Læsetid: 7 min.

Andre vinkler på besættelsestiden

Hvad er mon årsagen til, at besættelsestidens historie optager så mange så meget må man spørge efter den omfattende debat i forbindelse med 60-års jubilæet for befrielsen? Og hvorfor er der stadig så mange ting, som ikke bliver nævnt?
16. juni 2005

Det vil tilsyneladende slet ingen ende tage med nye bøger og en fortsat diskussion om denne den mørkeste periode i vor nyeste historie. Er det besættelsestidens drama, som drager? Eller er der måske politiske grunde til den vedholdende interesse for 'De fem forbandede år'?

De borgerlige klandrer endnu i dag Socialdemokratiet og de Radikale for ikke at have oprustet Danmark tilstrækkeligt i Mellemkrigstiden - skønt Venstre i realiteten var helt på linje med SR-partierne i denne rustnings-sag. I årene 1922-32 fik Venstre f.eks. halveret hæren.

Ingen spurgte i forbindelse med 60-års jubilæet, hvor stærkt vort forsvar skulle have været for at fratage tyskerne lysten til at besætte Danmark. Ingen fremhævede heller, at ligeså vel som et nedrustet forsvar fristede tyskerne til en hurtig erobring med en beskeden militær indsats, ligeså vel ville et stærkt dansk forsvar have udfordret dem. Danmark var fanget i en fælde - lige meget, om vi rustede op eller ned. Anders Fogh har igen og igen fremhævet, at hvis de andre demokratiske lande - her tænker han vel først og fremmest på Storbritannien og Frankrig - havde handlet som Danmark, så ville vi måske have haft et nazistisk Vest-europa i dag. Men, hvad var det for en linje England og Frankrig fulgte ved intet at foretage sig, da Hitler i 1935 i strid med fredsaftalen efter Første Verdenskrig genindførte tysk værnepligt?

Have handlet anderledes

Hvad var det for en linje England fulgte, da man et par måneder efter tillod genoprustning af den tyske flåde? Og hvad var det for en linje Frankrig fulgte, da man lod Hitler marchere ind i det - med Tysklands billigelse i Locarno-aftalen af 1925 - demilitariserede Rhinland i 1936?

England og Frankrig kunne have standset Hitler, hvis de i tide havde optrådt beslutsomt. Det kunne Danmark af gode grunde ikke. Stauning-Munch-regeringen prøvede at gentage landets neutrale status fra Første Verdenskrig. Efter Hitlers magtovertagelse i januar 1933 søgte denne regering at etablere et militært samarbejde med såvel Sverige som England - uden held.

Danmark stod således militært fuldstændig isoleret i 1940 overfor verdens på det tidspunkt mest effektive krigsmaskine. Eller med Winston Churchills ord i februar 1940: Norge og Sverige kunne måske få engelsk militærbistand, og en sådan engelsk-fransk bistand på omkring 100.000 mand var faktisk på vej i vinteren 1940.

Disse to lande "har dog en grav, over hvilken de kan fodre tigeren (Hitler), men Danmark ligger så frygtelig nær Tyskland, at det vil være umuligt at bringe hjælp... Det gælder for Danmark om at balancere". Det råd fulgte SR-regeringen.

I 1946 erkendte samme Churchill overfor den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen, at det var hans opfattelse, at Danmark ikke kunne have handlet anderledes, end vi gjorde den 9. april 1940. Og både i London og Washington kom man - efter grundige beregninger - til det resultat, at tyskerne ville have kunne trække flere varer ud af landet ved en egentlig besættelse, end ved den 'fredsbesættelse', som tyskerne tilbød regeringen den 9. april 1940 med den konsekvens, at indenrigspolitikken kunne forblive på danske hænder - herunder domstolene, der sågar i en længere periode fik lov at pådømme anslag mod det tyske militær.

Gesandtens trussel

Hvorfor blev det ikke nævnt i forbindelse med 60 års jubilæet?

Da den tyske gesandt ved fire-tiden om natten den 9. april 1940 opsøgte udenrigsminister P. Munch - dvs. på et tidspunkt, hvor besættelsen allerede var i gang trods en ikke-angrebspagt mellem de to lande - gjorde han det klart for udenrigsministeren, at tyske bombemaskiner var på vej mod København med deres dødelige last, og at denne last ville blive tømt over byen, hvis der ikke hurtigt indløb et imødekommende svar på det tyske ultimatum om, at en evt. modstand mod de tyske troppers indtrængen i landet straks skulle ophøre.

Hvorfor er ingen af de mange sen-heroiske borgerlige, der på linje med Anders Fogh har beklaget, at vi ikke kæmpede den 9. april, blevet spurgt om, hvorvidt de - hvis de havde været beslutningstagere dengang - ville have negligeret denne trussel om bombning af København ved at lade kampene fortsætte?

Venstrefløjen klandrer bl.a. Socialdemokratiet for ikke at have gjort fælles sag med kommunisterne i deres modige modstandskamp - de kommunister, som havde støttet Sovjets overfald på Finland i december 1939, som havde været allierede med nazisterne under Hitler-Stalinpagten 1939-41, som havde karakteriseret Stauning-Munch regeringen som værende "fascistisk", og som ikke på noget tidspunkt have ytret den mindste kritik overfor det stalinistiske diktatur.

Måske skyldes interessen for besættelsestiden, at vi her har at gøre med en periode, hvor der er nogen at holde med og nogle at foragte? Den letkøbte sort-hvide argumentation har således gode kort på hånden.

Modstandsfolkene er heltene - og det er yderst velfortjent. Her er der ingen som helst grund til uenighed. Men det er jo tankevækkende, at de tre grupper, som udgjorde den første kerne i modstandsbevægelsen - dvs. kommunisterne, folk fra Konservativ Ungdom og Dansk Samling - alle om end ud fra forskellige motiver havde haft et lige så anstrengt forhold til folkestyret som landets dengang ledende kulturist, pastor Kaj Munk.

Samarbejde med tyskerne

Under besættelsen satte de og han livet ind for at få genetableret det styre, som de inden besættelsen havde foragtet.

Besynderligt, at dette paradoks ikke har været fremdraget i forbindelse med 60 års jubilæet. Blandt skurkene er politikerne. De samarbejdede jo med tyskerne. Men hvad er det dog for et udtryk at anvende? Et samarbejde forudsætter jo frivillighed. Hvor var frivilligheden for politikerne til at handle, som de ville over for tyskerne? Den var der ikke. Forhandlingerne foregik hele vejen igennem på besættelsesmagtens betingelser.

Jeg tilslutter mig derfor nu afdøde departementschef i Finansministeriet Erik Ib Schmidt, når han i sin erindringsbog skriver om 'samarbejdspolitikken': "Den, som forhandler under tvang og presses til at give indrømmelser, samarbejder ikke med modparten".

I de første år efter befrielsen anvendtes fortrinsvis udtrykket forhandlingspolitikken. Men det er nu helt og aldeles blevet erstattet af udtrykket samarbejdspolitikken - ikke mindst på grundlag af en ihærdig indsats fra flere besættelsestids-historikere inspireret af lektor dr. phil. Hans Kirchhoff.

Flere af disse historikere har imidlertid i forbindelse med 60 års-jubilæet for befrielsen kritiseret Anders Fogh pga. hans kritik af samarbejdspolitikken. Besættelsestidshistorikerne må godt kritisere denne politik, men Anders Fogh må ikke. Hvor er logikken? Flere af besættelsestidshistorikerne bruger i øvrigt helst udtrykket kollaboration - dvs. fremmedordet for landsforræderi - om de ofte vanskelige forhandlinger, som politikerne måtte gennemføre for at beskytte befolkningen bedst muligt. Så langt er Anders Fogh endnu ikke faldet.

Der er ingen tvivl om, at forhandlingspolitikken på visse strækninger blev ført for vidt - men det er lige stærkt nok at kalde SVKR-politikerne i de fire samlingsregeringer fra den 10. april 1940 til den 29. august 1943 for landsforrædere - selv om historikerne er så hensynsfulde at bruge fremmedordet. Hvorfor har begrebsafklaringen vedrørende brugen af det ord samarbejdspolitikken måttet savnes i forbindelse med 60 års-jubilæet?

Anders Fogh fandt i en samtale med Berlingske Tidende den 1. maj i år anledning til at beklage, at statsminister Vilhelm Buhl i september 1942 på SVKR-samlingsregeringens vegne ikke blot advarede mod den gryende sabotage, men også opfordrede befolkningen til at videregive mulig viden om sådanne planer til myndighederne.

Dødstraf for sabotører

Fogh mener - som så mange andre - at Buhl hermed opfordrede til stikkeri. Nu var det altså ikke sabotørerne, der skulle angives, men deres planer, som skulle videregives på et tidspunkt, hvor sabotagen langt fra havde den støtte i befolkningen, som den siden hen fik.

SVKR-samlingsregeringens motiv for sabotageadvarslen var i øvrigt en frygt for, at tyskerne ville kræve indført dødsstraf for sabotørerne - således, som de faktisk truede med det, og således som det skete året efter, hvad der førte til bruddet med 'forhandlingspolitikken' den 29. august 1943.

Det er i denne forbindelse tankevækkende, at mens mange kender til Buhls anti-sabotagetale, så er der tilsyneladende ingen, som véd, at Venstres trafikminister, Niels Elgaard, i begyndelsen af august 1943 - da jernbanesabotagen tog et kraftigt opsving - opfordrede til, at SVKR-samlingsregeringen enten gik af eller indførte dødsstraf for sabotørerne.

Hvad er årsagen til, at denne opfordring aldrig er nået frem til historiebøgerne?

Både i samtalen med Berlingske Tidende og tidligere har Fogh i den grad fremhævet, at han som ledende politiker har ønsket at rette en tak til frihedskæmperne, så man nærmest får det indtryk, at det er første gang, det sker.

Ved lejlighed burde han kaste et blik i aviserne fra sommeren 1945 og fra de følgende 10-års jubilæer. Det vil forhåbentlig kunne overbevise ham om, at han hverken er den eneste eller den første ledende politiker, som har rettet en tak til modstandsbevægelsen.

Henning Tjørnehøj er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu