle lidt af hvert, og Ankas ide er ikke så langt ude i hampen, som man kunne frygte, thi Rock Swings er i høj grad lytteværdig; også trods bidrag fra Survivor, Billy Idol, Van Halen og Spandau Ballet!

Mere substans er der over den purunge Madeleine Peyroux, hvis stemmelighed med Billie Holiday på albummet Careless Love modvirkes af et begavet udvalg af sange, hvor især fortolkningen af Leonard Cohens "Dance Me To The End Of Love" aftvinger dette gudenummer nye nuancer og betydninger. Og dér ligger hunden begravet, hvad angår netop fortolkning, for en ting er at afsynge en andens sang, noget andet er af give den nyt liv og fylde den med ens egen personlighed. Og det formår denne Peyroux, hvad enten hun synger Bob Dylan, Hank Williams eller William C. Handy, der er ophavsmand til titelnummeret. Omgivet af en raf lille combo lægger Peyroux til her og trækker fra der, og resultatet er intet mindre end vindende og ofte direkte rørende.

Også Gwyneth Herbert har fat i den tunge ende på sit jazzpåvirkede Bittersweet And Blue, hvor hun seriøst brænder igennem på væsensforskellige sange som Portisheads "Glory Box", Tom Waits' "Looking For The Heart Of Saturday Night" og ikke mindst Janis Ians "At Seventeen". Alt i alt rigtig god reklame for kunsten at gøre andres sange til sine egne via forfinet tekstforståelse og uimodsigelig stemmepragt. Og en skidefin lille skive oveni.

Så selv om alle gerne vil det hele, lidt til og meget mer, demonstrerer disse tre meget forskellige plader, at det ingen skam er at koncentrere sig om at synge, hvis det er det, man er god til. Det er ikke naturgivent, at alle med en guldfugl i brystet uden videre også besidder et Cole Porter-gen. Leve fortolkningskunsten og ikke mindst: det originale materialevalg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu