Læsetid: 4 min.

En anløben amerikaner og en jodlende koreaner

To af tidens mest interessante og modige instruktører, syd-koreanske Park Chan-wook og amerikanske Steven Soderbergh, satser stort, men har ikke held med deres seneste film, der bliver vist på filmfestivalen i Berlin
10. februar 2007

BERLIN - Man kan ikke beskylde Steven Soderbergh for ikke at være en modig mand. Den amerikanske filminstruktør, der brød igennem med et brag i 1989 med Sex, løgn & video, har det med at afprøve genrer og udtryk næsten hver gang, han laver en ny film. Indimellem charmerende og luftige studieproduktioner som Ocean's 11 og dens snart to efterfølgere laver han mindre og mere personlige film som The Limey (1999) og senest Bubble (2006), en meget afdæmpet og aparte film om arbejderne på en dukkefabrik.

I år har Soderbergh en film med i konkurrence i Berlin, The Good German, et ambitiøst forsøg på at lave en film i ånden fra Michael Curtiz' Casablanca (1942) og Carol Reeds Den tredje mand (1949). Faktisk er Soderbergh gået så langt, at filmen er lavet i studier, fotograferet (af ham selv) i ekspressiv sort/hvid, han har brugt datidens udstyr og kameravinkler og tricks som bagprojektion, optagelser fra dengang, og skuespillerne - George Clooney, Cate Blanchett og Tobey Maguire - giver den som moralsk anløbne personer på bedste, stiliserede noir-facon.

Spændende eksperiment

Clooney spiller krigskorrespondenten Jacob Geismer, der i 1945 kommer til det sønderbombede, desillusionerede Berlin for at dække de allieredes Potsdam-forhandlinger om, hvordan Europa skal deles mellem øst og vest. Takket være sin chauffør, Tully (Maguire), en gennemkorrupt sortbørshaj og såre skidt fyr, og en tidligere flamme, den smukke, gådefulde Lena Brandt (Blanchett), som har måttet prostituere sig for at overleve, bliver Jacob blandet ind i et indviklet spil mellem russerne og amerikanerne om de eftertragtede, nazistiske videnskabsmænd. Tingene er ikke sorte eller hvide i The Good German, men fulde af gråtoner - præcis som i Den tredje mand, der foregik i Wien og handlede om handel med medicin - og det er hverken nemt for publikum eller Jacob at gennemskue, hvad der foregår. Især ikke fordi Lena heller ikke viser sig at have rent mel i posen.

The Good German er et spændende eksperiment, men heller ikke mere end det, fordi selv om filmen ligner forbillederne til forveksling i både stil og indhold, har den ikke samme tone og autenticitet. Soderbergh fejler spektakulært, blandt andet fordi nogle af karaktererne, især Maguires Tully, næsten er anakronistiske - hvilket mærkeligt nok er meningen - og nok også fordi han ikke på samme måde som Curtiz og Reed har krigen og desperationen og de bristede illusioner i blodet.

Ét er at lave en nutidig film om noget, der skete for mange år siden, noget helt andet er at lave en film, som man lavede film dengang og så prøve at matche det med en moderne vinkel. De tyske kritikere buhede af The Good German, da den var færdig - og de grinede, da Clooney midtvejs begyndte at tale tysk. Det lød bestemt heller ikke kønt.

Gennem isen

En anden respekteret og lege-glad instruktør, sydkoreanske Park Chan-wook, der fik et internationalt gennembrud med mesterværket Oldboy, en hævnhistorie fortalt som tragedie af Shakespeare-dimensioner, deltager også i konkurrencen hernede. Og som Soderbergh er han på tynd is med sit seneste værk, I'm a Cyborg - But That's Ok, men i modsætning til sin amerikanske kollega falder han ikke lige så voldsomt igennem.

Værket er en meget mærkelig og underholdende film - i hvert fald til at begynde med. Den handler om den psykisk syge Young-goon (Lim Soo-jung), som tror, at hun er en cyborg, altså en menneskelignende robot, og derfor bliver indlagt på et sindssygehospital. Hendes medpatienter er et broget galleri af diagnoser og temperamenter, mens lægerne tilsyneladende er ganske inkompetente.

Young-goon nægter at spise, det ødelægger maskineriet, siger hun, og sutter i stedet på sine medbragte batterier for at få energi.

Det kan selvfølgelig ikke gå i længden, og det er Il-soon (Jung Ji-hoon), som har det med at stjæle de øvrige indlagtes kæreste eje, falder for pigen og forsøger på sin egen, forstående facon at hjælpe hende. Okay, de syge i Chan-wooks film har ikke meget med virkeligheden at gøre, men I'm a Cyborg er også mere en romantisk film, der ser tingene fra de syges synsvinkel end et plausibelt psykodrama á la Gøgereden, som den i passager godt kunne minde lidt om. Det er en opfindsom, visuelt overvældende film fyldt med Chan-wooks sædvanlige filmiske og fortællemæssige krumspring - og nogle forrygende morsomme referencer til Sound of Music. Jeg har f.eks. aldrig hørt en koreaner jodle før.

Alligevel lykkes det ikke instruktøren at holde dampen oppe. Historien er ikke tilstrækkeligt stærk eller struktureret, og Chan-wook føler, at han er nødt til at forklare sine karakterers sygdom - det sker efter den psykologiske lærebog, hvorfor filmen efterhånden også bliver lidt for almindelig, noget forudsigelig og ærgerligt langtrukken.

Og sådan endte det første døgn af den 57. udgave af Berlinalen.

Mere Berlin på luftskibet.information.dk/forsidesensationen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her