Læsetid: 3 min.

Anerkendelsens tre dimensioner

Hvordan møder vi den fremmede? Med afvisning eller med anerkendelse?
2. januar 2006

Lad mig ikke skabe tvivl: Alle samfund forudsætter inklusion og eksklusion. At tilhøre et samfund vil sige at tilhøre et fællesskab. Og alle kan ikke være i fællesskab med alle, uden at begrebet mister sin mening.

Men det afgørende spørgsmål er, hvordan spørgsmålet om fællesskab afgøres. Hvilket kriterium gælder, når du skal afgøre, om den anden tilhører dit fællesskab? Er udgangspunktet afvisning - med dertil knyttede betingelser for at gøre en undtagelse? Eller er udgangspunktet anerkendelse - igen, naturligvis, med dertil knyttede betingelser?

Hvis man tager udgangspunkt i den andens afstamning, sprog, religion og race, er kriteriet afvisning. Man ekskluderer den anden, indtil andet er bevist. Kommer han eller hun fra mit territorium? Taler han eller hun mit sprog? Kalder han eller hun Gud ved samme navn, som jeg gør? Er hans eller hendes race den samme som min?

Her afgøres spørgsmålet bagud: Hvor stammer du fra? Hvem er dine forældre? Og skal andre kriterier bringes i anvendelse, skal de erstatte dette bagudvendte kriterium. Vil du gøre mit sprog til dit? Vil du tilegne dig min kultur og historie? Vil du kalde Gud ved samme navn, som jeg gør? Om du er i samfund med mig, afgøres af din fortid.

Men man kan også rette spørgsmålet fremad, så det ikke orienterer sig mod afstamning, men mod vilje. Hvad vil du gøre for at inkludere dig i vores fællesskab?

Gensidig anerkendelse

I så fald er nøgleordet for den mulige inklusion: Anerkendelse.

Det er vigtigt at tilføje, at anerkendelse altid er et gensidigt forhold. Jeg kan ikke anerkende den anden, uden at han eller hun anerkender mig, det vil sige mine krav til anerkendelse. Hvad vil du gøre for at gøre dig værdig til anerkendelse?

Fænomenet anerkendelse har den tyske sociolog Axel Honneth analyseret. Ifølge ham rummer anerkendelsen tre dimensioner: En personlig, en politisk og en social.

Man kan anerkendes som menneske. Det kender man i forældrenes forhold til barnet, i forholdet mellem ægtefæller og venner og i næstekærligheden. Effekten er selvtillid. Den, der bliver anerkendt som menneske, får tillid til sig selv som menneske. Han eller hun er anerkendt som et menneske, der har følelsesmæssig værdi for andre.

Man kan anerkendes som borger, hvad enten det er som borger i det nationale eller statslige fællesskab, eller det er som verdensborger. Når man er anerkendt som borger, har man del i de universelle rettigheder som borger - borgerrettigheder i et samfund, menneskerettigheder i verdenssamfundet. Effekten er selvrespekt. Den, der bliver anerkendt som borger, får tillid til sig selv som borger. Han eller hun kan indgå i og bliver taget alvorligt som deltager i den offentlige drøftelse.

Og man kan anerkendes som arbejdstager og/eller aktør i et socialt fællesskab. Når man er anerkendt som deltager i det sociale fællesskab, anerkendes man for sine særlige egenskaber, og de bidrag man derigennem giver til fællesskabet. Som kollega eller som leverandør af ydelser. Effekten er selvværdsættelse. Man værdsættes af andre for det, man er og kan yde, og værdsætter derfor også selv det man er og kan.

Krav og respekt

Man kan med andre ord møde den fremmede på to væsensforskellige måder. Man kan møde den fremmede med afvisning, indtil andet er bevist. Eller man kan møde den anden med anerkendelse - igen indtil andet er bevist.

Møder man den fremmede med afvisning, negligerer man den andens behov for at erfare sig selv som menneske, borger og bidragsyder i hans eller hendes forhold til os. Dette har et flertal i det danske folketing gjort til sit grundprincip. For dette flertal gælder nytte-kalkulen: Har den fremmede den uddannelse og de kompetencer, vi har brug for? Først i dette tilfælde kan inklusion i fællesskabet komme på tale.

Møder man den fremmede med anerkendelse, anerkender man den andens behov for at erfare sig selv som menneske, borger og bidragsyder i hans eller hendes forhold til os. Dette princip hylder kun et mindretal i det danske folketing.

Og igen skal jeg naturligvis tilføje, så det ikke misforstås. Anerkendelse er gensidig. At anerkende den fremmede forudsætter, at den fremmede gør sig værdig til min anerkendelse, det vil sige accepterer og praktiserer vores regler for at være del af det menneskelige, politiske og sociale fællesskab.

At anerkende ubetinget kan man over for barnet, det vil sige den viljesløse og ubeskyttede anden. Men al anden anerkendelse forudsætter, at der knyttes betingelser til anerkendelsen - alene af den grund at kun ved at stille krav til den fremmede, demonstrerer man sin respekt for ham eller hende.

Lars Qvortrup er professor på SDU og leder af Knowledge Lab

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu