Læsetid: 2 min.

Under anklage

Guantanamo-rapport og nye Abu Ghraib-oplysninger har udløst nye vredesreaktioner i den arabisk-muslimske verden, der i forvejen koger over Jyllands-Postens forhånelser af profeten Muhammed. Den fremtrædende arabiske analytiker Muhammed al-Sayed Said, Center for Political and Strategic Studies i Cairo, sagde imidlertid i går til Information, at muslimer i Mellemøsten må holde op med konstant at rase over Vestens ugerninger og krænkelser. Al den energi, der går til vreden, må nyttiggøres indadtil – til selvransagelse, udvikling og demokratisering af de arabiske lande.
17. februar 2006

Præsident Bush har et problem. Han tager for mange fanger. Og behandler dem skidt. I går kom han under dobbeltild, da FN i en ny menneskeretsrapport fastslog, at "USA's regering bør lukke fængselsfaciliteterne i Guantánamo Bugten uden yderligere forsinkelse", og da Iraks menneskeretsminister udtalte, at de multinationale styrker straks "bør overgive (fangerne i Abu Ghraib-fængslet) til Iraks regering".

Problemet i Guantánamo-lejren på Cuba, hvor USA holder over 500 fanger indespærret på femte år, er ifølge FN's menneskeretseksperter, at den amerikanske regering optræder som både "dommer, anklager og forsvarer". De indsatte tilbageholdes uden tiltale, rettergang og dom. Dertil udsættes fangerne for "alvorlige krænkelser" eller regulær "tortur", som når lejren senest har indkøbt 25 'betvingelsesstole' - stykpris 7.200 kr. - hvor man fastspænder sultestrejkende fanger og tvangsfodrer dem via slanger ned gennem halsen, så de ikke dør i amerikansk varetægt.

I Abu Ghraib fængslet nær Bagdad har problemet i hvert fald tidligere været umenneskelige overgreb og tortur mod tilbageholdte irakere, nu genopfrisket via lækagen af nye uhyrlige billeder fra 2003. I dag er problemet snarere, at USA i sit forsøg på at nedkæmpe det irakiske oprør tager så mange fanger, at fængslet er ved at sprænges. Der sidder p.t. 4.800 indespærret i Abu Ghraib, og de sidder så tæt, at man har svært ved at holde ondartede terrorister adskilt fra mere godartede, måske ligefrem uskyldige, irakere. Det indebærer, som en militærkilde siger, at Abu Ghraib i dag er "træningsfacilitet på kandidat-niveau for oprøret".

IRAKSMENNESKERETSMINISTER, Zuhair al-Chalabi, udtrykte i går dyb bekymring for fangerne og forlangte dem overflyttet til irakiske fængsler "øjeblikkeligt". Den dystre ironi er, at flere irakiske fængsler er blevet afsløret i brug af tortur, der næppe står tilbage for det, Abu Ghraib-billederne viste. Derfor vil USA ikke overføre fangerne, og derfor sidder de stadig lårene af hinanden i det, en amerikansk militærperson i går kaldte 'Jihad University'.

Guantanamo-rapport og nye Abu Ghraib-oplysninger har udløst nye vredesreaktioner i den arabisk-muslimske verden, der i forvejen koger over Jyllands-Postens forhånelser af profeten Muhammed. Den fremtrædende arabiske analytiker Muhammed al-Sayed Said, Center for Political and Strategic Studies i Cairo, sagde imidlertid i går til Information, at muslimer i Mellemøsten må holde op med konstant at rase over Vestens ugerninger og krænkelser. Al den energi, der går til vreden, må nyttiggøres indadtil - til selvransagelse, udvikling og demokratisering af de arabiske lande.

Måske USA's regering skulle tage rådet til efterretning. I stedet for at fare aggressivt rundt og forbedre andre civilisationer med bomber, geværer og tortur, skulle man måske slippe fangerne løs, vende blikket indad og spørge, hvad der er galt med ens eget projekt, og hvorfor man ikke nyder den anseelse og besidder den legitimitet, der er nødvendig, hvis man skal kunne overbevise mennesker i totalitære stater om, at demokratiet har mere at tilbyde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu