Læsetid: 7 min.

Angående Tudvad

Det undrer mig, at en så velbegavet fyr som Peter Tudvad er uden sans for idealismens farer. Den, der gør en idé til sin ledetråd, har allieret sig med den højere selvretfærdighed, der altid fører til tyranniet og totalitarismen. Det er jo dette, der er sagen, som de sidste 100 års historie er vidnesbyrdet om
14. juli 2005

Jeg har udtrykt min anger og ruelse over ikke at have svaret Peter Tudvad på hans indvendinger imod et par kronikker. Tiden er kommet til at gøre en dårlig samvittighed god. Men problemet er naturligvis, at tiden er gået og Peter Tudvads kritik er - måske - gået i glemmebogen.

Jeg vil derfor rekapitulere hans indvendinger, samlet om min kronik af 18. marts om menneskerettighederne, idet jeg går ud fra hans indlæg her i bladet 23. april, men først vil jeg kommentere en tilbagevendende forargelse hos ham og andre over min 'tone'. Jeg har været ude for det i 45 år. Jammer og klage over, at man taler dansk uden svinkeærinder og indpakning. Peter Tudvad jamrer også. Men det er en jammer, jeg aldrig har gidet tage alvorlig, for det afgørende er aldrig, hvordan man taler, men hvad man siger.

Er der mening og alvor i snakken? Eller er det hele from forargelse, der blæser på sagen, og som bruger sin forargelse til at slippe uden om sagen? Mange års erfaring har lært mig, at det sidste er tilfældet. Også her. Også i nutidens offentlige debat. Man klager og anklager sin modpart for hans 'tone' - jævnfør Kamal Qureshis klage over mig til præsidiet - men selv er man i sin polemik så mistænkeliggørende og giftig, at vi er nogle stykker, der ikke undrer os over, at det aldrig er personer på venstrefløjen, der angribes og forulempes af voldsmænd og demonstranter. Det er altid os andre. For den pæne tones forsvarere er så ondsindede i deres polemik, at næste trin er at slippe volden løs.

Dette ikke være sagt til Tudvad, der er et anstændigt menneske. Men som en generel bemærkning om forskellen på saglig skarphed og usaglig mistænkeliggørelse.

Så til menneskerettighederne. Peter Tudvad spørger, hvorfor jeg anklager menneskerettighederne for at være ideologiske, idet alle "væsentlige aspekter af vores parlamentariske demokrati bygger på en idé". Nej, det demokrati, der er knyttet sammen med retssamfundet, er ikke ideologisk i sit udspring, for loven tjener ikke en idé. Den tjener til at tøjle magten. Den er borgernes forsvar for deres frihed. Jævnfør Magna Charta. Jævnfør Jydske Lov. Det er ikke for at skabe et ideelt samfund, at loven gives, men det er for at bekæmpe de onde og beskytte de gode.

Idealismens farer

Det undrer mig, at en så velbegavet fyr som Peter Tudvad er uden sans for idealismens farer. Den, der gør en idé til sin ledetråd, har allieret sig med den højere selvretfærdighed, der altid fører til tyranniet og totalitarismen. Det er jo dette, der er sagen. Det er jo denne sag, de sidste 100 års historie er vidnesbyrdet om.

Og det er i hvert fald denne sandhed om den menneskelige virkelighed, kristendommen fastholder. I sit indlæg 23. april anklager Tudvad mig for at gøre kristendommen til en "deskriptiv lære om, hvad det er at være menneske, og ikke en normativ forkyndelse af, hvad det er at være kristen". Jeg føler mig ikke ramt af anklagen. Kristendom er naturligvis altid forkyndelse, men af denne forkyndelse følger en kultur og samfundsforståelse, der sondrer mellem Guds og kejserens rige og således sætter frihedens mulighed. Det er dette, der er det afgørende i denne sag. Det er et sådant opgør med lovreligiøsiteten eller idealismen, der er det saglige indhold af bl.a. min kritik af menneskerettighederne.

Tudvad mobiliserer Søren Kierkegaard til sit ideologiske forehavende imod mig og afviser i den forbindelse min tale om, at kategorien "Hiin Enkelte", mennesket over for Gud eller i troens situation, altid er en negativ kategori, idet der aldrig kan udledes positive eller hellige virkninger af kristendommens forkyndelse, og han anfører i den forbindelse Kierkegaards tale om efterfølgelse eller "stræben" som sit argument, men denne pietistiske udlægning af Søren Kierkegaard afviser jeg.

Det er sandt, at begrebet "efterfølgelse" var en afgørende del af Søren Kierkegaards opgør med sin samtids kristendomsforståelse, idet efterfølgelsen lægger vægten på det personlige, det anfægtende i modsætning til en velbjerget og selvtilfreds kirkeligheds uforstyrrelighed, men at gøre anfægtelse til en positiv kategori, som man kan gøre politik og samfund på, er mildest talt et misbrug og en misforståelse af Kierkegaard. Radikaliteten mangler hos Tudvad. Den radikalitet, der netop fastholder det negative i forhold til al politisk og ideologisk positivitet. Peter Tudvad kunne for så vidt melde sig til tjeneste hos Kristeligt Folkeparti. Eller hos Enhedslisten. Eller hos de radikale.

Men kristendommens radikalitet er en anfægtelse af alle fastslåede positioner og derfor ubetinget negativ i henseende til politik og human aktivitet. Den afliver alle retfærdige ideer og al humanistisk fromhed, idet den sætter mennesket som synderen, der slet ikke har noget at prale af, men som må tale på egne vegne og henholde sig til sin egen interesse, når han eller hun bedriver politik. Ja, giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.

Det er Guds ord om politik og samfund.

Om danskheden

Endelig den stadige mistænkeliggørelse af mig for at "bruge" kristendommen til at forsvare danskheden. Nej, det er ikke særlig kristeligt at være dansk, men kristendommen sætter mennesket, ethvert menneske, til at være sit givne, historiske liv tro, og for en dansker er dette liv naturligvis dansk. For en tysker tysk. For en franskmand fransk. Der er ikke tale om en hellighed eller en retfærdighed, men om et grundvilkår, der netop følger af kristendommens forkyndelse af et konkret menneskeliv i kald og stand. I forhold til din næste ligger din opgave. I forholdet til din nære virkelighed ligger dit liv. Her er stedet, her skal du springe!

Ikke sandt, Peter Tudvad, det er ikke at "forgude" danskheden, men det er at være den virkelighed tro, en dansker er sat i - og dette er et kristent menneskes opgave.

Ifølge Vorherre, Martin Luther, Søren Kierkegaard og Søren Krarup.

Søren Krarup er præst og MF for Dansk Folkeparti

(Idet jeg slutter mit svar til Peter Tudvad således, melder sig en frygtelig mistanke: Hvad nu, hvis mine læsere er ganske uden humor? Hvad nu, hvis de i dyb og dødelig alvor tror - ikke blot at jeg hermed stiller mig på linje med Kierkegaard og Luther, men også med Vorherre? Formasteligt! Ja, blasfemisk! De læsere, der ikke tåler, at jeg kalder et par unge radikale politikere for "ungersvende", hvorledes skal de kunne finde sig i, at jeg omtaler mig selv på denne måde.

Den dødelige alvor eller den indædte mangel på humor truer.

Det giver mig lyst til inden for den samme parentes at fortsætte svaret til Tudvad med at sige et par ord om netop sansen for humor eller - hvad der er det samme - paragraffen om blasfemi i straffeloven. Sagen er jo, at ved at sondre mellem det guddommelige og det menneskelige, ved at skelne mellem det absolutte og der relative, er kristendommen en understregning af humoren og dens dimension. Kan en muslim gøre grin med sig selv og sin religion? Kan en troende marxist tage gas på Karl Marx og hans Kapital?

Nej, svarer jeg på baggrund af mange oplevelser med både muslimer og marxister, og hermed er jo sagt noget afgørende om, hvad kristendom er. Eller hermed sagt noget om, hvad humor er.

Begge dele består i at sætte sig selv ind i det evighedens perspektiv, hvor man selv som jordisk og forfængelig kan gøre grin med sig selv og sit eget og grine længe ad denne verdens tåbelighed. Pust dig ikke op! - det er kristendommens ord til mennesket, og således punkteres al selvhøjtidelighed. Grin ad dig selv, for det er ikke dig, der bærer alverdens byrder og evighedens ansvar på dine skuldre! Bild dig ikke ind, at du skal frelse verden eller forsvare Vorherre, for begge dele er i stærkere hænder end dine!

Dette er jo evangeliets opbyggelige besked til den meget alvorlige.

Og hermed er vi ved begrebet blasfemi, som Jesper Langballe og jeg på Dansk Folkepartis vegne stillede forslag om at fjerne fra lovgivningen, men hvor kun Dansk Folkeparti sagde ja. De andre sagde nej. Surt, selvhøjtideligt, selvretfærdigt. SF havde egentlig meddelt, at de ville være med, men da de læste vores principielle begrundelse af forslaget, sagde de alligevel nej. Dette var ikke alvorligt nok. Dette gjorde grin med for meget.

At gøre grin med den socialistiske selvhøjtidelighed - det tålte SF og Anne Baastrup ikke.

At de andre heller ikke gjorde det, at Birthe Rønn Hornbech fra Venstre sagde nej til det lovforslag om afskaffelse af blasfemiparagraffen, der er dybt evangelisk, fordi det er afvisningen af, at vi mennesker kan og skal forsvare Vorherre - det siger noget ganske tankevækkende om en opfattelse af, hvad kristendom er, der ikke just udmærker sig ved vægtfylde.

Det er for så vidt at spille marxismens og muslimen spil. Det er at ville afvise humorens dimension og at benægte sondringen mellem det guddommelige og det menneskelige. De hellige tåler det ikke! Alle de, der vil føre hellig krig og skabe det helligt klasseløse samfund - de tåler ikke, t det er tilladt at grine ad denne hellighed.

Surhedens triumf

Men så længe der er en injurielovgivning, er blasfemiparagraffen overflødig - og den er mere end det: den er forfalskende, den tager patent på Vorherre. Igen er det den kristne frihed, der anfægtes. Igen er det den sure hellighed, der sætter sig på det jordiske og politiske og forbyder, at man griner højt og længe ad de frelste.

Igen er det de meget po-sitive, der ikke vil finde sig i den negativitet, som er kristendommens væsen i forhold til enhver hellighed.

Lad det være mit sidste ord, Peter Tudvad, inden for dennes parentes, der er udsprunget af min frugt for ikke at være 'alvorlig' nok.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu