Læsetid: 4 min.

Angsten for at prioritere

Mens borgmestre og byråd kæmper med at få budgetterne for 2006 til at hænge sammen, viser de officielle opgørelser, at statens overskud sidste år nåede helt op på omkring 60 milliarder kroner. Det er betydeligt mere, end regeringen selv havde regnet med. Men den vil kun bruge disse penge til ét formål - nemlig at fremskynde afviklingen af statens gæld. I den beslutning ligger der naturligvis en klar prioritering. Men det er forståeligt, at kommunalpolitikere - uanset partifarve - har svært ved at se visdommen i denne stædige fastholden af ét eneste mål. Når de er tvunget til at spinke og spare, skyldes det ikke nødvendigvis, at deres egen kasse er ved at være tom. For eksempel har Odense Kommune en velpolstret pengetank, men ikke desto mindre er den nu i gang med at undersøge, hvordan det er muligt mest skånsomt at skære 18 mio. kr. fra udgifterne til ældrepleje. Det sker, fordi Odense som alle andre kommuner er forpligtet til at holde sig inden for en beskedne vækstprocent, der er dikteret af regeringen. En af de muligheder, der nu overvejes, er at skære rengøringen hos de ældre ned, så den kun foretages hver tredje uge. Om det er denne form for foranstaltninger, skatteminister Kristian Jensen (V) har i tankerne, når han blankt afviser kommunernes kritik, får stå hen i det uvisse. Han forsikrer, at også regeringen ønsker "flere varme hænder til ældre", men siger samtidig, at "pengene er der, hvis kommunerne vil øge opfindsomheden". Med en indholdstom retorik, han må have lært af højerestående partifæller, slår han fast, at det handler om "at tænke nyt og handle derefter".
29. maj 2006

Skal kommunerne sikre sig indflydelse igennem deres landsdækkende forening, KL, kræver det sammenhold, især mellem de to store kommunalpolitiske partier, Venstre og Socialdemokraterne. Den opgave har de igennem årene været ganske dygtige til at tage på sig.Og nu har den nye formand, borgmester Erik Fabrin fra Søllerød, videreført denne tradition med sin første alvorlige indsigelse imod regeringens politik.

Fabrin har to ankepunkter: Det ene er, at prioriteringen mellem udgifter til småbørn og de ældre er forkert. Der bør flyttes penge fra de små til de gamle. Hans argument er, at befolkningens aldersmæssige sammensætning i disse år undergår en ganske betydelig ændring. Han har nævnt et tal på 400 mio. kr.

Hans andet ankepunkt drejer sig om statens tilskud til kommunerne. Det bliver i stadigt stigende omfang ydet fra de såkaldte puljer. Det vil ikke blot sige, at pengene er øremærket til bestemte formål, men også at de ledsages af bureaukratiske ansøgningsprocedurer, intensiv statslig kontrol og opfølgende analyser, foretaget af private konsulentfirmaer til de velkendte høje timepriser. Det er spild af både tid og penge, der kunne bruges bedre, hvis staten i højere grad turde vende tilbage til de såkaldte bloktilskud. Det ville give den enkelte kommune langt større muligheder for at prioritere i forhold til de faktiske behov.

Af de første reaktioner fra ministre, ordførere fra regeringspartierne og finanslovpartneren Dansk Folkeparti fremgår det, at Fabrins udspil mildt sagt ikke er faldet i god jord. Reaktionerne viser tværtimod, at de tre partier, der udgør folketingsflertallet, bliver stadig mere argument-resistente. Men faktisk er Fabrins kritik på én gang konkret og sagtmodig. Han vover at sætte tal på sit forslag om en omprioritering, hvad vi ikke er forvænt med i en politikers mund.

Men samtidig respekterer han faktisk de meget stramme rammer, regeringen har udstukket for kommunerne. Han kræver ikke flere penge, men en anderledes anvendelse af dem, der er stillet til rådighed.

Adskillige af hans kolleger - heraf en del af hans partifæller - kunne ellers godt tænke sig, at finansminister Thor Pedersen viste sig blot en smule mere rundhåndet. Mens borgmestre og byråd kæmper med at få budgetterne for 2006 til at hænge sammen, viser de officielle opgørelser, at statens overskud sidste år nåede helt op på omkring 60 milliarder kroner. Det er betydeligt mere, end regeringen selv havde regnet med. Men den vil kun bruge disse penge til ét formål - nemlig at fremskynde afviklingen af statens gæld.

I den beslutning ligger der naturligvis en klar prioritering. Men det er forståeligt, at kommunalpolitikere - uanset partifarve - har svært ved at se visdommen i denne stædige fastholden af ét eneste mål. Når de er tvunget til at spinke og spare, skyldes det ikke nødvendigvis, at deres egen kasse er ved at være tom. For eksempel har Odense Kommune en velpolstret pengetank, men ikke desto mindre er den nu i gang med at undersøge, hvordan det er muligt mest skånsomt at skære 18 mio. kr. fra udgifterne til ældrepleje. Det sker, fordi Odense som alle andre kommuner er forpligtet til at holde sig inden for en beskedne vækstprocent, der er dikteret af regeringen. En af de muligheder, der nu overvejes, er at skære rengøringen hos de ældre ned, så den kun foretages hver tredje uge.

Om det er denne form for foranstaltninger, skatteminister Kristian Jensen (V) har i tankerne, når han blankt afviser kommunernes kritik, får stå hen i det uvisse. Han forsikrer, at også regeringen ønsker "flere varme hænder til ældre", men siger samtidig, at "pengene er der, hvis kommunerne vil øge opfindsomheden". Med en indholdstom retorik, han må have lært af højerestående partifæller, slår han fast, at det handler om "at tænke nyt og handle derefter".

Erik Fabrin har vist politisk mod ved at foreslå en konkret omprioritering. Måske har han optimistisk forestillet sig, at det kunne føre til en ægte dialog. Men hvordan skulle det dog være muligt for ham at give et meningsfyldt svar på flovser som dem, der flyder fra Kristian Jensens mund? Når politikere taler, som skatteministeren har gjort i dette tilfælde, dækker det over en intens ulyst til at tale om sagernes egentlige indhold. Regeringens prioritering til fordel for statsgældens afvikling kan fremstå som både kynisk og hjerteløst, når forholdene for især de gamle til stadighed bliver forringet. Derfor lader den som om, at der ikke er brug for at prioritere. Det afspejler sig klart i en udtalelse fra familie- og forbrugerminister Lars Barfoed: "Om vi skal satse mere på ældreområdet, vil jeg overlade til socialministeren, men det skal ikke være for børnenes penge."

Samtidig vil hverken han, nogen anden minister eller Dansk Folkeparti skifte puljepengene ud med bloktilskud. Det ville svække deres kontrol med kommunernes dispositioner og i det hele taget undergrave den centralisering, der de seneste år har gennemsyret stort set alle dele af regeringens politik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her