Læsetid: 5 min.

Anker og de søde amazoner

Søren Vad Møllers excentriske romandebut 'Enegang' delte både tvs Smagsdommerne og avisernes anmelderkorps. Kan man skrive så meget om ensomhed, og må kvinderne være så selvstændige og have så store bryster? Forfatteren mener ja
4. maj 2006

Det er forfatterdebutanten Søren Vad Møllers første interview nogensinde. Anledningen er hans nye roman, Enegang - Anden der vandrer.

"Så blev den mødom taget," siger han, da det er overstået, og han med lettere skridt forlader redaktionen. Endda med overskud til en kommentar: "I har det faktisk helt hyggeligt her."

Et foto blev vi dog aldrig enige om. Det mangler også på bogens omslagsflap. Søren Vad Møller vil simpelthen ikke.

"Jeg har ikke lyst til at sidde og se snu ud på et forfatterfoto," siger han og viser med hånd under hage og gennemtrængende blik hvordan, et urkomisk konkokt af alle forfatterportrætters moder.

"Så skulle det være i drag eller med en tøndehjelm på hovedet. Jeg har det godt med at være den anonyme iagttager på sidelinjen, ikke et kendt ansigt."

Ikke, at Søren Vad Møllers udseende er særligt opsigtsvækkende. Han ligner en tænksom og venlig ung fyr af normalstørrelse med mellemrum mellem fortænderne, intelligente brune øjne bag firkantede briller, brun læderblazer, brune sko og striktrøje og mørkt, næsten sort hår med tidlige grå stænk trods sine kun 33 år.

Varm velkomst

Med andre ord langtfra så kikset og stillestående som hovedpersonen i den vildtvoksende debutroman, den sky forfatterspire Anker, stifter af forlaget Miskendt (!). Ham har Søren Vad Møller med et glimt i øjet ellers givet sin egen fortid som tyk og nørdet dreng samt sit efternavn:

"Jeg syntes, det var sjovt at kalde hovedpersonen mit eget navn og så lyve så stærkt som en hest kan rende. En slags dobbeltkontrakt," forklarer han.

Bogen fik stort set en varm velkomst. Bl.a. skrev Informations ofte kritiske Erik Skyum-Nielsen: "En debutroman af den slags, hvor digteren satser hele butikken".

En uge før bogen udkom, var den desuden hovedemne i tv-programmet Smagsdommerne. Her mente smagsdommer og dramatiker Anna Bro, at bogen med sine mange stilarter så ud præcis som forfatteren ville have den. Det havde hun ret i, mener Søren Vad Møller.

"Temaet er ensomhed, og derfor skulle bogen være fragmenteret," forklarer han.

Ensomhed, fordi Anker er 27, og ungdomstiden ofte er ensom. Men også fordi, ensomhed hører med til tidens ånd, hvor mange bor alene og individualismen dyrkes, mener han, der dog undlod at tage den fulde konsekvens:

"Hvis jeg skulle beskrive ensomhed konsekvent med ensomhedens briller, skulle jeg ha' gjort underboen Tønnes til hovedperson og bare lade ham stirre ind i væggen. Men det kunne jeg ikke holde ud. Jeg ville godt ha' den anden side med og en dør af håb på klem. Derfor beskriver bogen også venskab og fællesskab."

Muteret bog

Søren Vad Møller har skrevet på bogen i mere end 10 år og fået den retur fra mere end ét forlag. Dog ikke helt den samme bog. Den er muteret undervejs, og senest skåret til i samarbejde med forlaget Lindhardt og Ringhof, hvilket passer forfatteren fint. Hellere skære i et stort materiale end blæse et lille stof op.

Forfatterskolen har han ikke gået på, men brugt sine SU-klip til at studere religion på Københavns Universitet.

Det resulterede dels i en bachelorgrad, dels i romanens religionsprofessor Sir Lawrence Bastard, som bliver hovedperson i hans næste bog. "Jeg havde ham i hovedet, men som professor skulle han være klogere end mig, og så måtte jeg bruge mere tid end en eftermiddag på det lokale bibliotek. Men den næste bog tager ikke 10 år. Jeg har skelettet og en masse noter. Den ligger lige til højrebenet - 7-9-13. Jeg kan godt tænke mig, at Anker måske stikker hovedet ind som biperson, så man får at vide, hvordan det går ham. Måske kommer der ligefrem lidt spænding!"

Søde amazoner

Endnu mere opsigt end bogens strittende stilarter vakte dog de 'omvendte' kønsroller, som bl.a. Bo Bjørnvig reagerede stærkt på i Weekendavisen.

"Han reagerede med gru: Er det virkelig tidens tegn, at kønsrollerne vendes på hovedet? Det lod ikke til at bekomme ham vel," kommenterer Søren Vad Møller, der medgiver, at det i reglen er mænd, der protesterer mod forandringer i kønsrollerne. Som om forandring automatisk indebærer mandligt afkald.

Men Søren Vad Møller har bevidst søgt at skabe et univers, der leger med kønsstereotypierne.

"Bogens kvinder er køns-tvetydige. Det er et dårligt ord, men mændene i bogen bryder også de grænser: Anker er, som navnet antyder, lidt statisk, han bliver hjemme, når de andre rejser ud. Det har før været en kvinderolle."

For eksempel trives Anker i selskab med en hel række søde amazoner, venlige, unge kvinder i overstørrelse med kæmpebryster. Bl.a. rockerveninden Jade, der får brystkræft, og en platonisk veninde, den studerende Kris, der er kvik som en hel amerikansk screwball-komedie.

Dog er bogen ikke tænkt som kønspolitisk programskrift.

"Jeg plæderer bare for lidt mere frihed til at være, som man vil. Man kan være mand og kvinde på mange måder, og ingen i bogen er entydigt stærke eller svage, men viser styrke og støtter hinanden på forskellige tidspunkter. Da Jade bliver syg, mander, eller hvad man skal kalde det, Anker sig op til at bære det, situationen kræver af ham," mener Søren Vad Møller, der også med bestemthed afviser tesen om, at fluktuerende kønsroller er tidens tegn:

"Inde i hovederne er vi stadig et sted i 1950'erne. Nutiden handler meget om reaktion og regression, og det politiske og kønspolitiske hører jo sammen. Lukkede grænser afspejler også, at kønnets grænser cementeres," mener Søren Vad Møller.

Tilbage til 70'erne

Han erindrer 1970-erne som en mere rummelig tid, langtfra den totalitære højborg, som visse aggressive borgerlige debattører giver udtryk for.

"Måske fordi 1970'erne er omgivet af et idyllisk skær af barndom. Børne-tv som Poul Nesgaards Omvendtslev var virkelig sjovt, der var drenge med pagehår og piger med kort hår, og alle blev opmuntret til at lege med f.eks. Playmobil, nu får piger kun Barbie," siger han forarget.

Forfatter har Søren Vad Møller altid ment, han skulle være. I dag bor han i Svendborg nær barndomshjemmet på Thurø, hvor han voksede op som næstældste barn og eneste dreng af fire børn.

Hans talesprog klinger netop af den sydfynske mundart, som dialektforskere ufortøvet placerer 'syd for stødgrænsen'. Hjemmet var trygt og klassisk venstreorienteret med kraftige fyrretræsmøbler og stereoanlæg på malede ølkasser. Begge hans forældre er i dag gået på pension, hans mor som børnehaveklasselærer, faderen som lektor i dansk og tysk på Svendborg Gymnasium.

Som født i 1972 nåede han akkurat at krydse levetid med Thurøs store gamle forfatternavn, Tom Kristensen, der døde i 1974, 81 år gammel.

Økonomisk har Søren Vad Møller ud over SU-klippene b.la. ernæret sig af småjob. Dog aldrig af den udadvendte slags som for eksempel bartender.

"Tjekket og udadvendt, nej, sådan vil jeg ikke beskrive mig selv. Men jeg har det godt med det, jeg laver. Min far har talt om, at jeg står ved en skillevej mellem livet som forfatter eller som reservepostbud. Men faktisk har min nære omgangskreds vist stor forståelse, og de kan måske også se, at jeg er stædig nok."

"Talent kan jeg ikke tage stilling til, men jeg mener, man skal blive ved, og på mig har afslagene fra forlagene nærmest virket motiverende. Som en rød klud."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu