Müntefering, Schröder, Scharping den venstreorienterede tyske socialdemokrat Andrea Nahles er ikke bange for at vælte en partiformand, men i denne uge gik hun for vidt, da hun lod sig vælge til sit partis organisatoriske leder
I betragtning af partikammeraternes kraftudtryk i mandags, tog hun egentlig situationen meget fattet.
"Mit valg er ingen tilfældighed," sagde hun selvbevidst.
De kaldte hende kongemorder og skældte hende ud for at have styrtet Franz Müntefering, den mest populære SPD-formand siden salig Willy Brandt. Hun henviste blot til sit stemmetal og kunne dermed også bevise, at hun langt fra stod alene med sin kritik af Franz Münteferings enevældige lederstil.
"Det skulle være et statement for SPD," fastholdt hun.
I stedet for at bakke Müntefering op - i disse for partiet så vanskelige tider - havde hun udfordret ham ved at stille op mod hans kandidat til den vigtige post som partiets organisatoriske leder. Og vundet.
Bagefter beklagede hun, at Müntefering havde taget den mest dramatiske konsekvens af nederlaget, men det var hans valg. Hun fortrød intet.
Nogen nybegynder i faget som kongemorder er den 35-årige Andrea Nahles ikke, Franz Müntefering var ikke hendes første offer.
I 1995 var hun som nyvalgt formand for partiets ungdomsorganisation, Juso, med til at overtale Oskar Lafontaine til at styrte den daværende formand Rudolf Scharping. Og hun udførte en betydelig del af det politiske undergravningsarbejde i 2004, da Gerhard Schröder blev så træt af at være partiformand, at han overlod butikken til Franz Müntefering.
Kongemord, det ligger til hende.
Fra starten af sin politiske karriere i 1988 som bare 18-årig var hun overbevist om, at de gamle politikere ikke anede, hvordan man gør de unge interesseret i politik.
Hun dannede en partiforening i sin hjemby Mending ved Koblenz i det sydvestlige Tyskland, og blev dens formand. Hun engagerede sig i kommunalpolitik og flere interesseorganisationer, men hun stræbte efter mere og arbejdede sig op ad rangstigen.
Efter syv år blev hun Juso-formand og knyttede sig tæt til Oskar Lafontaine, der kaldte hende "Guds gave til partiet".
Hun var ung, skarp, selvbevidst, og hun var datter af en murer; tilsyneladende alt det, partiet havde brug for.
Gerhard Schröder betragtede hun med den største mistillid - hun sammenlignede ham med den jernkugle, man hænger på kraner, når man skal rive bygninger ned. Han var ved at rive SPD ned, mente hun midt under valgkampen i 1998.
"Hvad end I tror det eller ej; der er flere venstreorienterede i SPD end i noget andet parti," vidste hun.
Juso afviste Gerhard Schröders valgprogram, i stedet krævede ungsocialisterne "omfordeling af rigdommen i Tyskland."
Schröder blev kansler alligevel, Nahles fik plads i Forbundsdagen, hvor hun med Oskar Lafontaines hjælp kom ind i Arbejdsmarkeds- og Socialudvalget.
Hun var 28 år og havde egentlig aldrig været ude på det arbejdsmarked, som hun skulle lovgive om, men hvad hun manglende i praktisk erhvervserfaring, gemte hun bag knubbede ord.
Stor var hendes fortvivlelse, da den markedsorienterede Schröder fik has på Oskar Lafontaine, der efter få måneder som finansminister gav op og rømmede både sin formandsstol og mandatet i Forbundsdagen. Med hans afgang i 1999 mistede venstrefløjen i SPD sit bedste hoved. Og endnu værre: Jernkuglen Schröder overtog formandsposten.
Til gengæld fandt hun forståelse hos Franz Müntefering, der på dette tidspunkt endnu forsvarede de klassiske, socialdemokratiske dyder.
"Hun kan parti," som han sagde på sin karakteristiske, ordknappe facon, som han også anvendte, da han skulle forklare, hvorfor han ikke stræbte efter at blive regeringsleder efter Schröder: "Kansler kan jeg ikke."
Efter valget 2002 måtte Andrea Nahles rømme sin plads i Forbundsdagen. En dårlig listeplacering forhindrede genvalget, men glemsel forsvandt hun ikke ud i.
Fagforbundet IG Metall gav hende et job i Berlin, og Müntefering sørgede for, at hun fik plads i en af SPD's arbejdsgrupper. Pladsen i partiledelsen beholdt hun også.
Som ledende socialdemokrat fik hendes kritik af Gerhard Schröders reformer en ganske særlig vægt, og mange spidsede ører. Stemningen i Tyskland var anspændt efter vedtagelsen af kanslerens arbejdsmarkedsreformer. Folket gik på gaden, og medlemmer flygtede ud af partiet i tusindvis.
"Konceptløs, perspektivløs, instinktløs," udtalte Nahles om sin formands reformer og gjorde sig til talsmand for en formueskat.
"Der er da penge nok, vi skal bare tage dem fra dem, der har nok."
Nok var partiledelsen ærgerlig over hendes evindelige kritik, men hun var et vigtigt termometer, hvis man ville kende stemningen på venstrefløjen. Og ingen turde hælde hende ud af angst for, hvad hun kunne finde på, hvis hun blev frigjort fra den sidste rest af partidisciplin.
En vigtig forudsætning for hendes position i partiet er evnen til at netværke. Hun råder over en bred kontaktflade, der dels beror på tiden hos metalarbejderne, dels på engagementet i naturorganisationen BUND og hos globaliseringskritikerne fra Attac.
Men mindst lige så vigtig for hendes position er hendes alder og køn. Med tiden er det lykkedes hende at blive samlingspunkt for modstanden mod de ældre mænds dominans i partiet.
1968-generationen med kansler Gerhard Schröder, formand Franz Müntefering, finansminister Hans Eichel, økonomi- og arbejdsminister Wolfgang Clement skal takke af, mener hun. Under deres ledelse er SPD blevet ført ind i en neoliberal og udemokratisk blindgyde.
At hun ikke står alene med sin kritik, vidner mandagens afstemning i partiledelsen. Hendes sejr over Müntefering-kandidaten Kajo Wasserhövel baserede sig på mere end venstrefløjen, også blandt de yngre og kvinderne vandt hun gehør.
Med gru så Schröder-Müntefering-fløjen, at det lykkedes Nahles at hente støtte fra selv den yderst moderate og karrierebevidste Ute Vogt (40), en af partiets fem næstformænd, der gerne omtales som en af fremtidens ledende skikkelser.
Men lige så god Andrea Nahles er til at samle allierede, lige så provokerende virker hun på andre. Hvor stærk antipati, hun vækker, kan man læse i f.eks. internettets mange fora, hvor hun skældes ud for aldrig at have haft et ærligt arbejde.
"Nu vil vi se, hvordan man uden nogensinde at have arbejdet kommer til penge og anseelse," skrev en Werner Eckenschwiller i begyndelsen af ugen.
Også hendes køn og civilstand som ugift blev lagt hende til last:
"Frau Nahles er 35, ugift, litteraturhistoriker. Lad os forestille os den uvidende mand, der forelsker sig i Frau Nahles. Enten bliver han mast af hendes skruetvingehænder, snakket ihjel af hendes veninder - eller han gør hende til en kælen kat. Frau Nahles har brug for en mand," konkluderede boulevardavisen Bilds faste klummeskriver, Franz Josef Wagner, i onsdags.
For en gangs skyld ser det ud til, at kongemorderen Andrea Nahles har fejlbedømt situationen. Det var slet ikke meningen, at Franz Müntefering skulle træde tilbage; nu står hun tilbage som hovedansvarlig for en formands fald.
Trods den store tilslutning til hendes valg som organisatorisk leder har den nye partiformand Matthias Platzeck ikke tænkt sig at bruge hende. Han har sin egen kandidat. Og næstformand bliver hun heller ikke - det var ellers tæt på.
Venstrefløjens repræsentant blandt de fem næstformænd, udviklingsminister Heidemarie Wieczorek-Zeul, meddelte i begyndelsen af ugen overraskende, at hun ikke ønsker genvalg. Dermed gjorde hun en nærmest øremærket stol fri til Andrea Nahles, men den ønsker hun ikke nu.
"Jeg afstår fra at kandidere som næstformand for at åbne vejen for en stærk, ny partiledelse og et gnidningsløst landsmøde," forklarede hun i går på sin hjemmeside.
Hun vil koncentrere sig om sit politiske arbejde, men det betyder formentlig ikke, at kongemorderen affinder sig med at gå i takt med partiet.
"Jeg er ikke den, der siger: 'Javel hr. Forbundskansler, De gør alt rigtigt,'" som hun engang har sagt.
