Læsetid: 3 min.

En anløben affære

Alle forstår nok Storm P.'s berømte tegning af to mænd, hvor den ene siger: Hvad synes du om verdenssituationen - hvortil den anden svarer: Ingenting, jeg har fået en flue i øjet... I går smed statsministeren så en flue i øjet på den danske befolkning. Med et udfald mod en dansk medievirksomhed forsøgte regeringschefen at dreje offentlighedens fokus væk fra regeringens optræden i den snart fem år gamle sag om danske specialsoldaters overdragelse af tilfangetagne afghanere til en uvis skæbne i det amerikansk drevne Detention Centre i Camp Kandahar - og over på spørgsmålet om den generelle troværdighed i Danmarks Radio på grund af tv-dokumentaren Den hemmelige krig.
26. januar 2007

"Jeg synes efterhånden, vi er nået dertil, at Danmarks Radio burde undersøge sig selv."

(Anders Fogh Rasmussen, Berlingske Tidende 25/1 2007)

ALLE FORSTÅR NOK Storm P.'s berømte tegning af to mænd, hvor den ene siger: Hvad synes du om verdenssituationen - hvortil den anden svarer: Ingenting, jeg har fået en flue i øjet...

I går smed statsministeren så en flue i øjet på den danske befolkning. Med et udfald mod en dansk medievirksomhed forsøgte regeringschefen at dreje offentlighedens fokus væk fra regeringens optræden i den snart fem år gamle sag om danske specialsoldaters overdragelse af tilfangetagne afghanere til en uvis skæbne i det amerikansk drevne Detention Centre i Camp Kandahar - og over på spørgsmålet om den generelle troværdighed i Danmarks Radio på grund af tv-dokumentaren Den hemmelige krig.

Ifølge statsministeren, som også er minister for pressen, har Danmarks Radio nemlig "et meget, meget stort troværdighedsproblem". Og hvorfor så det? Jo, fordi "de indslag, som Danmarks Radio har bragt, er fuldstændigt fordrejede i forhold til de oplysninger, vi har i regeringen, og som vi har videregivet til Folketinget".

Derfor synes pressens minister "efterhånden, at det måske ville være på sin plads at undersøge, hvordan Danmarks Radio egentlig håndterer de informationer, de får, og hvordan de viderebringer dem".

SE, DET ER JO en interessant argumentationskæde. For der sker noget interessant, hvis man udskifter "Danmarks Radio" med ordet "regeringen" i ovennævnte citater. Så står der i stedet, at regeringen har et stort troværdighedsproblem, fordi regeringens oplysninger til Folketinget er fuldstændig fordrejede i forhold til de oplysninger, som regeringen har fået i denne sag. Og at det derfor er på sin plads at få undersøgt.

Jamen, det er jo præcis hvad, at oppositionen ønsker: En uvildig undersøgelse af, hvad der egentlig er sket i denne fangesag. Som også Information har dokumenteret med en udførlig kronologi, som er tilgængelig på www.information.dk/doks/afghanistan, så har regeringen vidst en hel del mere om, hvordan amerikanerne fortolkede folkeretten, end regeringen har meddelt til Folketinget.

I mere end 28 måneder - fra februar 2002 og frem til sommeren 2004, hvor tv-billederne fra Abu Ghraib-fængslet i Bagdad endegyldigt punkterede myten om USA som folkerettens bannerfører - nynnede såvel statsministeren som udenrigsministeren trofast med på, hvad man kan kalde Foghs falske melodi: Så vidt regeringen var informeret, agtede USA at behandle de internerede på Guantanamobasen humant og ifølge principperne i Genèvekonventionen.

I dag ved offentligheden, at det langt fra var hele sandheden. Tidligt vidste den danske regering også, at det ikke kunne være hele sandheden: En måned efter de første danske specialsoldater havde sat støvlerne på Afghanistans jord, modtog Udenrigsministeriet en fax fra ambassaden i Washington om præsident Bushs nu berømte forbehold, nemlig at Genèvekonventionen kun vil blive efterlevet, "i det omfang det er passende og foreneligt med militær nødvendighed". Tre måneder før de danske soldater blev sendt af sted, udstedte Bush en 'Military Order', der lagde op til standretter, hemmelig bevisførelse og dødsstraf som brugbare redskaber i krigen mod terror.

Men uanset hvor mange gange oppositionen stillede spørgsmål i Folketinget og bad om uddybning af amerikanernes anstrengte fortolkning af folkeretten, så lød blot samme beroligende, men i realiteten skingert falske, melodi fra regeringsbænkene.

LAD OS DERFOR holde fast i statsministerens grundsynspunkt: Hvis der er bestyrket mistanke om, at ikke alt er, som det burde være, skal tingene undersøges til bunds.

Hvis pressens minister mener, at dette princip må gælde for Danmarks Radio, der måske/måske ikke har strammet ud over det rimelige i citater fra amerikanske forhørsledere og dertil undladt at oversætte ordem"måske" i undertekster, og som derfor kan have tilsidesat god presseskik - så bør det sandt for dyden også gælde for en regering, hvis medlemmer udtaler sig i Folketinget under det lovpligtige ministeransvar.

At bruge dobbelte standarder og stille langt større krav til andre end til sig selv, som statsministeren ufortrødent gør her, er med til at gøre denne sag til en anløben affære ikke mindst for regeringschefen.

Til gengæld kan man frygte succes for manøvren med at bortlede offentlighedens fokus fra spørgsmålet om Danmarks overdragelse af tilgangetagne afghanere til amerikanske forhørsledere uden sikkerhed for, hvilken skæbne der ventede dem.

Læg bare mærke til, hvor mediernes opmærksomhed i dag og i morgen vil være rettet hen: Ikke mod Afghanistan, ikke mod spørgsmålet om Danmark har overtrådt Genèvekonventionen første gang, vores soldater kommer i rigtig krig. Næh, fokus vil være rettet mod en uigennemskuelig erklæringskrig mellem Danmarks Radio på den ene side og på den anden side statsministeren og de regeringsvenlige medier, der har nem adgang til godbidder fra forsvaret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her