Læsetid: 3 min.

Angst og krigsrus

21. marts 2001

Efter man de sidste ti år gang på gang har manet krigens spøgelse i jorden i forhold til Makedonien, synes det nu endelig at være alvor. På overfladen ser det ud som en etnisk konflikt som den i Kosovo, mellem albanere og slavere. Hvor albanerne kæmper for politisk ligeberettigelse og national selvstændighed. Og således har menneskerettighederne og andre vestlige værdier i ryggen.
Men dette billede af en primært etnisk konflikt er i virkeligheden forkert. Roden til konflikten er rent politisk. Hvis man ser nærmere på, hvem der udgør den politiske opbakning for oprørerne i Tetovo, er det især albanske politikere, som tidligere har tilhørt det moderate albanske parti PDP, der regerede landet sammen med det makedonske socialdemokrati indtil 1998. De to partier mistede magten ved parlamentsvalget det år, hvorefter deres mere nationalistiske modstandere, det makedonske VMRO-DPMNE og det etnisk albanske DPA, dannede regering sammen. Et tilsyneladende meget umage par. Men samarbejdet holdt også ved det næste års præsidentvalg, hvor VMRO-kandidaten Boris Trajkovski vandt præsidentposten med støtte fra DPA. PDP klagede ved begge lejligheder over angivelig svindel ved valgene, hvor der også fandt voldelige episoder sted. Efter udenlandske iagttageres vurdering skyede de to partier ingen midler til at erobre magten. Og bagefter blev vennerne i lokalsamfundene ikke glemt. Makedonien er et ungt demokrati, hvor vinderne tager det hele.
DPA havde som oppositionsparti markeret sig med skarpe albansk-nationale krav. Som regeringspartner har de da også fået noget gennemført, blandt andet anerkendelsen af et albansk-sproget universitet i Tetovo, godt nok ikke som statsligt universitet, men som privat. Til gengæld får Tetovo-universitetet EU-støtte.

I modsætning til Kosovo har albanerne i Makedonien, både under den gamle og den nye regering, haft reel indflydelse på statens liv gennem de sidste ti år, og både den forhenværende og den nuværende makedonske ambassadør i Danmark er albanere. Men det har været svært for politikerne i det hidtil dominerende albanske parti at blive sendt ud i kulden. Det har fået nogle af dem til at samarbejde med UCK om en nationalistisk overbudspolitik, og i forrige weekend dannede de et nyt parti. Det kræver blandt andet en ændring af forfatningen, så albanere og makedonere begge fremstår som statsbærende folk. Også de politikere, som er blevet i PDP, udtrykker sympati med kravene, selv om de tager afstand fra volden, så nationalisterne i DPA overhales nu indenom af deres rivaler.
De nævnte politikere vedgår, at der er en politisk vej til at fremme deres politik, men nu går de ind for vold for at lægge pres på regeringen. Deres handlinger i de sidste par uger virker nøje koordineret med de ca. 200 UCK-folk, som er trængt frem mod Tetovo fra Kosovo.

Det har fÅet en krigsrus til at bruse frem hos mange af de arbejdsløse unge mænd i Nordvest-Makedonien. Og UCK’s talsmænd truer nu med at sætte lignende aktioner i gang mod den nordøst-makedonske by Kumanovo, eller selve Skopje. Det eneste, der kan forhindre det, siger de, er, at regeringen sætter sig til forhandlingsbordet med UCK, eller går af.
Blandt kravene er forfatningsændringen. Det ejendommelige er imidlertid, at Makedonien har en af Europas mest forbilledlige borgerforfatninger med en udtrykkelig ligestilling mellem nationaliterne, hvoraf der udover albanerne og makedonere nævnes tyrkere,
vlakher (rumænere) og roma (sigøjnere). Kravet fra UCK går i virkeligheden ud på, at albanerne og makedonerne skal have en særstatus, som det er rent symbolsk, og som det er vanskeligt at se rimeligheden i at føre krig om.
Men krigen handler altså også om noget andet. Om unge i et fattigt land uden arbejde. Og ældre folk på flugt af angst for et nyt ragnarok. Og en befrielsesbevægelse i Kosovo, som føler sig snydt af det internationale samfund og søger andre græsgange. Det er en politisk krise, som kræver en politisk indsats, bakket op af militær beslutsomhed, fra det internationale samfunds side. Som dengang for otte år siden, da man under dansk ledelse byggede en vellykket FN-fredstyrke op i Makedonien. Desværre strandede FN-missionen på et kinesisk veto i 1999, efter at republikken havde anerkendt Taiwan. Men det er nok noget sådant, der skal til igen, fra FN’s eller NATO’s side og med støtte fra EU, hvis man skal gøre sig håb om at redde Makedonien fra krigens helvede.

K.F.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her